Kirken er bruden som snart skal møde sin brudgom

Paivi Heikkila fra Finland inspirerede i 2014 til, at der blev oprettet bedegrupper i de fleste kommuner i Danmark, ligesom det var sket i Finland. I weekenden var hun tilbage – med et nyt og anderledes budskab.

– Jeg tror, vi er ved at være forbi den tid, hvor kristne skal forsøge at ændre samfundet. Jo, vi skal altid bede for myndighederne og kommunerne. Og støtte de kristne politikere. Men der er så meget, der allerede er kørt helt af sporet i samfundet. Og desværre også i store dele af kirken. Så jeg tror, vi er rykket et stykke længere i den bibelske verdenshistorie.

– Hvad skal vi så nu?

– Jeg tror, at de kristne og kirken skal fokusere på Jesus Kristus, og ikke på alle vores egne projekter og agendaer.
For jeg tror, at vi er meget tæt på Jesu genkomst og afslutningen. Og med et bibelsk udtryk, så gælder det nu om, at bruden gør sig rede til at modtage brudgommen. Altså at den troende kristne menighed gør sig klar til at modtage Jesus Kristus. Han som er – og bør være – hovedet for menigheden, siger Paivi Heikkila.

– Er det ikke sådan nu?

– Nej, desværre har kirkerne gennem århundreder udviklet deres egne koncepter. I den katolske kirke og i statskirkerne har man låst sig fast på en bestemt religiøs form, som ikke giver megen plads til det spontane åndelige liv. I frikirkerne har man ofte lagt sig fast på nogle modeller, som ikke altid giver plads til, at medlemmerne får opfyldt deres åndelige behov eller får mulighed for selv at fungere i de gaver, som Helligånden har givet dem.

– Fylder præsten for meget?

– Præsten har fået hovedrollen, selv om jeg ikke rigtig kan se belæg for det i Bibelen. Når vi læser, hvad Paulus skriver om den bibelske model for menigheden i 1. Korinterbrev 14, 26, så er der tale om, at flere kan være aktive: ”Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen.”

– Tænker du her på, at kirkerne ofte har erstattet de fem tjenester (apostel, profet, evangelist, lærer og hyrde) med én super-præst, som skal kunne det hele?

– Nej, jeg taler mere om, at ”de ældste” i menighederne kommer i funktion. (Ældste bruges i Bibelen om personer, som er erfarne og respekterede i menigheden, red.) Men når det gælder de fem tjenester, som jeg også har skrevet en bog om på engelsk, så er det jo ikke sandsynligt, at der i en menighed findes både apostle, profeter, evangelister, lærere og hyrder. Disse tjenester skal fungere på tværs af menighederne. De senere år er mange frikirker og karismatiske kirker heldigvis begyndt at åbne op for, at disse fem tjenester kan fungere – men desværre vil man ofte kontrollere dem, idet man går ud fra, at de skal være underlagt præsten. Men dette er en menneskelig model, som vi har kopieret fra den verdslige verden. Her opbygger vi tingene i en hierakisk pyramideform. Men sådan er det ikke i Guds rige. Her er det Kristus, der er hovedet for hele menigheden. Og de enkelte dele arbejder sammen til Guds ære, forklarer Paivi og henviser til Efeserbrevet 4,11.

Kulturdame blev apostel

Paivi Heikkila var oprindelig leder af kulturforvaltningen i en stor kommune i Finland. Hun var overhovedet ikke religiøs. Hun røg, drak og festede mere end de fleste, fortæller hun. Men ved en fest gik livets tomhed op for hende, og hun faldt beruset på knæ og omvendte sig til Gud.

Nu begyndte et spændede liv, hvor hun de første to år blot studerede Bibelen og bad. Da hun herefter kom i en kirke, syntes hun ikke, det lignede den bibelske model for kristent fællesskab. Senere blev hun dog involveret med kirkerne og bibelselskabet.

Da hun sammen med sin mand rejste til USA, oplevede hun en levende luthersk kirke. Så da hun følte, at Gud kaldte hende tilbage til Finland, havde hun bestemt ikke lyst til at vende hjem. Men hun vendte hjem og har været en inspirator for mange, – både i Finland og i forskellige lande i Europa.

I starten var hun især en bønnens apostel, der fik de kristne i Finland til at samles i bedegrupper i alle kommuner på tværs af de kirkelige skillelinjer.

De beder for borgmesteren og byrådet, ligesom Paivi selv havde gjort, da hun var leder i kulturforvaltningen. I hendes bog ”Herren vil give jer byen”, som er kommet på dansk, fortæller hun om denne første spændende tid.
De senere år har hun været optaget med at skabe forsoning i landene langs Donaufloden.

Og hun har også et program på Facebook, hvor hun underviser i ca. 20 min. hver dag. Programmet er på finsk og følges dagligt af 1000-2000 følgere.

Da hun nu har mange ”disciple” i andre lande, overvejer hun at lave det på engelsk.

– Men for en finne er det vanskeligt at forklare sig på engelsk, fortæller hun.

– Er du ikke nervøs for, at dit budskab til kirkerne er for kontroversielt?

– Nej, jeg ligeglad med, hvad mennesker tænker om mig. Eller om jeg bliver inviteret igen. Jeg ønsker heller ikke at holde foredrag ved konferencer, hvis ikke jeg mærker, at det er Guds vilje. Jeg vil ikke bruge min tid på noget, som Han ikke har bedt mig om, siger Paivi med både alvor og latter.