Karin udfordres som kristen i distriktspsykiatrien

Karin Holst Kronborg valgte sygeplejen for at kunne hjælpe mennesker. Lige siden har hun arbejdet i psykiatrien. Men faget stiller hende også som kristen overfor flere etiske dilemmaer.

Mere ønske end kald

Når Karin skal beskrive sit valg af sygeplejen, vil hun ikke betegne det som et direkte kald, men snare som et stort ønske:

”I mine tidlige teenageår fik jeg en særlig interesse for at komme tæt på mennesker og få lov til at blive en del af deres liv. Jeg følte også, at jeg havde nogle evner, jeg kunne bruge, og som kunne blive til hjælp for mennesker.”

Det blev psykiatrien

Men hvorfor blev det lige psykiatrien?

”Midt i uddannelsen var jeg i praktik på Nordvang psykiatriske hospital i Glostrup. Under praktikken blev jeg virkelig vakt i forhold til det psykiatriske felt. Det er et speciale, hvor man på en ganske særlig måde kommer helt tæt på mennesker. Selvom man også gør det i andre specialer, er man dér mere sammen om en bestemt, konkret sygdom. Men i psykiatrien har jeg oplevelsen af, at det er hele mennesket, man møder, fordi det involverer hele personen at have en psykisk sygdom.”

Efter endt uddannelse havde Karin imidlertid tænkt, at det var godt at starte med noget somatisk. Men dengang var det svært at få arbejde som sygeplejerske. Så hun startede på en gerontopsykiatrisk afdeling, hvor der foruden den psykiatriske også var en medicinsk del. Efterfølgende arbejdede hun i den almene psykiatri, både på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, kun afbrudt af et par år som gadesygeplejerske på Istedgade. De seneste 12-13 år har hun arbejdet i distriktspsykiatrien.

En presset psykiatri

Distriktspsykiatrien er som hele psykiatrien enormt presset for tiden. Patienterne er mere syge end tidligere. For det er kun de allermest syge, der bliver indlagt, og selv de udskrives, inden de er færdigbehandlet. Samtidig er der ikke blevet tilført flere ressourcer, og mangel på personale og tid gør, at man også i distriktspsykiatrien må slippe patienterne tidligere, end man gjorde før:

”Vi er nødt til at presse folk ud, i det øjeblik de er stabile. Før gjorde vi alt, hvad vi kunne, for at vedligeholde denne stabilitet, men nu få vi ikke længere lov til at holde på folk, fx til en pensionsansøgning er gået igennem. Tidligere gav en diagnose med paranoid skizofreni adgang til et årelangt forløb, og med det mener jeg nogle gange mere end 10 år. Men det er der gjort op med nu.”

Kønsopløsning

Patienterne bliver samtidig yngre og yngre. ”Vi har den senere tid fået en meget stor gruppe af henviste unge. Dvs. unge mellem 18 og 25 år. Mange af dem er endnu ikke diagnosticerede”, fortæller Karin. Her er hun også i de senere år ramt ind i et etisk dilemma:

”Vi har en del, der er i gang med kønsskifteprocesser og en del, der ikke vil tiltales hverken som han eller hun, men som hen, høn eller de. I respekt for mennesket bestræber jeg mig på at komme dem i møde, men jeg skal da ærligt indrømme, at i forhold til Bibelens første blade, så skabte Gud dem jo som mand og kvinde. Her synes jeg, der er et etisk dilemma. Også, hvis det er nogle af de unge, som stadig er uafklarede i forhold til deres køn og inddrager mig i, om jeg tror, det vil afhjælpe nogle af deres psykiske problemstillinger at skifte køn. Her prøver jeg at svare henholdende. Jeg er i en eller anden grad nødt til at gå på kompromis med min åndelige baggrund, kan jeg mærke. Jeg er meget obs på, at de patienter jo skal have fuldstændig den samme behandling og imødekommes på samme måde som andre, men jeg svarer ikke så klart på deres direkte spørgsmål om, hvad jeg tænker”.

Det ødelagte gudsbillede

Et andet område, hvor Karin oplever at kunne stå i et etisk dilemma er, når hun har patienter med et alkohol- og et stofmisbrug:

”Hvordan møder man her det enkelte menneske med tålmodighed igen og igen? For det går jo galt med misbruget, og der er det ene tilbagefald efter det andet. Hvis personen ikke vil følge vores råd om behandling og total afholdenhed, kan man i længden få svært ved at møde vedkommende ud fra grundsynspunktet, at det er et menneske skabt af Gud, som skal have sin fulde selvbestemmelse. For igen og igen er der jo synligt bevis for, at de ikke kan tage ansvar og vare på sig selv. Her er det svært stadigvæk – som Guds ord siger – at vende den anden kind til. Jeg synes, det er en udfordring at fastholde, at det er et menneske, der er unikt, og at der er tale om en sygdom og en afhængighed, der grænser til en besættelse. Derfor skal det også ses i det lys”.

Umyndiggørelse

”Det fører over i det næste dilemma, nemlig umyndiggørelse: at fratage det enkelte menneske retten til at bestemme over sig selv. Heldigvis er processen til en generel umyndiggørelse meget lang og sker uhyre sjældent. Jeg har ikke i de 12-13 år, jeg har været i distriktspsykiatrien, oplevet den proces. Enkelte har fået det, man kalder en ad hoc-umyndiggørelse, som er i forhold til enkelte ting som fx økonomi.
Så umyndiggørelse og fratagelse af selvbestemmelse er i forhold til tvangsindlæggelserne. Vi gør jo alt, hvad vi kan, for at få dem til at forstå, at vi vil hjælpe dem. Men når det ikke lykkes, kommer vi sammen med patientens egen læge og politiet. Når vi så ringer på og presser på for at komme ind, skal vi faktisk forsøge at fremprovokere det psykotiske, så lægen kan se, at der er syn for sagen. Her skal jeg spørge patienten om de mest pinefulde ting, sådan at lægen får et klart billede af, at patienten skal indlægges. Det er en voldsom situation og et etisk dilemma, og nogle patienter oplever det så voldsomt, at de aldrig tilgiver os det. Dilemmaet kan også ligge i, hvor langt vi skal trække den og vente, og hvor dårlig patienten skal være, når vi siger, at nu skal vedkommende indlægges.
Ikke bare patienten Karin nævner også et fjerde dilemma, som hun bliver stillet overfor i distriktspsykiatrien, nemlig i forbindelse med ændring i medicinering af patienten:

”Her kan jeg også opleve et dilemma, når patienterne ikke vil gå med til denne ændring og holder fast i, at det er dem, der skal bære de bivirkninger, der ind imellem nærmest er værre end virkningen. Det føles problematisk at skulle gøre mig til herre over at vurdere, hvor dårlig patienten har det, i forhold til det bedre han eller hun kan få det ved at få anden eller mere medicin – men med flere bivirkninger. Heri ligger der også et samfundsdilemma og et spørgsmål om ressourcer. Vi ved, at hvis patienten ikke får medicinen, har det ikke bare konsekvenser for patienten, men også for familie, venner og naboer.”

Kristen og professionel

”Men der er også en konflikt mellem det at være professionel og være kristen, for man må jo ikke være evangeliserende”. Karin slutter af med at fortælle om en episode, hvor hun og en kollega besøgte en døende patient. Hun følte sig tilskyndet til at bede og lyse velsignelsen over den bevidstløse patient, men vidste at vedkommende var ateist, så hun undlod det af respekt hende. Men efterfølgende fortalte Karin sin kollega om tilskyndelsen, hvortil kollegaen spurgte: ”Hvorfor gjorde du det så ikke?”