En hedning viser sig som en ’Troens Mor’

Skulle Jesus virkelig overtales, før han ville hjælpe den ikke-jødiske kvinde? Vil Jesus da ikke hjælpe alle, som påkalder ham, uanset baggrund?

Nogle bliver forargede over beretningen om den ikke-jødiske kvinde. For er det, Jesus gør og siger ikke udtryk for diskrimination overfor en stakkels mor, som tilfældigvis ikke var jøde? Og hvad er egentlig forskellen mellem ”fortabte får af Israels hus” og ”små hunde”?

Konflikt med farisæerne

Forud for beretningen om mødet med den ikke-jødiske kvinde læser vi, at Jesus konfronterede nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem med deres hykleri og selvskabte regler. De gik nemlig meget op i ritualer som fx den rigtige måde at vaske hænder på.

Disciplene fortalte senere Jesus, at farisæerne var blevet stødt over det, han havde sagt, og Jesus omtalte dem som ”blinde vejledere for blinde”.
Herefter gik Jesus og disciplene mod det hedenske område ved Tyrus og Sidon. Og her kom så den kana’anæiske kvinde med sit råb om hjælp.

Hvad oplevede kvinden?

Vi forstår både ud fra konteksten og fra parallelberetningen hos Markus, at denne kvinde hverken var jøde eller proselyt. Hun var slet og ret hedning, men hun havde hørt rygtet om Jesus, fortæller Markus.

Kvinden tiltalte Jesus ”Davids Søn” – og hun har altså haft en forståelse for, at Jesus var jødernes Messias. Men hun har også haft en forventning om, at denne Messias – selv om han var jøde – alligevel ville bønhøre hende og helbrede hendes datter, som var plaget af en dæmon. I første omgang oplevede kvinden kun tavshed fra Jesus. Det fik hende dog ikke til at stoppe med at råbe til ham.

Til sidst greb disciplene ind og bad Jesus gøre et eller andet, så de kunne få fred for hende. Det er uvist, om de ønskede, at Jesus skulle hjælpe hende eller ej. Men under alle omstændigheder ville de have hende væk, fordi hendes råben vakte opsigt og forstyrrede dem.

Først nu vender Jesus sig mod kvinden med de afvisende ord: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. Men heller ikke denne afvisning stoppede kvinden. Hun kastede sig ned for Jesu fødder med sin indtrængende bøn: ”Herre, hjælp mig”.

Kvinden tilbad altså jødernes Messias som ”Herre” og kastede sig på knæ for ham. Igen lyder Jesu svar både afvisende og sårende: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Vi ved ikke, hvordan Jesus sagde det. Var det mon med et glimt i øjet, fordi han ville udfordre kvinden med den nedsættende betegnelse, som jøderne ofte brugte om deres ikke-jødiske nabofolk?

Men uanset, hvordan ordene blev sagt, tog det ikke modet fra kvinden. Hun godtog betegnelsen ”hund”, men understregede, at der ikke går noget fra børnene ved at hundene spiser det, der falder på gulvet. Og Jesus roste hendes tro og lovede hende det, hun havde bedt om. Jesus udførte dermed endnu et fjern-under.

Gud ske lov, fordi han gjorde det. Og Gud ske lov, at han også stadig gør det, når vi beder for andre.

For jøde først

Der er en frelseshistorisk forklaring, som vi ikke kommer uden om: I første omgang var det jøderne, som skulle høre de gode nyheder. Det var også Paulus’ missionsstrategi nogle år senere, som det blandt andet fremgår af Romerbrevet.

De religiøse ledere i Israel var netop blevet fornærmede over det, Jesus sagde om rent og urent. Ifølge Mat. 15 har han derefter søgt ud til et ”urent”, hedensk område, og her begyndte en ny frelseshistorisk virkelighed: Nu var det blevet hedningernes tid til at møde evangeliet.

Faktisk går Jesus efter mødet med den kana’anæiske kvinde også til området øst for Genesaret-søen. Her underviser han og helbreder store skarer, og ”folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud”, læser vi i Mat. 15, 31. Herefter udfører Jesus et bespisningsunder for 4000 ikke-jødiske mænd foruden kvinder og børn.

Troens far

Bibelen fortæller, at Gud vil sætte sine børns tro og lydighed på prøve. Det mest rystende eksempel er i 1 Mosebog 22, hvor Gud beder Abraham ofre sin eneste, elskede og længe ventede søn på Morija Bjerg. Abraham, sønnen Isak og to tjenere går afsted i to dage, før Abraham efterlader tjenerne, mens han selv går videre alene med drengen.

