De evangeliske Mariasøstre

Som 13-årig stødte jeg for første gang på én af Moder Basilia Schlinks mange bøger. Moder Basilea var stifter af De Evangeliske Mariasøstre, som har deres hovedsæde i Darmstadt ved Frankfurt i Tyskland. Læsningen af bogen gjorde et dybt indtryk på mit unge sind. Det var som svaret på en længsel, der havde levet i mig så længe, jeg kunne huske.

Moder Basilia skrev om kaldet til at være Kristi brud, og hun fortalte, hvordan der ud af et liv i omvendelse vil springe glæde og frihed. Gud blev så nærværende og virkelig, når hun fortalte om et liv, hvor alt var rettet mod ham. Så jeg læste videre.

Liv af døde

Mariasøstrene opstod ud af ruinerne fra Anden Verdenskrigs rædsler. Moder Basilea – dengang Klara Schlink – og hendes veninde Erika Madauss, som senere blev Moder Martyria, havde startet en bibelgruppe for unge kvinder i Darmstadt.

Natten mellem den 11. og 12. september 1944 blev byen bombet.

Men ud af ruinerne og rædslerne brød en vækkelse frem blandt kvinderne i gruppen. Stillet ansigt til ansigt med døden, så hver af de unge deres liv i et nyt perspektiv. Anger og omvendelse førte til et stærkt møde med Jesu kærlighed. I bombningerne så de en dom over deres ligegyldighed, og det blev stadig tydeligere for dem, hvad der var blevet gjort mod jøderne i særdeleshed, men også mod andre folk og nationer.

Det kom til at ligge søstrene på sinde at bede for og velsigne Israel. Angeren fødte også en iver efter at se de kristne blive ét. Kærligheden til Jesus gjorde det til en smerte at være vidne til, hvordan hans børn var splittet. Derfor har søsterfællesskabet helt fra dens vorden været økumenisk og arbejdet for de kristnes enhed.

Omvendelsens ånd var altså blevet udgydt blandt de unge, og ud af den opstod et nyt liv, som blev begyndelsen til De evangeliske Mariasøstre.

Angeren – glædens og kærlighedens kilde

Moder Basilea havde selv år forinden oplevet, hvordan der ud af dyb sorg over synden fødes en ægte glæde og kærlighed til Jesus. Hun fortæller således, hvordan hun som ung havde kæmpet med at finde vejen.  Nogle røster kaldte hende til at leve i forsagelse af alt, der hører verden til. Men hvad med taknemligheden over Guds skaberværk?

For øvrigt så hun megen dømmesyge, selvretfærdighed og manglende barmhjertighed blandt disse kristne. Indenfor mere liberale retninger fandtes der barmhjertighed, næstekærlighed og glæde ved Guds skaberværk. Men her manglede ofte forståelse for kristen efterfølgelse og syndens alvor.

Svingende mellem den ene og den anden udgave af troen, fandt Moder Basilea endelig svaret fra en hel anden kant: Gud viste hende hendes synd. Hun skriver: ”Herren gav mig anger og et sønderknust hjerte. Det drev mig i Jesu arme, for Jesus og en angrende synder hører sammen. Jesus begyndte nu at åbenbare sin kærlighed for mig. Det var Ham selv, ikke længere læren, ikke længere den ene eller anden trosretning, nej, Han selv kom mig nær”.

Kærligheden til Jesus

De unge kvinder i bibelkredsen oplevede nu, hvad Moder Basilea selv havde erfaret: at kærligheden til Jesus opstår der, hvor et menneske bliver en synder overfor Gud. Her åbnes en kilde til liv og glæde, for Jesus er netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.

Men han er også kommet for at samle sig en brud, og brudekærligheden vokser netop i et sønderknust hjerte, der kender sin egen utilstrækkelighed og derfor strækker sig mod sin frelser – den elskede.

Efter bombardementet kunne de unge ikke få nok af at mødes om bønnen, bibellæsningen og tilbedelsen. Snart var Moder Basileas forældres hus fyldt af unge, der ofte var samlet hele dagen. Og selvom maden i krigstiden var knap, rakte den altid på overnaturlig vis til de munde, der hver dag var at mætte.

Et liv i tro

At Gud har omsorg for sine børn, blev en erfaring, som de to mødre og de unge, som blev grundstenen til Mariasøstrene, tog med sig ind i deres fælles liv, da De evangeliske Mariasøstre blev grundlagt i 1947.

