Pragtbog om Bibelens kvinder
Salmedigteren, forfatteren og præsten Lisbeth Smedegaard Andersen har begået en virkelig smuk og indsigtsfuld bog om ”Bibelens kvinder” – hvilket i øvrigt også er titlen på værket.
I bogen følger man adskillelige af kvinderne i bibelen fra Eva i 1. Mosebog til Maria Magdalene i Johannesevangeliet. Man stifter bekendtskab med mange navngivne og unavngivne kvinder både fra Det gamle Testamente og fra Det nye Testamente, der – vil jeg tro – er overset også af mange bibellæsere, fordi de står i skyggen af de helt store mandlige skikkelser som fx David og Paulus.
Hvem kan umiddelbart genkende endsige placere navne som Merab, Tamar og Rispa. Eller hvad med Abishag, Atalja og Vashti? Alle fra Det gamle Testamente. Eller hvad med Tryfena, Tryfosa, Eunike og Lois fra Det nye Testamente?
Meget naturligt er hovedvægten dog lagt på de mere centrale kvinder i bibelen, som Eva, Sara, Ruth og Ester fra Det Gamle Testamente og Maria, Elisabeth og Maria Magdalene fra det nye Testamente.
Kvinderne bliver præsenteret gennem forfatterens analyse af de bibelske tekster og gennem hendes egen videredigtning af beretningerne. Dertil kommer en righoldig brug af kunstværker, malet ud fra fortællingerne. Alle disse kunstværker er gengivet i bogen, hvilket gør den til en sand nydelse.
Også hvert af de inddragne kunstværker bliver analyseret for derigennem at tegne et mere levende billede af Bibelens kvinder – og forfatteren er en habil kunstanalytiker. Hun er da også, foruden teolog, kunsthistoriker, og bogen demonstrerer et formidabelt overblik både over Bibelens beretninger og kunsthistorien.
Selvom bogen er en samling af beretninger om Bibelens kvinder, formår forfatteren at sætte personerne ind i hele Bibelens sammenhæng, så man ved læsningen får en unik oversigt over hele Bibelen og dens kronologi og tematikker. Bogen kan dermed også læses som en opfriskning både af de enkelte beretninger og af, hvordan det nu er, alle beretningerne hænger sammen.
I sin tilgang til bibelteksterne udviser forfatteren en afbalanceret respektfuldhed. Hun gør således flere gang opmærksom på, hvordan nutidens læsere ofte presser vor tids tanker og værdier ned over Bibelens tekster og dermed bl.a. ser en kvindeundertrykkelse, hvor Bibelens kvinder måske slet ikke har set den. Fx virker forklaringen på Paulus´ holdning til kvinderne plausibel og klargør på en fin måde, hvorfor han i ét brev taler om mænd og kvinders ligeværdighed og andre steder taler om kvindens underordning under manden.
En helt igennem smuk bog, der fortjener at ligge fremme!
Lisbeth Smedegaard Andersen: Bibelens kvinder
320 sider.
349,95 kr.
Kristelig Dagblads Forlag