To nyansættelser i MentalTouch

Konsulenthuset MentalTouch, der som en del af sine kompetenceområder har et særligt fokus på ledelse, organisationsudvikling og rekruttering i det kirkelige arbejde, har i løbet af sommeren foretaget to nyansættelser.
Pr. 1. juli er Helle Jakobsen ansat som socialfaglig konsulent. Helle blev uddannet socialrådgiver i 2003 og har arbejdet på specialområdet med handicap, psykiatri og social udsathed. Hun har erfaring fra myndigheder og organisationer og har de seneste 8 år været tilsynskonsulent hos Socialtilsyn Syd, hvor hun har erhvervet sig en både bred og dyb indsigt i døgntilbudsområdet, herunder herberger og krisecentre.

Pr. 15. august er Torben Mathiesen ansat som ledelseskonsulent. Torben Mathiesen er oprindeligt uddannet lærer. Han har desuden en diplomuddannelse i ledelse og en Master i humanistisk organisationsteori fra Århus Universitet. De seneste knap 6 år har han arbejdet med forskellige konsulentopgaver i Foreningen af Kristne Friskoler herunder ledersparring, rådgivning og pædagogisk udviklingsarbejde.