Først da Abraham har bygget et alter og skal til at ofre sin søn, griber Gud ind og stopper ham. Før Gud greb ind og lovede at velsigne Abraham for hans lydighed, havde Abraham åbenbart oplevet, at Gud var tavs. Vi hører heller ikke, at Abraham skulle have protesteret mod denne prøvelse.

Men vi læser, at Abraham forventede, at komme tilbage sammen med sin søn. Det fremgår både af hans ord til tjenerne i vers 5, og af Hebr. 11, 17-19. Abraham, som blev jødernes stamfar, bliver derfor også omtalt som ”Troens far”.

Troens mor

Niels Johansen, som er forfatter og tidligere præst, skriver i bogen ’Som stenene synger i vinden’ (ProRex) om sine problemer med søndagens tekst. Hans overvejelser munder ud i digtet om ”Troens mor”:

”Lyt til troens enkle ord:
Mester, frels min pige.
Råbt i nød af troens mor.
Kristus! Kan du tie?

Er du døv for kvindens bøn?
For en dødssyg pige?
Du har magt som himlens søn.
Kristus! Kan du tie?

Kvinden bad med håb
mod håb.
Hun gik hele vejen.
Ingen bøn og intet råb
kan gå over stregen.

Smerten finder altid vej
Kristus, til dit hjerte!
Snævre grænser åbner sig.
Grænseløs er smerte!

Kristus kaldte hende stor,
troens mor og kvinde.
Når min tro er træt af ord,
tænker jeg på hende.”

Ville Jesus muligvis prøve og styrke den hedenske kvindes tro? I så fald bestod hun prøven med glans. Hun blev ikke fornærmet og råbte ikke op om diskrimination. Trods de afvisende ord, holdt hun fast i sin tillid til Jesus. Hun troede fuldt og fast, at han var retfærdig og barmhjertig, og derfor ydmygede hun sig for ham og vedkendte sig sin status som ikke-jøde.

Datterens nød fik hende til at fremture i sin stædige forbøn. Hverken tavshed eller afvisende ord kunne stoppe hende. 1 Mosebog 19 fortæller, at Gud havde besøgt Abraham og fortalt ham, at han og Sara skulle blive forældre til Isak. Derefter havde Gud delagtiggjort Abraham i sine planer om at ødelægge byen Sodoma med dens onde indbyggere.

I troen på, at Gud var retfærdig, og at han ikke ville dræbe uskyldige mennesker sammen med de onde, gik Abraham i forbøn for Sodoma. Og Gud lovede at skåne byen, hvis der var bare 50 uskyldige mennesker i den.

Troens far vovede at bede flere gange, indtil Gud lovede at skåne byen for 10 uskyldiges skyld. Men der var ikke engang10 uskyldige i byen. Troens far gik ikke længere i sin forbøn, og byen blev senere tilintetgjort, efter at Lots familie var blevet ført ud.

Du har stor tro

Ligesom Abraham var ”Troens mor” overbevist om, at Israels Gud og hans Messias var både retfærdig, barmhjertig og stærk. Derfor holdt hun ud i sin forbøn, indtil hun blev belønnet med Jesu ord: ”Du har stor tro. Du skal få det, du har bedt om!” Og i samme øjeblik var hendes datter helbredt.
Men denne mor fik ikke bare bønhørelsen. Hun fik også det, som kaldes en prøvet tro, der er mere værd end guld (1 Pet. 1, 6-7).

De lovpriste Israels Gud

Den tro og tillid, som kun få af jøderne viste Jesus, fandt han i de hedenske egne. I området øst for Galilæasøen var der tusinder af mennesker med hedensk baggrund, som hørte på ham og blev helbredt. Og de lovpriste Israels Gud! Evangeliet skulle nu også forkyndes for hedninger, og Gud ske tak og lov for det.

Troen giver Gud ret

Den ikke-jødiske kvinde gav Gud ret. Hun ydmygede sig over for Jesus i stedet for forsøge at retfærdiggøre sig selv, ligesom de religiøse jøder ofte gjorde det.

”Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde. Hvis I vil bøje jer under Guds vældige magt, vil han ophøje jer, når tiden er inde til det. Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer,” formaner apostlen Peter (1 Pet. 5, 5-7).

Den sande tro ydmyger sig for Guds Ord og søger hans nåde. Den beder uden at lade sig slå ud, selv om Gud måske er tavs for en tid.
Jesus længes efter at se denne sande, store tro, også hos os. For der er nåde hos ham, både for ”hunde” og ”fortabte får”.Vi har allesammen grund til at prise ”Israels Gud”.

Søndagens tekst: Mat. 15, 21-28

En ikke-jødisk kvindes tro

21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.”

24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.”

25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

26 Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

27 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

28 „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk