Fri for angst
– Jeg kommer fra en familie, der intet har haft med tro, religion eller kristendom at gøre, fortæller Morten Kilsholm.
– I mine teenagers år begyndte jeg at interesserer mig mere og mere for punkmiljøet og BZ-miljøet omkring Jagtvejen 69, ungdomshuset i København. Jeg beskæftigede mig meget med det og kom i miljøet. Samtidig med det begyndte jeg at udvikle et misbrug af hash og alkohol, hvilket gjorde, at jeg fik en angst, som plagede mig rigtig meget. Jeg havde svært ved at gøre mange forskellige ting.
I en periode var der en gut, der fortalte mig om Jesus og inviterede mig med til et kristent møde. På det møde fortæller prædikanten om frygt og det her med at være angst. Der bliver inviteret frem til forbøn. På det møde giver jeg mit liv til Jesus. Der bliver lagt hænder på mig, og de beder for mig, og i løbet af fire dage, forsvinder den her angst.
Det med lige pludselig at kunne falde i søvn, uden at være bange, og det med at kunne gå på gaden, det forsvandt fuldstændigt. Det har været et liv, som jeg aldrig har fortrudt. Det var i 1991, og Jesus har været med mig hele vejen indtil i dag.