Fornyelse – en gave fra Gud

Det er tid til fornyelse. Dén tanke præger mange sammenhænge.

Den ligger bag de farvestrålende reklamer: ny, forbedret udgave af alle mulige varer. Politiske partier ønsker nye samarbejdskonstellationer; nogle tager det nye ind i deres navn: Ny Alliance, Nye Borgerlige. I tøjbutikken og møbelforretningen skifter moden. For det er tid til fornyelse.

I kirkens sammenhæng tales der også om fornyelse: om nye strukturer og samarbejdsformer, om nye former for forkyndelse og gudstjeneste, om fornyelse i liturgi og salmesang. I Bibelen tales også om fornyelse. Ef. 4,23 taler om at ’I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed’.

I Rom. 12,2 lyder det: ’Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne’. I mange sammenhænge tales der om fornyelse som et projekt, som noget, der må udtænkes og arrangeres.

Den tankegang kan også præge tanker og planer i kirken: vi må tilrettelægge og arrangere og kommunikere på nye måder, så det giver mening. Vi må forny os, forny menigheden, gudstjenesten – eller måske ligefrem forny forkyndelsen og selve troen.

Bibelsk perspektiv på fornyelse

Bibelens perspektiv er et andet. Her tales om en anden slags fornyelse: den fornyelse eller forvandling, som kommer udefra. Den er noget, som bliver gjort ved os. Den er ikke et projekt, vi kan stable på benene, men noget, der sker med os – noget, Gud gør og giver. Det fremgår også rent sprogligt. Det hedder ikke: I skal forny jer; se efter at følge med tiden; find ord og former og strukturer, som passer til tiden.

Men: lad jer forvandle; I skal fornyes. Fornyelse er altså først og fremmest noget, som kommer udefra, og som menigheden, kirken og den enkelte kristne er genstand for.

Her er noget grundlæggende væsentligt at holde fokus på. Kirke og menighed er ikke en forening, vi vælger at stifte, men først og fremmest noget, Gud skaber. Fornyelse af kirke og menighed og trosliv handler derfor først og fremmest om at rette sig mod ham, se på ham, lytte til ham, modtage fra ham, møde ham i ord og sakramenter og lade ham handle dér.

Først og fremmest handler det om at åbne sig for den forvandling og fornyelse, Han skaber. Menneskets og menighedens opgave er at tage imod med åbne øjne, ører, hænder og hjerter. Det er der noget befriende ved, noget, der skaber frimodighed og tryghed. Derefter og på dét grundlag kan der tages hul på et både godt og nødvendigt arbejde med fornyelse af former og rammer, ord og musik.

Tro mod bekendelsen

Den svenske præst Gunnar Rosendal har skrevet om noget af dette i en bog, som bærer titlen: Kyrklig Förnyelse. Bogen har baggrund i svensk kirkeliv og nærmer sig hundrede år. Alligevel rummer den nogle punkter, der fortsat er vigtige og relevante. Den peger ikke mindst på, at kirkelig fornyelse hænger sammen med at være tro mod bekendelsen.

’Den kirkelig fornyelse vil derfor ikke ændre eller omtolke eller tilsidesætte bekendelsesskrifterne. Den vil indlevelse i deres udsagn og hensigter. Den vil ikke afskaffe dogmerne, men opdage livet, som pulserer i dem. Den er ikke oprørsk, men lydig’, hedder det i bogen. Lidt senere uddybes det:

’Den overordentlige betydning, som her tillægges kirkens bekendelse, har sin årsag deri, at bekendelsen hviler på Guds ord. Bekendelsen er af kirken antaget og godkendt just derfor, at den under Åndens virke er fremsprunget af ordet. Den slår vagt om ordet, forklarer og udlægger dets indhold og viser bibellæseren til rette’.

Kirkelig fornyelse handler altså ikke om at lægge afstand til bekendelsen, men tværtimod om at holde sig til den og holde fast ved den. Ikke for at nedvurdere Bibelen, men tværtimod for at kunne holde fast ved den. ’At forsvare bekendelsesskrifterne, det er at forsvare Guds ord. Og det viser sig altid, at der hvor man har værnet kirkens bekendelse, der bruger man ordet under årvågenhed og bøn’, fastslår Rosendal.

