Hvad gør vi, hvis Danmark bliver mørkelagt?

Af Kirsten Krog,
Cand.mag. Deltidsjournalist i København for Udfordringen

I de seneste måneder er de fleste danskere pludselig blevet opmærksomme på mange selvfølgeligheders manglende selvfølgelighed. En af disse er, at vi blot ved at trykke på en kontakt får elektriciteten til at strømme ud i de elektriske pærer, i mobiltelefonen, som står til opladning, til komfuret eller til vaskemaskinen. At have lys, telefon- og netforbindelse, få varm mad og gå i nyvasket tøj er pludselig ikke nødvendigvis en selvfølge mere.

Men hvad gør vi, hvis strømmen pludselig slipper op midt i den mørke tid, og vi kan trykke alt det, vi lyster, på kontakten, uden at det resulterer i lys over land? En dag, hvor jeg havde god tid, satte jeg mig med en bibelordbog og slog det højaktuelle ord ”lys” op. Og det viste sig, at Bibelen også havde noget at sige ind i vores nuværende krise. Her kommer blot en brøkdel af de guldkorn, jeg fandt:

Allerede på Bibelens første side skabte Gud lyset, og han så, at det var godt – for han er jo selv Lyset. Hele Det Gamle Testamente vidner om, at Gud kommer med lys. I Sl 18,29 står der fx ”min Gud spreder lys i mit mørke”, og senere igen i Salmernes bog: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?” (Sl 27,1).

I Es 42,16 lover Gud, at ”Jeg gør mørket foran dem til lys”, mens Mika bevidner, at ”jeg bor i mørket, men Herren er mit lys” (Mika 7,8). I Det Nye Testamente indleder Johannes sit evangelium med en poetisk skabelsesberetning, og her skriver han: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1,5). Personligt er jeg gladere for 1948-oversættelsens ” – og mørket fik ikke bugt med det”.

Senere skriver Johannes i et af sine breve: ”Gud er lys, og der er intet mørke i ham” (1 Joh 1,5). Igen på Bibelens sidste side beskriver samme Johannes – nu fra Patmos – i et syn om himmelen: ”Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem” (Åb 22,5).

Bibelen er altså gennemstrålet af lys fra dens første til dens sidste side, og verden er fra skabelsens morgen til verdens aften oplyst af et himmelsk og evigt lys.

Så tag et bibelstudie om Lyset, mens der stadig er strøm i kontakten. Og skulle lyset pludselig svigte på en kold, mørk vinteraften, kan du med fordel lade være at tænde for stearinlysene med det samme og i stedet bruge tiden i mørket på at være sammen med ham, som er Verdens Lys.