Menneske og præst her på jorden
Mangeårig præst på Lolland, Svend Aage Nielsen har skrevet erindringsbog over sit alsidige liv.
”Lad os håbe, at andre lande vil mobilisere deres folks ånd, energi og dygtighed i en slags fredskorps”. Kloge ord i en tumultarisk tid. Oprindelig sagt af John F. Kennedy, der kom til at blive en vigtig inspirations-kilde for denne bogs forfatter. Ved mordet på den dybt respekterede præsident befandt han sig på den ikoniske studiebolig, Regensen. Her var gode professorer, som han fik stor glæde af: Søren Holm, N. H. Søe og K. E. Skydsgaard.
Også andre passerede forbi, herunder to Sonning-prismodtagere. Den ene den navnkundige Albert Schweitzer, der frabad sig studenternes hurra-festivitas efter overrækkelsen. Den anden var teologen Karl Barth, der havde betegnet barnedåben som en kirkehistorisk fejltagelse.
I 1967 grundlagde Svend Aage Nielsen Kennedy Selskabet, hvilket førte til en livslang forbindelseslinje til den ikoniske politiker-familie. En fint besøgt mindegudstjeneste blev afholdt; også digterpræsten Kaj Munk havde hans bevågenhed i så henseende. Deltagelse i fredskonferencer i Moskva blev en anden del af CV’et, ligesom møder og personlige bekendtskaber med folk som Dalai Lama og Willi Brandt.
At vi på det mere private plan også møder gode folk som Lone Hertz og Richard Møller Nielsen siger lidt om palettens bredde. Det er et meget engageret menneske, vi møder her – kirkeligt, samfundsmæssigt og pacifistisk orienteret. Han vedkender sig til fulde præsident Lincolns kritiske udgangspunkt i en kritisk tid (den amerikanske borgerkrig): at begge parter læser den samme Bibel og beder til den samme Gud og påkalder Hans hjælp mod den anden part.
En broget samling erindringer fra et liv med mange interessefelter, som det vil ses. Men et supplerende budskab må ikke glemmes. Det kunne findes ophængt i ramme på en væg i barndomshjemmet: ”Ingen er glemt af Gud.” Og vi skal hjælpes ad. Dét blev med årene en art motto.
Svend Aage Nielsen: ”Mennesker i alle lande, foren jer.”
Forlaget mellemgaard, 2022. 169 sider; rigt illustreret.
195 kr. – Fås også som e-bog.