Liv og fornyelse hører altså sammen med bekendelsen. De er ikke modsætninger. Fornyelse og liv handler ikke om at lægge afstand til kirkens bekendelse og finde frem til det, som giver mening for vor tid og dens mennesker – og så eventuelt sortere resten bort. Liv og fornyelse vokser tværtimod ud af bekendelsen og troskaben mod den. Sådan som det har været fra kirkens begyndelse.

Det handlede om bekendelsen

Rosendal skriver om kirkens første tid: ’Livet i kirken var ikke noget andet end en bekendelse til læren. Man tilbad ikke nogen anden Kristus end den, som kirken kendte og forkyndte og som selv havde indstiftet kirken og vakt hende til live: den menneskeblevne Guds søn, død for vor synd, Guds lam, som er opstået fra de døde og har taget plads i den hellige treenighed i himlen på Faderens højre side. Sådan er det altid sket i kirken, og sådan sker det fortsat’.

Kirken har til enhver tid brug for at holde fokus på, hvem Gud er. Hvordan kan den ellers tro på ham og forkynde hans ord – og række det stadigt videre ud? Altså: kirkelig fornyelse – fornyelse af menigheden og den enkelte kristne – er afhængig af bekendelsen.

Sakramenternes plads

Bogen peger desuden på kirkens sakramenter som kilde til fornyelse. Et sted siges det:

’Den kirkelige fornyelse vil i sjælesorgen anvende sakramenternes rige nåde som trøst og hjælp i anfægtelse og tvivl, en trøst og hjælp langt mere værdifuld, sikker og pålidelig end al tillid til egne oplevelser og følelser, som alt for hurtigt skifter og ændres… Ingen kroppens eller sjælens lidelse kan gøre dåben til intet, og ingen djævelens anfægtelse kan forvandle alterets sakramente; det er, hvad det er, uafhængigt af al angst, al tvivl og al nød.’

Rosendal taler altså om en fornyet betoning af det sakramentale, det objektive. Ikke på bekostning af det enkelte menneskes omvendelse og tro – men tværtimod for at den enkeltes og menighedens tro skal være fast og sikkert funderet på det, som Gud giver og gør. Bekendelsen og sakramenterne – her er der noget vigtigt at holde fokus på. I kirke, tro og menighedsliv i dag flyttes vægten let til det subjektive:

hvad det betyder for mig, min forståelse, min oplevelse, min følelse af være en del af et fællesskab osv.. Bibelordet, bekendelsen og sakramenterne rækker dybere ned: her møder vi Gud selv; her handler han med os. Her skaber han fornyelse og forvandling.

Den ældgamle skat gør kirken relevant

Vejen til fornyelse er altså at holde fokus på det, som Kirken altid har troet og bekendt. Nordmanden Dagfinn Stærk har skrevet om det i bogen ’Kirkens røtter’: …Jeg er ’blevet mere og mere bevidst om, at hvis den kristne kirke skal have noget at sige dagens og morgendagens mennesker, må den også søge bagover.

Kirkens indhold og budskab bestemmes ikke af dagens opfattelser, men af den ældgamle tro, som er overgivet os, sådan som også Paulus skriver til Timotheus: ’Den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os’ (2. Tim. 1,14)’.

Sprog, kultur og former

Så er det også rigtigt og nødvendigt, at sprog og kultur og dermed også kirkens former og strukturer er underlagt forandringer. Kirken skal arbejde på at blive hørt og forstået, og den skal møde mennesker i øjenhøjde. Den skal også på den måde hele tiden forny sig. Men alt dette er funderet på den fornyelse, som Gud giver ved at møde os i ordet og sakramenterne.

Gud handler og fornyer

På flere måder er kirke og kristen tro under pres i vores land og vores del af verden. Men så er det netop tid til at holde fokus på, hvordan Gud handler. Det er tid til omvendelse og bøn, til erkendelse af egen afmagt og af afhængigheden af Gud, tid til fokus på bekendelse og sakramenter. Det er tid til at minde om og hente mod i, at kirkelig og åndelig fornyelse først og sidst er noget, Gud giver og gør – i og med og gennem os.

Det kan vi bede om med ord fra en gammel salme: ’Kom, giv os samme lys og kraft, som fædrene har haft’.