Udfordringen hjalp med ny sender og antenne i borgerkrigshærget område
Det kræver sin mand at være radiodirektør for den kristne radio Sawtu Jamjamanu (Gode nyheders radio) i Banyo i Cameroun. Celestin Sendoya er stort set alene om det hele.
Banyoer en vigtig by i det sydlige Adamaoua midt i Cameroun, nær grænsen til Nigeria. Her foregår en borgerkrig mellem fastboende kristne / animister og fulani-kvægnomader, som er muslimer.
Terrorbevægelsen Boko Haram (der svarer til islamisk Stat) har infiltreret nomaderne og er dødeligt aktiv i området. Den kristne radio forsøger at holde sig udenfor politik. Den vil først og fremmest fortælle ”de gode nyheder” – evangeliet. Radioen sender på fulanernes sprog fulfulde foruden en ræ.kke andre lokale sprog, som forstås af både kristne og muslimer.
Radioen har blandt andet et program, hvor lytterne kan ringe ind med et problem, som Celestin og hans hjælpere i studiet så beder for. Radioen blev på et tidspunkt lukket i tre måneder af militæret, fordi en muslimsk lytter ringede ind og råbte “Hellig Krig” (mod de vantro, dvs. de kristne.)
Den slags er svært at undgå i en direkte udsendelse. Celestin og radioen befinder sig konstant i livsfare på grund af terroristerne. Men det var dog ikke dem, der satte radioen ud af spil for et halvt år siden. Det var derimod et lyn, der ødelagde solcelleanlægget.
Radioen forsøgte at gå over til solcelle energi, men blev ramt af et lyn og sat ud af kraft. Man startede op igen med en generator.
Men senderen og antennen var også skadet. For nylig fik radioen derfor en ny sender og antenne fra Udfordringen, så man nu igen kan sende udsendelser i det urolige område.
Radioen er oprindeligt oprettet af den lokale baptistkirke. Den blev i starten støttet af amerikanske sydstatsbaptisters missionærer, som nu har forladt landet. De støtter ikke længere økonomisk, og radioen har derfor sluttet sig til Udfordringens netværk af kristne radioer i landet.