En stor fordel

Helen lever desværre ikke længere her på jorden. Hun kom fra Sri Lanka i forbindelse med indgåelse af ægteskab med en dansk mand (som i parentes bemærket har godkendt denne klumme). De fik mange gode år sammen. Det var en stor sorg i familien og menigheden, da Helen døde.

Første gang jeg så hende var ved en konfirmation hos nogle fælles venner. Helen og jeg blev placeret ved siden af hinanden. Vi præsenterede os og spurgte lidt til hinandens liv. Jeg er buddhist, sagde Helen. Jeg er kristen og præst i folkekirken, sagde jeg. Og så fortsatte jeg kort efter:

Vi har noget i kirken, som kaldes ALPHA-kursus. Det er et kursus om kristendom på en let forståelig måde. Har du lyst at være med? Det ville Helen gerne. Det blev begyndelsen på et nyt kapitel i hendes liv. Efter ALPHA-kurset blev hun døbt og blev en brændende kristen med et stort engagement i menighedens liv. Hun har senere fortalt, at hun altid havde bedt til Gud, men ikke vidste, hvem han var. Det fik hun styr på gennem ALPHA-kurset.

Desværre fik Helen alvorlig kræft. Hun og lægerne kæmpede i en del år, men til sidst fik sygdommen overtaget. Hun lå døende på sygehuset, da min kone og jeg sidste gang snakkede med hende. Hun havde et kors i en kæde omkring halsen.

Det var formodentlig ved at se korset, at en sygeplejerske en dag spurgte: Er du kristen? Og da Helen bekræftede det – med et stort smil, tænker jeg – udbrød sygeplejersken: Det er en stor fordel!

Da hun fortalte om denne oplevelse, kunne vi ikke lade være med at le, på trods af den alvorlige tilstand, Helen var i. Hun havde ikke fået noget at vide om baggrunden for sygeplejerskens udbrud. Måske var sygeplejersken selv en troende kristen? Måske tænkte hun, at det var godt at have noget at tro på, når døden nærmede sig?

Men Helen oplevede situationen som opmuntrende. Og nu blev den baggrund for vores samtale, hvor vi kunne bekræfte hinanden i de mange fordele, som kristenlivet rummer. Jeg kan ikke huske konkret, hvad vi snakkede om, men den alvorlige sygdomssituation taget i betragtning, har det jo nok været noget med syndernes forladelse og det evige livs håb. Og sikkert også noget om at være i Herrens hænder.

Jeg har tit i sådanne situationer henvist til salmen, ”Jeg er I Herrens hænder” (Salmebogen nr. 51). Sidste vers lyder: Jeg er i Herrens hænder, når dødens bud mig når. Mens lyset tyst nedbrænder, fra ham jeg hilsen får. Han gir mig stav til støtte, han gir mig trøst i sind, og glemt er sår, der blødte, på vej til Himlen ind.

Jeg henviste måske også til Romerbrevet 14,8: Når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Vi siger det normalt ikke på den måde, men det er da en kæmpe fordel at være kristen: Et liv under Guds nye nåde hver dag og med fællesskab, mål og mening – og noget endnu bedre bagefter! HALLELUJA!