Carolyne søger den nære relation til Gud

Hun er kendt som komikeren Melvin Kakoozas mor, men 53-årige Carolyne Kaddu Rasmussen har sin helt egen historie, som nu er ude som bog med titlen ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden”. En meget ærlig bog, hvor hun åbner op om et barsk liv, men med Gud som fundament.

Carolyne voksede op i Uganda og kom til Danmark som 21-årig, da hendes mand, som var politiker, måtte flygte hertil. I bogen fortæller hun meget ærligt og sårbart om sit stormfulde liv.

Hvordan turde du være så ærlig i din bog?

– Jeg turde, fordi det er i vores sårbarhed, at vi er stærke. Når vi tør vise, at vi er lige så sårbare som alle andre, og at vores bagage ofte er med til at forme os til dem, vi er i dag.

Ingen bitterhed

Carolyne voksede op uden at have sine forældre tæt på. Hun var på kostskole og på skift i pleje hos farmor og mormor, da begge forældre rejste og studerede.

Hvordan undgik du at blive bitter på dine forældre?

– Det var hårdt at vokse op uden mine forældre, men når man er i det, tænker man jo ikke, at det kan være anderledes – og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle klare mig selv for at overleve. Min styrke har været evnen til at være robust og tænke, at jeg skal nok klare det. Det kan godt være mor og far ikke er der, men det skal nok gå.

– Jeg har en livsfilosofi, som ikke er opfundet af mig, men som jeg lever efter: Der er altid en grund til, at folk gør det, de gør. Så i stedet for at dømme mine forældre, så tænker jeg, at de ikke kunne have gjort det anderledes, end de gjorde på det tidspunkt. Så der er ingen grund til at være bitter. Bitterhed æder folk op og gør ikke noget godt for nogen.

Troen som fundament

I Uganda findes der ikke mange ateister, da man enten er kristen eller tror på andre ånder. I Carolynes familie var de kristne.

– Jeg gik med mine forældre i kirke og kom i den katolske kirke sammen med mine forældre, til jeg blev 15 år. Så begyndte jeg at tænke, at jeg måtte finde min egen tro. Ikke et ondt ord om den katolske tro, men jeg følte ikke, at jeg havde den tætte relation til Gud, som jeg egentlig gerne ville have. Vi skulle jo til ”skriftestolen” hver søndag, og det brød jeg mig ikke om. Så jeg besøgte en pinsekirke i Nairobi. Da jeg kom, spurgte jeg, om vi ikke skulle stå i kø for at komme til samtale med præsten. Så sagde de ”Nej, her har du direkte forbindelse med Gud”. Det, synes jeg, lød fantastisk, så det ville jeg gerne være en del af – og mine forældre bakkede op og lod mig selv bestemme. Så det blev begyndelsen på det, jeg stadig er en del af: Den intime relation til Gud. For mig var det mit vendepunkt, og det blev begyndelsen på min personlige rejse med Gud.

Gav ikke op

Carolyne oplevede mange barske ting som ung, og da hun kom til Danmark, var hendes mand ikke den samme som før, han rejste. Inden han rejste, var han altid ulasteligt klædt, og han var stolt af sit liv og sin familie.

Men i Danmark blev han et nummer på et asylcenter, og det knækkede ham. Den mand, hun mødte, havde PTSD, gik i joggingbukser og var alkoholiker. Han kæmpede med vrede og slog hende, og til sidst måtte hun flygte fra ham med deres 4 børn.

Var du aldrig ved at give op?

– Nej, jeg har altid tænkt, det bliver bedre i morgen! Jeg har en veninde, som jeg bad sammen med, og hvert år til nytår sagde vi: Det bliver bedre i år. Jeg havde jo også haft en farmor, som var utrolig stærk, som på trods af al sin fattigdom og modgang sagde: Hovedet op og afsted med dig! Der er ingen, der skal diktere, hvordan dit liv skal være, undtagen dig selv. Tro på det! Det levede jeg efter.

