FN greb ind til fordel for udvist afghansk konvertit
Hamid er ansat i IM, men Flygtningenævnet betvivler hans tro...
”Jeg ved i mit hjerte, at Gud er glad for mig og aldrig vil forlade mig,” fastslår Hamid Heidari, selv om Flygtningenævnet vil hjemsende ham til Afghanistan.
Arbejdstilladelsen var ellers i hus, og Hamid var ansat som volontør i Internationalt Kristent Center i juli 2022. Så kom afslaget på asyl med påbud om tilbagerejse til Afghanistan. Men en klage fra Hamids advokat til FNs Torturkomité i Geneve har ført til udsættelse af udrejsefristen, så Hamid kan opholde sig legalt i Danmark, mens klagen behandles.
Hamids historie
Trods usikkerheden tvivler den 25-årige konvertit ikke på, at Gud elsker ham. ”Jeg råbte om hjælp, og Gud svarede mig. Han ville, at jeg skulle leve. Siden har jeg ikke været rigtig bange. Jeg har oplevet så meget med Gud,” fortæller Hamid til netværkskoordinator Birthe Munck-Fairwood.
Hamid er søn af en højtstående afghansk politiker og viceguvernør under den tidligere kommunist-regering, der måtte flygte til Iran efter Talibans første magtovertagelse sidst i 90’erne. Derfor er Hamid opvokset i Iran, og han vil være i stor fare i Afghanistan nu efter Talibans magtovertagelse. At han oven i købet er konverteret til kristendommen gør det endnu mere livsfarligt for ham at blive ”hjemsendt” til Afghanistan.
– Jeg kom ikke til Europa for at få et bedre liv. Som flygtninge i Iran havde vi ingen rettigheder og levede under et stort pres, forklarer Hamid.
Mødte Gud under flugten
Under flugten, mens familien var i fare for at dø i bjergene i Tyrkiet, råbte Hamid til Gud, og han blev klar over, at han ville være kristen. Han kunne dog ikke blive døbt i Tyrkiet, så det skete først i Danmark, hvor hans storebror kom i en kirke og kendte mange kristne.
Knap et år efter ankomsten til Danmark blev Hamid døbt i Apostelkirken på Vesterbro.
Presset – men takker Gud
Birthe Munck-Fairwood oplyser, at Hamids bror fik asyl i Danmark for flere år siden. Men nu har situationen for afghanerne ændret sig.
– Da Taliban sidste år indtog Kabul, evakuerede Danmark i hast 1.000 afghanske tolke og lokalansatte, og alle afghanske asylsager blev sat i bero. I februar genoptog Flygtningenævnet behandlingen af de afghanske sager. Foreløbig har 13 fået asyl, mens 12 har fået afslag og påbud om at rejse tilbage til Afghanistan med en udrejsefrist på syv dage. En af dem, der fik afslag, er Hamid Heidari. Nævnet begrunder afslaget med, at man ikke finder Hamids konvertering til kristendommen troværdig!
– Når man får et afslag, har man mistet opholdstilladelsen i Danmark. Og så skal man i teorien bo på et udrejsecenter, indtil Danmark får en hjemsendelsesaftale med Afghanistan. Men man har ingen aftaler med Taliban, forklarer Birthe Munck-Fairwood og tilføjer, at Hamid lever under et stort pres.
Alligevel prøver han at lære dansk og går til et kursus i programmering ved siden af arbejdet som volontør blandt andre, som er nye i Danmark. Og han takker Gud.
– Det første jeg gør hver morgen, er at sige tak til Gud, siger Hamid i interviewet.