Multietnisk konference i Aarhus

I en række kirker er der et specielt arbejde for indvandrere og danskere under navnet ”Fælleskab på tværs”.

”Håbets Gud: Tro og livsglæde i en usikker verden” er temaet for en inspirationskonference, som Tværkulturelt Center afholder i Aarhus den 11.- 13. november i samarbejde med en række kirker, migrantmenigheder og kirkelige organisationer.

På konferencen vil flygtninge fortælle om deres baggrund og om mødet med kirken i Danmark – herunder, hvorfor nogle har valgt at konvertere til den kristne tro. Der vil være musik og sang ved et iransk kirkekor, et burmesisk ungdomskor og et filippinsk kor.

Seminarer

På forskellige seminarer kan man lære mere om fx Aktuel udlændingelovgivning ved advokat Annette Møller Hannibal; Trafiksignaler i kulturmødet:

Hvorfor er de andre så anderledes? ved partnerkoordinator Clement Datchet, (Lystrup/Nigeria); Livet på et udrejsecenter ved Ehsan Alimoradi Mirhasari, Kærshovedgård (Iran), og Anna Lisbeth Sonne, korleder og tværkulturel konsulent, Herning, samt Børn og unge mellem flere kulturer. Tilmelding er nødvendig, da der er begrænset deltagerantal på de ialt seks seminarer.

Kirken har stor betydning

Netværkskoordinator Birthe Munck-Fairwood understreger, at kontakten med kristne menigheder er er vigtig for flygtninge:
”Mange flygtninge fortæller, at kirken og den kristne tro har haft afgørende betydning for deres liv. Det er tankevækkende fortællinger om, hvordan livet også kan være, og hvad der er vigtigt i en uforudsigelig verden.”

Hen over weekenden serverer migrantmenigheder mad fra det iranske, syriske, assyriske og etiopiske køkken. Der tilbydes tolkning til henholdsvis dansk, engelsk, farsi og ukrainsk. Desuden er der mulighed for børnepasning under lørdagens foredrag og seminarer. Alle er velkomne.

Tid og sted

Fredag den 11/10 foregår programmet i Christians Kirke, Frederikshaldsgade 15, 8200 Aarhus N. Lørdag mødes man i Helligåndskirken Torpevænget 1, 8210 Aarhus V, mens programmet søndag foregår i Bethania, Ivar Huitfeldtsgade 22, 8200 Århus N

Yderligere information og tilmelding på Tværkulturelt Centers hjemmeside og facebook.


Artiklen fortsætter efter annoncen: