Blind kvinde kunne se alt, da hun var nærdød

Vicki Umipeg Noratuk mistede synet som nyfødt på grund af for meget ilt i kuvøsen. Derfor har hun aldrig vidst, hvad det var at se. Begge de optiske nerver til hendes øjne var ødelagt.

– Når jeg drømmer, drømmer jeg med de samme fornemmelser, som jeg oplever, når jeg er vågen. Der er ingen syns-data, kun andre fornemmelser såsom berøring og lyd. Men to gange var jeg nærdød og forlod min krop – og så. Den 2. februar 1973 arbejdede jeg som sanger og pianist på en restaurant i Seattle. Klokken var 2. Ejeren afviste at åbne sit kontor, så jeg kunne få vekslepenge til betalingstelefonen og ringe til en taxa.

Han gik. Jeg tog modvilligt imod et tilbud fra et beruset par om at køre med dem. Mens vi kørte, nævnte chaufføren, at han så dobbelt. I nærheden af Queen Anne kørte vi galt. Fortumlet og desorienteret følte jeg, at jeg forlod min krop gennem min mund. Tiden virkede langstrakt. Jeg steg op i luften, over gaden, forvirret.

Jeg så et øjeblik min krop. En del af mig ønskede at vende tilbage til kroppen, men en anden del følte, at det var rart at være ude af den! Jeg husker ikke turen til Harbour View Hospital. Min første bevidsthed på skadestuen var at være oppe i nærheden af loftet.

Jeg kunne se igen!

Under hele denne nærdødsoplevelse var jeg i en tilstand af forbløffet ærefrygt over at se. Faktisk var det så fremmed for mig, at det var svært for mig at fatte noget. Det var som et fremmedsprog, som du gerne vil forstå. Under mig var et lig på en vogn. Jeg var chokeret og forfærdet. Hårlængden var min, men meget af håret var barberet af! Det havde taget mig lang tid at lade det vokse, og jeg elskede mit hår!

Blod dækkede kraniet. I nærheden så jeg tydeligt en kvinde fra lægeholdet. Jeg havde et stort behov for at få hende til at forstå mig.

Jeg er ikke døv!

Så hørte jeg en mandsstemme sige, at der var blod på min venstre trommehinde, og at jeg måske var døv. ”Jeg er ikke døv! Jeg er ikke døv!” skreg jeg. ”Hører du mig ikke? Jeg er lige her!” Så sagde hun: ”Vi ved ikke, hvor meget hjerneskade, der er … og om hun måske er i en vegetativ tilstand.”

Jeg blev suget med hovedet først ind i en tunnel
mod et fjernt lys, der blev stærkere.

”Jeg er ikke i en vegetativ tilstand!” råbte jeg frustreret og vred, fordi jeg råbte af al min styrke, men det var som om, jeg ikke eksisterede! Jeg ville bare væk. Næsten med det samme, som svar på min tanke, blev jeg trukket opad. ”Vooom!” lige op gennem loftet på hospitalet. Jeg så lys. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Men jeg var ligeglad, for jeg følte mig så fri! Jeg var svimmel af den lette bevægelse. Jeg fik lyst til at skrige og råbe som en beruset. Som en hvalp, når den ruller sig i græsset.

Himmelsk lyde

I det fjerne hørte jeg den smukkeste lyd, som vindklokker. Den indeholdt hver eneste tone, man kunne forestille sig. Som musiker var jeg fascineret. Der var så mange forskellige toner, som jeg ikke vidste var mulige! Jeg var betaget. Jeg blev suget med hovedet først ind i en mørk tunnel mod et fjernt lys, der blev stærkere. Det var en susende følelse, som om mægtige vindmøller trak i mig.

Røret var behageligt bredt. Af og til passerede jeg ventilationsåbninger eller vinduer. Gennem disse kunne jeg se andre foran mig og bag mig i parallelle rør. De så ligeså forbløffede ud, som jeg. Indeni mig følte jeg varme. Da jeg nærmede mig enden af tunnelen, blev lyset strålende. Jeg hørte folk synge. Det var ligesom alle de salmer, man nogensinde har hørt – sunget på én gang, og blandet harmonisk sammen! Det var lovsange og jubelsange.

Min udgang fra røret kan bedst beskrives som at rulle ud på græsset i et lunt, lyst sommerlandskab af træer, hvor der var tusindvis af mennesker, der sang, grinede og snakkede. Forskellige blomster var overalt, og jeg husker stadig en jasminduft. Både blomsterne og fuglene i træerne så ud til at have lys omkring sig. Nogle havde mere lys end andre.

I det fjerne glødede en enorm port, det var det lyseste objekt i mit synsfelt.

Mødte sine venner

Så så jeg Debby og Diane komme mod mig fra højre, og hr. og fru Zilk nærme sig fra venstre. Jeg havde været tæt på Debby og Diane på Oregon State School for the Blinde. Debby var død af vand i hovedet, da jeg var 10. Diane var druknet i badekarret ved siden af mit værelse af en muskelspasme fire år før. Fru Zilk var en ældre nabo, som havde passet mig, når min bedstemor skulle arbejde. Hun havde været rigtig sød.

Debby og Diane bevægede sig yndefuldt. Begge syntes at være helbredt indeni. Jeg kunne mærke, at de rakte ud til mig med kærlighed. Diane så ud til at være næsten desperat for at sige noget.

Forstod alting

På et øjeblik gav alt mening. Det var, som om jeg her kunne finde svar på alle spørgsmål om livet, om planeterne, om Gud, om alting. Pludselig forstod jeg intuitivt matematik og naturfag, og jeg ved intet om matematik og naturfag. Jeg havde ikke spurgt om differential- og integral-regning. Men nu forstod jeg. Sprog blev ligegyldige. Jeg kendte dem. Selv uden at stille spørgsmål, blev der givet svar om ting, jeg altid havde undret mig over, som fx Treenigheden.

Nu var jeg klar over, at Faderen var det, man kunne kalde Guds væsen og kilde, at Sønnen var det handlende aspekt, og at Helligånden var formidleren, som bringer viden. Jeg var klar over, at disse tre aspekter af Gud, selv om de var adskilte, også var ét. Da Debby og Diane nærmede sig, fornemmede jeg en grænse, som jeg ikke kunne overskride.

Hun så Jesus Kristus

Kristus viste sig. Hans lys fyldte mit udsyn. Han rakte en løftet højre hånd frem mod mig og sagde meget bestemt: ”Nej!” Det var ligesom, hvis nogen forhindrede dig i at gå ud over en klippe. Hans ansigt var stærkt og venligt. Han bar skæg og hans hår var langt. Hans dragt var åben ved brystet og havde et skærf om livet. Jeg beskriver en form, men det utrolige lys, han afgav, opvejede det.

En del af mig kunne næsten ikke holde ud at være i det. Det var, som om lyset kom direkte ud af hans krop, som om han bestod af lys. Jeg udstrålede også lys, men mit lys var ikke nær så intenst. Debby og Diane udstrålede også lys, men med Kristus var det hele vejen rundt om ham, især omkring hans hoved, hvor lyset var cirkulært, og hvor lyseger strakte sig ud som fra en stjerne.

Hans øjne var gennemtrængende, men alligevel ømme. Man ønskede at se væk, men kunne ikke. Han kunne se alt om mig, klart gennemskue alt, mere end jeg selv kunne se eller vide. Det var lidt skræmmende at være så totalt kendt, afsløret og alligevel accepteret og elsket. Jeg ville bare være en del af det. Det er ligesom mennesker, der er forelskede, hvor en del af dem vil løbe væk, og en del af dem ikke vil.

