Det almindelige menneske er under angreb

”Den nye moral er i al sin enkelthed, at der ikke er nogen. Er det forkert at slå ihjel, spørger Zarathustras tilhængere ham? Det kan han ikke svare på, for der er ingen sandhed, ej heller et ’godt’ eller et ’ondt’. Med Guds død er der intet universelt rigtigt eller forkert. Og der er intet, der er større end mennesket selv” s.39

Eva Selsing og Rune Selsing, der begge har en cand. mag. i filosofi, beskriver et angreb på det almindelige menneske i bogen: ”Den borgerlige orden – om angrebet på det almindelige menneske”. Angrebet er subtilt i den forstand, at det er forklædt i populærkulturens udsagn som:

”du skal være dig selv”, ”det skal føles rigtigt”, ”det er vigtigt at være autentisk”, normbrydere hyldes, afvigere er nutidens helte, og det eneste, man ikke kan være stolt af, er ”normalitet”.

Hadets filosofi

Forfatterne går til det med fagfilosofiens øjne, idet de analyserer sig frem til, hvad de betegner som hadets filosofi. Et had til det borgerlige samfunds normer, herunder det almindelige. Hadets filosofi søger at opløse alle sandheder og forståelser af virkelighed og i dets sted sætte sociale konstruktioner.

Heidegger, Nietzsche, Sartre, Marcuse, Foucault og Butler er det idémæssige ophav (med følgeskab fra en del andre), som vil frigøre mennesket fra de snærende bånd, som samfundsinstitutioner udgør, og som i sidste ende kan henføres til et begreb om moral, der er tæt forbundet med kristendommen.

Filosoffernes mere eller mindre utilgængelige tekster har fundet deres oversættelse i ungdomsoprørets brud med seksualmoralen og ligeledes autoriteter på universiteterne og dernæst alle andre steder i samfundet. Den rene vare ses hos bl.a. Nietzsche, der billigede pædofili, hos Heidegger, der var inficeret af nazisme, og hele vejen rundt i nogle holdninger og handlinger, som stadig ikke er comme il faut.

Men filosoffernes grundtanke om at mennesket selv konstruerer virkeligheden og må sættes fri fra enhver form for norm, som henter sin begrundelse i andet end det socialt vedtagne, er i dag selvfølgelig ’viden’, ja ligefrem grundpræmis på humaniora og efterhånden også alle professionsuddannelserne.

Især Foucaults magtteori og Butlers opløsning af kønnede begreber, som værende stereotyper uden faktuelt belæg, har forgiftet enhver diskussion om køn, seksualitet og moral. Det efterlader et samfund i vildrede. Uforpligtede, men rodløse. Frie, men hjælpeløst overladt til meningsløshed.

Nydelsessøgende, men deprimerede, fordi sex uden kærlighed er en flygtig fornøjelse. Og alt det skønne i verden, har man lært, dækker i virkeligheden over undertrykkende magtstrukturer eller er indbildninger. Køn er noget, man bliver, siges det, og dermed menes, at det er en social konstruktion.

Biologiske køn skal man sætte sig fri af, og de betyder da heller ikke noget, når man spørger disse tænkere. Det eneste, man absolut ikke kan være bekendt, er at holde fast i traditionelle normer. Det er det samme som at være afstumpet, naiv, regressiv, undertrykkende, racistisk, homofob, diskriminerende … og hvad der ellers kan sætte sådanne mennesker grundigt på plads.

Tiltrængt indlæg i debatten

Siden jeg for et år siden anmeldte Marianne Stidsens bog ’Køn og identitet – et spadestik dybere’ har jeg behandlet adskillige bøger, der tog samme emneområde op. Ingen af dem er dog lige så grundige i deres analyse af, hvor ødelæggende woke-bevægelsen og dens ophavsmænd og -kvinders tænkning er.

Stidsen var på udgivelsestidspunktet lektor ved Københavns Universitet og dr.phil. Men blev kort efter udgivelsen ramt af en hetz omkring hendes videnskabelige redelighed, som resulterede i, at hun sagde op fra universitetet og dermed blev endnu et eksempel på den deplatformering, som hun selv havde peget på, var et af bevægelsens mest effektive redskaber til at lukke munden på intellektuelle modstandere.

Eva Selsing og Rune Selsing repræsenterer endnu et akademisk indlæg i debatten, og det er stærkt tiltrængt, da netop akademia er total domineret af føromtalte filosofi. Man kan derfor kun håbe, at de ikke også rammes af en kampagne, der skal lukke munden på normkritikken.

Nødvendigt modværge

Forfatterne sætter selv ord på det nødvendige modværge, som disse destruktive kræfter kalder frem. Det handler om at vedkende sig værdien af det almindelige liv. At familien og ægteskabet er værd at kæmpe for. At seksualitet må være forbundet med forpligtende kærlighed.

At grænser og rammer sat i kærlighed og med autoritet giver tryghed og en god opvækst osv. Kort sagt, det som de fleste godt ved er sandt, men har fået tudet ørene fulde med ikke er det, det skal vi turde stå ved. Gud og den kristne tro har ikke mistet sin værdi, men i samfundsdebatten mangles de stemmer, som tør vedkende sig, at det er heri, de finder mening, retning og fodfæste i livet.

Rune og Eva Selsing: Den borgerlige orden – om angrebet på det almindelige menneske
282 sider. 275 kr.
Forlaget Eksistensen