I bogen ”Guds indgriben – oplevet i nutiden” kan man læse, hvordan Gud sørgede for det nye fællesskab, men også gennem prøvelser rensede dem og lærte dem at stole på ham. Det fortælles, hvordan de gang på gang stod og manglede alt fra mad til møbler, og hvordan de hver gang oplevede at få nøjagtig det, de manglede, uden at have talt med nogen om det – undtagen Gud.

Landet Kanaan

Også da de skulle finde et landområde, hvor de kunne bygge kirke og bolig til søstrene, blev det hele skænket dem ad troens vej.
På det tidspunkt var søsterflokken vokset til omkring 30, og der var for alvor blevet trangt i Moder Basileas forældres hus. Alligevel var det ikke i første omgang et nyt hus til søstrene, som blev lagt hende på sinde at bygge, men et tilbedelseshus – et kapel – til Guds ære.

Men søstrene havde kun 30 DM, og en grund til at bygge på lå heller ikke for. Derfor gik de ind i en bønnekamp, og ad forunderlige veje blev en 7000 kvadratmeters grund skænket dem kvit og frit. Alligevel lignede det lukket land. For hvordan skulle de få en byggetilladelse, og hvorfra skulle byggematerialet komme i denne efterkrigstid? Også det blev imidlertid givet dem gennem det ene under efter det andet.

Det samme skete, da de skulle bygge huset til søstrene og senere gæstehuse, værksteder og et stort kapel med plads til 1000 mennesker, hvortil der både skulle bruges mere land, byggemateriale og flere møbler. Søstrenes landområde – kaldet Kanaan – består derudover af en stor, smuk grund med Jesu lidelseshave og Faderbrønden, noget som også kan findes i mange af Mariasøstrenes centre rundtom i verden.

Kald til omvendelse

Søstrene, som selv var med til at bygge, oplevede også, at Gud talte personligt til dem gennem hverdagens små hændelser.
Således opstod der flere hindringer under byggearbejdet: Den tunge tipvogn, som skulle transportere byggematerialet, begyndte igen og igen at springe af skinnerne, og blandemaskinen gik i stå – og det selvom byggearbejdet var omkranset af bøn.

Gennem disse og andre hændelser lærte de at høre Guds stemme. Mange af sådanne sten på vejen viste sig nemlig at være Guds måde at vise dem, når der var uoverensstemmelser. Midt i arbejdet havde de givet rum for knurren og ufred, og gennem disse hændelser satte Gud fingeren på de ømme steder.

Efter at de havde bedt hinanden om tilgivelse, sprang tipvognen ikke længere af skinnerne, og blandemaskinen gik igen upåklagelig.

Mariasøstrene i dag

I år er det 75 år siden, De Evangeliske Mariasøstrene blev grundlagt. Der er sket meget siden dengang. Kvinder fra mange lande er blevet en del af fællesskabet, og i ca. 55 år har der været en lille gren af mænd. Lige nu har Mariasøstrene centre i 11 lande.

Arbejdet i Norden begyndte i Danmark allerede i 50-erne, og i 1969 kom der to søstre, som boede i Udby ved Holbæk. De havde en vidtstrakt rejsetjeneste i hele Norden, og arbejdet var kendt blandt unge og ældre, særlig i 70-erne.

I 1980 blev der også oprettet et center i Norge, som blev hovedbase for Skandinavien. Her lever nu fire søstre. Huset i Udby er stadig et ”Kanaan-center”. Ægteparret Erna og Poul Pilemann, som tilhører søstrenes vennekreds, de såkaldte ”Kanaanvenner”, bor her og tager sig af stedet.

Der findes også et lille center i Finland med to søstre. Tidligere var kredsen af Kanaanvenner ret, stor både i Danmark og andre lande. Efterhånden er det blevet naturligt at gå over til et mere uforpligtende tilhørsforhold. Men det er stadig muligt at være Kanaanven for dem, der mærker, at det er, hvad de føler sig kaldet til.

At blive Mariasøster er i udgangspunktet et kald for livet, og det betyder at ”give sig helt”. I vore dage har unge mennesker svært ved at binde sig. Dermed er der heller ikke kommet mange nye søstre i den senere tid.

Men ligesom de første søstre fik deres kald i en svær tid med krig og ødelæggelse, kan Gud igen skabe denne kærlighedens glød i unge mennesker, der oplever, at bare Jesus giver livet mening.