Carolyne blev siden gift med Jan, og de kom sammen til at arbejde for Frelsens Hær, både i Uganda og Danmark.

Svær tid

Men livet havde sat sine spor, og det fik konsekvenser.

– Jeg fik stress, og det var et resultat af mange, mange års slid. Jeg havde et job, hvor jeg havde to kasketter på. Jeg havde et job som familiekonsulent for Frelsens Hær i Sønderborg, men var også leder i Frelsens Hær i Vejle. Jeg er ikke typen, der giver 50% i mit arbejde. Jeg giver 100%. Så jeg knoklede og havde de her lange køreture mellem Vejle og Sønderborg, og en dag sagde kroppen bare fra. Jeg har ikke været god til at lytte til min krop, men har bare sagt ”Op på hesten igen”, men nu var hesten død, som jeg sagde. Så må vi begrave den og finde en ny hest. Jeg måtte igennem en lang proces, og det var så ydmygende. Det at tale om stress, det var så tabubelagt – for stress er en tilstand, ikke en sygdom, siger man. Men jeg følte mig virkelig syg. Jeg havde dage, hvor jeg slet ikke kunne komme ud af sengen eller i bad. Men så blev jeg tilmeldt et stresskursus af min læge, og der mødte jeg andre, der var i samme situation som mig. Det blev en stor hjælp, for vi hjalp hinanden med at komme op. Men det blev en god proces, for det var godt for mig at stoppe op og indse, at jeg ikke var ”superwoman”, selv om verden udadtil syntes, jeg var det. Nogle gange skal vi igennem den slags ting, hvor vi oplever, at vi i vores sårbarhed finder styrke.

Kom tæt på Gud

– Jeg kom rigtig tæt på Gud og oplevede Hans nærvær stærkt i den periode. For første gang kunne jeg ikke formulere de ”flotte” bønner, jeg plejede at bede. Jeg oplevede, at når jeg ikke kunne andet end at sige ”Jesus” eller ”amen”, så var Gud nær, og Hans omsorg hjalp mig igennem. Det var en ret ensom tid. Jeg havde et lille netværk, som skrev, og de var der også, selv om jeg ikke altid svarede. De trofaste holdt ved, og andre faldt fra i den tid. Det var en meget lærerig tid for mig. Jeg har lært, at nu skal jeg trække stikket og passe på mig selv, så det samme ikke sker igen.

Vil sprede håb

I dag rejser Carolyne rundt og holder foredrag med bogen som udgangspunkt, og hun er taknemmelig, på trods af de udfordringer livet har budt hende.

– Jeg har oplevet en overvældende respons på min bog, og det er kommet helt bag på mig. Tænk, at folk vil høre min historie! For du har en historie – alle har en historie.

– Jeg takker Gud for, at jeg har fået den her platform, hvor jeg kan komme ud og fortælle, at der er HÅB, uanset hvad der sker i livet. I Danmark er troen meget privat, så det kan jeg ikke snakke så meget om i mine foredrag, men jeg lægger ikke skjul på, at min tro på Gud er mit fundament. Det er det, der har givet mig håb, hver gang jeg er gået igennem det, som jeg fortæller om. Så har jeg haft et håb og en vished om, at jeg ikke er alene. Gud er altid med mig, og det er en kæmpe del af det.

Det håb kan jeg snakke om, og jeg slutter også min bog med Fil. 4, fordi det vidner om mit liv. Jeg har manglet og jeg har haft, men Kristus har været min styrke hele vejen igennem. Jeg håber også, at nogen kan få noget ud af mit liv, som kan hjælpe dem videre. Vi lever i en meget mørk tid, med depression, ensomhed mv. Jeg ønsker at sprede budskabet om håb, for det betyder ALT for mig, slutter Carolyne.

Carolyne er gift med Jan Rasmussen, har fem børn, og når hun ikke holder foredrag, arbejder hun som sygeplejerske på Røde Kors Asylcenter i Jelling, hvor hun bruger al den viden, hun har om livet som flygtning, til at hjælpe andre.