Der er mange veje til Jesus, men kun én vej til Gud

Hvad er det, der får mennesker til at søge Gud? Hvordan får vi flere til at komme i kirke? Og hvordan når vi bedst mennesker med evangeliet?

For mange danske kirkefolk vil svaret være Næstekærlighed, Moderne musik, Café-arrangementer eller Kendte foredragsholdere, Kunst og Kultur. Man skal bare endelig ikke komme med løftede pegefingre eller fordømmelse, for det støder bare folk væk, mener mange. Men Gud er større end tidsånden og alt det andet, som præger vores tanker og adfærd. Det blev jeg mindet om for mange år siden på Gå Ut-Senteret i Norge, hvor man på en af væggene kunne læse teksten ”Der er mange veje til Jesus. Men der er kun én vej til Gud”.

Vores familie boede på centeret i en uge, før vi skulle rejse ud som missionærer. Jeg husker nok ikke så meget andet fra den uge end netop teksten på væggen. Det er til gengæld også en meget nyttig påmindelse for både udstationerede og hjemmeboende kristne. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Jesus er den eneste vej til Gud. Til gengæld kalder Han på mennesker, så de søger Jesus, på langt flere måder, end vi aner.

Der er mange veje til Jesus

Vi bekender med Paulus, at troen kommer af det, der høres. Men mange bor i ”lukkede” lande, hvor man hverken kan høre evangeliet gennem medier eller i kirker. Fra netop disse lande lyder meldinger om, at ikke-kristne får drømme, hvor de ser Jesus. Selv i et land som Iran, hvor kristne med Open Doors’ definition oplever ”ekstrem forfølgelse”, kan Gud altså få mennesker i tale gennem drømme.

Og gennem drømmene bliver folk ledt hen til kristne, som kan fortælle dem om Jesus. Også flere danskere kan vidne om, at de er kommet til tro på grund af en overnaturlig oplevelse, efterfulgt af kontakt med kristne. Man kan blive standset af alt fra billedkunst, musik, poesi, arkitektur og naturoplevelser til videnskab – eller endda noget, som andre kalder pseudo-videnskab.

En ung ven af min familie fortalte, at hans bibelskolelærer havde kritiseret en dansk oversættelse af en salme, som læreren åbenbart krummede tæer over. Alligevel var det netop denne danske oversættelse, som tidligere havde hjulpet vor ven til et personligt møde med Jesus!

Skal vi forkynde Guds dom over synd og ondskab?

I årevis har kristne advaret mod fordømmelse ud fra den tanke, at det er uproduktivt eller skadeligt – og måske skyldes hykleri og selvretfærdighed. Motivationen kan jo være forkert. Men ind imellem leder domsord til frelse. Det skete, da profeten Jonas – en meget modstræbende missionær – havde forkyndt Guds dom over borgerne i Nineve.

Jonas havde egentlig ikke noget ønske om, at indbyggerne skulle undgå Guds straf – men de forstod domsbudskabet som en advarsel og omvendte sig, så kongen ligefrem beordrede både mennesker og dyr ”klædt i sæk og aske”. Det samme skete for mange årtier siden, dengang da missionsfolk typisk var afholdsfolk og nok ikke bekymrede sig så meget om politisk korrekthed.

Et par troende damer havde set en fordrukken nabo køre i grøften med sin hestevogn, og de sagde ligeud til ham: ’Det går ad helvede til med dig!’ Hvad damerne ellers gjorde eller sagde i den situation, ved jeg ikke, men den fulde mand forstod budskabet, så han vendte om, blev frelst og tørlagt til gavn for både sig selv og familien.

Målet er velsignelse

Guds folk kan ikke velsigne det, som Gud kalder synd. Men både domsforkyndelse og andre ydre påvirkninger kan lede mennesker til Jesus. Og så gælder det, som Paul Gerhardt (1607-1676) skrev i sin fantastiske salme ’Befal du dine veje’:

”Hvem vover at forbande,
når du velsigne vil?”