Vaniljemission skal styrke teologi i Afrika
Professor Nicolai Winther-Nielsen søger købere og uddelere af Madagaskar-vanilje til gavn for arbejdet med fjernundervisning.
– Missionen er at tilbyde hebraiskundervisning via Bible Online Learner i Afrika, forklarer professor i Gammel Testamente og Informations- og Kommunikationsteknologi ved Dansk Bibel-Institut i København, Nicolai Winther-Nielsen, på Facebook.
Professoren understreger, at salget af vanilje for mission i virkeligheden er et Win-Win tilbud:
”Du får lækre varer, og jeg kan fortsætte min mission! Det er en win-win situation: du kan bage, mens vi kan bygge og designe for effektiv teologisk undervisning! Den store udfordring bliver at træne instruktører ved teologiske undervisningsinstitutioner i Afrika. Derfor har jeg brug for vaniljeuddelere!” fastslår professoren, der selv har undervist teologistuderende under ophold i Addis Abeba i Etiopien.
Også hans næste projektrejse vil sandsynligvis gå til enten Etiopien eller Nigeria.
Lille, vigtig connectboks
– Opgaven er lige nu, at connectbox-teamet skal installere Bible OL https://bibleol.3bmoodle.dk/ på boksen, og så skal vi have det hele gennemtestet godt og grundigt. Connectboksen, som ikke er større end en cigaretpakke, kan fungere helt uden internettet, der er alt for dyrt og ustabilt i Afrika. Op til 20 studerende kan bruge den på samme måde som et lokalt wifi-net. Hver boks kommer til at koste mellem 1000 og 1500 kroner i produktion.
En kvart stang til træning af lokale instruktører
Hvor meget af overskuddet går til connectbokse?
– Det korte svar er, at når jeg har trukket 10 % fra, som går til uddelere eller til deres gode projekter efter deres eget ønske, så har jeg mindst omkring 25 % af en vaniljestang til overs, som så ubeskåret kan bruges til projektet. Men lad os bare sige, at for hver 10-12.000 kroner kan der laves ét pilotprojekt. Der vil være brug for 2 bokse (ca. 2500 kroner) og så mindst 7.500 til fly, lokale rejser, kost og logi, men måske op til 10.000. Derefter vil en fortsættelse afhænge af, om der er en lokal vision og kapacitet. Det kræver, at der kan findes mindst to med instruktørpotentiale, dokumenteret ud fra evnen til at lære hebraisk gennem Bible OL. Udgiften til produktion er alene materiale og forsendelse. Resten af midlerne vil gå til at træne lokale instruktører, der så kan støtte lokal onlineundervisning, fortæller Nicolai. Han tilføjer, at alle programmørerne – ligesom han selv – arbejder gratis.
Økologi og fair-trade
Om den særlige økologiske Madagaskar-vanilje oplyser professoren, at den sælges i Madagaskarvaniljes onlinebutik fra 10. november. Der er tale om et fair-trade projekt, hvor glassene med økologisk vanilje netop nu er på vej til landet – og importøren vil gerne fortsat støtte vaniljemissionen. Derfor er det også nu, stængerne skal bestilles.
Brug for uddelere
Hvor mange glas skal man bestille ad gangen som uddeler?
– Jo flere, jo bedre! Det er bedre at uddelere har nok glas; hvis man brænder inde med glas sender jeg en returlabel til DAO, så jeg betaler for, at restparti kan returneres. Det kan også være, at jeg kan tænke i at lave et lille lokalt ”fjernlager” fx i Sønderjylland… Rent praktisk foregår missionen sådan, at en ”uddeler” bringer vaniljeglas til sin lokale kirke, forening, arbejdsplads eller vennekreds.
Den store udfordring bliver
at træne instruktører ved teologiske
undervisningsinstitutioner i Afrika.
Derfor har jeg brug for vaniljeuddelere!
Sådan foregår salget
– Madagaskarvanilje.dk leverer minimum 50 glas med to stænger i hver – mindre partier kan dog godt klares i Hovedstadsregionen. Du stanger et glas ud mod betaling af 80 kr eller 5 glas for 320 kroner og sikrer dig, at køberen indbetaler på Madagaskarvaniljes MobilePay nummer. Det er enkelt og nemt! opfordrer Nicolai.
Og så er der over i købet en gulerod for uddeleren:
– Som tak for indsatsen får en vaniljeuddeler 5 glas som gave, svarende til 10 % af værdien af salget. Eller uddeleren kan i stedet vælge at bede Madagaskarvanilje sende det tilsvarende beløb til et velgørende formål efter uddelerens eget ønske. Kontakt mig gerne snarest via Madagaskarvanilje, fordi jeg snart skal bestille stænger! slutter GT-professorens salgstale på Facebook.