Valgmenighed på Nørrebro lader Helligånden styre

I Byens Valgmenighed i København er åbenhed for Helligåndens ledelse styrende for alt, hvad der sker i menigheden.

Kirkens to præster Torsten Borbye Nielsen (tv.) og Christian Callesen.

På Baggesensgade på Nørrebro i København ligger Kristuskirken lidt tilbagetrukket fra vejen. Kirken er en baptistkirke, men udover en dansk og en international baptistkirke rummer den også Byens Valgmenighed.

Udfordringen er kommet forbi for at tale med dens to præster, Christian Callesen og Torsten Borbye Nielsen.

Fra Aarhus til København

For 14 år siden fik Peter Søndergaard fra Aarhus Valgmenighed en vision om at starte en kirke i København, fortæller Christian, som dengang læste teologi i Aarhus. Christian og hans hustru valgte at flytte teltpælene og være med i opstarten af den nye kirke. Fra begyndelsen var han frivillig i kirken, men 2 ½ år efter endt præsteuddannelse blev han ansat på halv tid som præst i kirken:

”Jeg havde skrevet speciale om menighedsplantning og om, hvordan man kan bruge mindre fællesskaber som model for menighedsplantning. På den måde var det spændende både at have noget teori og praksis, som gik hånd i hånd.”

Torsten understreger, at netop denne vekselvirkning mellem gudstjenester og samling i mindre fællesskaber helt fra starten har været kirkens DNA.

Basisgrupper og klynger

Kirken har to typer af mindre fællesskaber, basisgrupper og klynger:

”Klynger er lidt større end basisgrupperne”, forklarer Christian, ”men den væsentligste forskel er, at man altid kan invitere folk med. Det, der foregår, er noget, man kan være en del af, også selvom man måske ikke har en kirkebaggrund.Klyngerne ser meget forskellige ud. De mødes en søndag, hvor der ikke er gudstjeneste. En af klyngerne er det, vi kalder Gå-meditationer, hvor man går og samtidig har en meditation, som man så kan snakke sammen om. Her er man meget velkommen til at invitere folk med.”

Folkekirken og Oase

Byens Valgmenighed holder til i Baptistkirkens lokaler på Baggesensgade på Nørrebro.

Byens Valgmenighed, der i dag består af 124 voksenmedlemmer og 60-70 børn, er en del af Dansk Oase. Som valgmenighed er kirken tilknyttet Folkekirken til forskel fra frimenighederne, der nok har samme bekendelsesgrundlag, men ikke er en del af Folkekirken. Det får mig til at spørge, hvorfor Byens Valgmenighed er en valgmenighed og ikke en frimenighed?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det er et meget bevidst valg”, siger Christian, ”for vi vil gerne være en del af Folkekirkens arbejde. Vi har meget glæde af Folkekirken og vil også gerne være med til at præge det, som sker dér og indgå i det fællesskab, der er. Vi er også glade for at være en del af fællesskabet her på Nørrebro, hvor der er meget fælles på tværs af kirkerne. Og vi oplever helt klart, at de er glade for, at vi er her med det, vi bringer ind.”

Alternativ tiende

Medlemmer af Byens Valgmenighed betaler ikke et bestemt beløb til kirken, for som Christian siger, har ikke alle den samme økonomiske formåen. Men, som han også understreger, er der forskellige måder at give på. Det kan også være tid. Til gengæld bruger kirken en tiendedel af det, de får ind til at række ud til mennesker. De støtter bl.a. forskelligt diakonalt arbejde – oftest, hvor nogen fra menigheden er engageret.

Fra Bethlehemskirken til Byens Valgmenighed

Torsten, som er hjælpepræst i menigheden, har baggrund i Bethlemhemskirken på Nørrebro og var i sin tid med til at starte Hjørnestenen, som var en satellitkirke til Bethlehemskirken:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Senere blev Hjørnestenen fusioneret med Københavns Frimenighed. Her var jeg den ene af to præster. I 2013 flyttede jeg og min familie over til Byens Valgmenighed, hvor jeg nu er ansat i en lille stilling som hjælpepræst. Min primære ansættelse er i Areopagos som missionspræst for I Mesterens Lys. Der er en del overlapninger mellem de to stillinger. Bl.a. er der et fællesskab, Nautilus, der er meget rettet mod mennesker, som vi møder på alternative messer, mennesker, som er søgende og spirituelt interesserede. Det er et eksempel på en klynge, vi har ud fra Byens Valgmenighed, men som samtidig overlapper med arbejdet i I Mesterens Lys.”

”Her vil vi gerne tilbyde et meget åbent fællesskab, hvor alle, der gerne vil med i et fællesskab, der er centreret om Kristus, er velkomne. Men det er åbent for enhver, hvilken tro eller ikke-tro, de har”, understreger Torsten.

”I Nautilus har vi især fokus på praksis. Så vi underviser ikke en masse, men inviterer ind i en erfaring af Gud gennem meditation, små lovsange og helende bøn for hinanden. Og så begynder vi omkring et måltid. Derudover har vi stille retræter hvert halve år. De er meget søgte.”

Under åben himmel

”Ud af det er der også startet det, som vi kalder Åben Himmel, som er en anden form for gudstjeneste, som vi holder om aftenen”, fortæller Torsten videre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det er et samarbejde mellem Areopagos, I Mesterens Lys, Bethlehemskirken, Byens Valgmenighed og det, der hedder Den Lyttende Kirke. Her fra efteråret kommer Apostelkirken – en folkekirke på Vesterbro – også med. Målet med det er at skabe et åbent rum, som har en meditativ karakter, hvor du kan komme og finde hvile og være i din egen søgen, men i et fællesrum, som har en tydelig retning mod Kristus.
Der er nogle stationer rundt i kirken – altså forskellige ting du kan i rummet. Du kan tænde et lys, få forbøn, blive lyttet til, tegne eller skrive noget – og der hænger billeder, du kan tage og lade dig inspirere af. Så det er et åbent rum, der også slutter åbent. Du kan gå, når du synes, at nu er du mæt.”

Fødselshjælpere

”Men vi møder også kristne, der har brug for den åbenhed i troen, som vi har her. For det er rigtig mange kristnes erfaring, at de kan føle sig presset ned i en snæver kasse. Vores ønske er, at vi kan være med til at inspirere og måske være fødselshjælpere for andre til at starte lignende fællesskaber. De skal ikke nødvendigvis se ud som vores, men hvor man har den samme intention om at være et åbent fællesskab for alle – med fokus på Kristus.”

Ledet af Helligånden

”Kristus skal være i centrum i alt, vi gør”, understreger Christian. ”Det er er ham, vi mødes omkring, for at lære ham at kende og lytte til ham. Og så har vi fokus på, at Helligånden bor i os og er hos os. Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden til at få de gaver i spil, som han giver hver af os. Det kan være store ting, fx at man vil være med til at stoppe menneskehandel. Men det kan også være små ting, som at man arbejder på at få en hverdag til at fungere eller give troen videre til sine børn. Byens Valgmenighed skal opleves som en tryg og sund base for hele livet.”

Spejder efter Gud

”Vi vil gerne spejde efter Gud. Hvad er det, han er i gang med i det enkelte menneske og i os som menighed? Hvad er det, Ånden siger til menigheden – ikke bare til os som præster – men hvad er det, Gud er i gang med, og hvordan kan vi knytte til ved og være med i det?
Vi prøver at være åbne og lytte til, hvad det er, Gud er i gang med og inviterer os med i. Det er ikke ensbetydende med, at det hele er tilfældigt og tumultarisk, men vi tror, at Gud hele tiden er i gang med noget, og vi vil lytte og se, hvordan vi kan være med på den bedste måde”, slutter Torsten.