”Nå men hej,” sagde han og omfavnede mig. Jeg ønskede aldrig nogensinde at komme væk fra ham. Jeg ville bare, at han skulle omslutte mig på en eller anden måde og ikke blive adskilt fra ham. Jeg var så begejstret for den viden, jeg lige havde fundet, at jeg følte, at jeg boblede og snublede over mig selv og prøvede at kommunikere den til ham med en slags tankeoverførsel. Og han sagde:

”Er det ikke vidunderligt? Alt er smukt her, og det passer sammen. Og det vil du opdage. Men du kan ikke blive her. Det er ikke din tid endnu. Du skal tilbage.”

Mit livs film

Så sagde han: ”Se her!” Og jeg så hele mit liv, fra min fødsel. Jeg vidste, at han var med mig, men min bevidsthed om alt andet omkring mig forsvandt. I denne proces observerede jeg faktisk mig selv, og jeg var opmærksom på tanker og følelser hos mig selv og alle andre, som var involveret i mit liv. Kristus overlod det til mig at vurdere tingene – til selv at nå frem til konklusioner. Jeg blev klar over, at jeg var hårdere ved mig selv, end han var.

Lyset fra Kristus var hele vejen rundt om ham,
især omkring hans hoved, hvor lyset var cirkulært,
og lyseger strakte sig ud som fra en stjerne.

Da jeg var ni eller ti, viste Sharon, min værelseskammerat på blindeskolen, mig en ny kjole, som hendes mor lige havde syet til hende. Da hun forlod rummet, flåede jeg alle knapper og snørebånd af. Jeg var vred, fordi jeg ønskede at blive holdt af på den måde, hendes mor holdt af hende. Nu, da vi så mig gøre dette i livsgennemgangen, sagde Kristus til mig:

”Ja, det var ikke så fedt. Men du fik det bragt i orden.” Og Kristus lo, da vi nu så mig undskylde og kramme Sharon senere. Under hele dette møde med Kristus tror jeg, at han brugte mit sprogbrug som en måde at forholde sig til mig på. Hans latter var hjertelig og støttende. Hans reaktion på den hændelse har hjulpet mig til at være mindre dyster og anspændt, når mine børn har gjort noget forkert.

Så spurgte han mig: ”Hvad har du lært af dit liv?” Jeg svarede, at jeg syntes, det var vigtigt at være ærlig.
Så sagde Kristus til mig: ”Du skal lære at elske og tilgive. Om folk fortjener det eller ej, er ikke vigtigt. Du bør ikke vælge kun at tilgive nogen, som du synes bør tilgives.”

Han henviste til en tendens i min fortid til kun at tilgive dem, der havde undskyldt over for mig. Han fortalte mig også, at det ville blive svært, men at jeg skulle huske, hvad jeg havde lært.

Tilbage til kroppen

Pludselig følte jeg mig tung og fuld af smerte. Til sidst vågnede jeg på hospitalet og fandt ud af, at jeg havde et kraniebrud, en hjernerystelse, en nakkeskade, en rygskade og en benskade. De ting, jeg har været igennem siden min nærdødsoplevelse, har været ufatteligt hårde. Men jeg har lært meget af dem. Jeg lærer om at adskille synden fra synderen.

Jeg lærer om at dømme mindre og give slip på min tidligere følelse af selvtilfredshed og overlegenhed. Endelig lærer jeg at passe på mig selv, så jeg ikke tillader andres negative tanker at trække mig ned. Som Kristus sagde, har vejen været hård, men når jeg går den, føler jeg, at jeg er vokset, slutter Vicky sin beretning. Videoen og den uforkortede engelske tekst kan ses ved artiklen på udfordringen.dk.

Læs og se mere

Vickys historie indgår også i en bog på New York Times bestseller-liste: ”Imagine Heaven” – forestil dig himlen. Find andre bøger og film på Hosianna.dk om nærdødsoplevelser. Se fx: ”Opstået fra de døde” – dokumentarvideo om en mand, der var død i tre dage, men kom tilbage til livet. ”Opvakt fra de døde” – bog af en hjertespecialist, som oplever en død komme til live. ”Himlen findes” bog om en dreng, der dør og genkender afdøde familiemedlemmer, før han kommer til live igen.