Glæde over genstart i Felix Rejser

Corona-nedlukningen havde nær taget livet af rejsebranchen, men Felix Rejser har nu rejst sig igen og tilbyder nye former for rejser.

Det kristne rejsebureau tilbyder bl.a. safari-rejser til missionsområderne i Afrika.
Birgitte van der Schaft

Efter nogle hårde år med Covid-19 kan man nu igen se fremad i rejsebranchen – også i Felix Rejser, hvor det allerede i 2022 kunne mærkes, at rejselysten er intakt. Særligt populære er rejser med et bibelsk fortegn – ofte nye og kreative fortegn, såsom gospel og livedrama on location.

Covid-19 tvang hele rejsebranchen i knæ, og ligesom alle andre udbydere måtte Felix Rejser, som drives af Indre Mission, skalere kraftigt ned på både aktiviteter og medarbejdere. Så kraftigt, at det var en smule spændende, hvor lang og bugtet vejen tilbage ville blive, da den ny salgschef, Birgitte van der Schaft, tiltrådte i marts 2022. Allerede nu, et år efter, kan hun dog konstatere, at det første år efter nedlukningerne gik godt.

”Vi mærker tydeligt, at folk stadig har lyst til at rejse, og for os blev 2022 et lovende år, som endte med et plus på bundlinjen. Nu glæder vi os derfor meget over at kunne præsentere et både klassisk og nytænkende program for dette år,” fortæller Birgitte.

Klar med friske kræfter

En dansk gruppe på sejltur på Genesaret Sø.

I salgs-staben assisteres hun bl.a. af tidligere sognepræst og ildsjæl, Orla Villekjær, som det seneste år for alvor har kunnet tage fat på den opgave, han blev ansat til, lige før Covid-19 satte alting i stå.

”Orla har et stort netværk fra sine mange år i folkekirken og har i sine tidligere sammenhænge arrangeret mange rejser til bibelske destinationer. Det kombinerer han nu ved at besøge sogne og menigheder rundt om i landet og tilbyde skræddersyede sognerejser og præste- og provstiture,” forklarer Birgitte.

For at kunne følge med den stigende interesse har Felix Rejser netop ansat en rejsekonsulent mere med et godt kendskab til Israel. Hendes opgave bliver at hjælpe til på kontoret, som i forvejen tæller Marie Bruun Wendel, der med sine store erfaring efter 18 år i Felix Rejser, er en stor hjælp i det daglige.

Gospel og drama i autentiske rammer

Blandt de positive erfaringer fra 2022 er bl.a. et nyt rejsekoncept, som fik stor tilslutning, og som derfor tilbydes igen i år. Konceptet er ”Gospel on location”, som afvikles i samarbejde med den populære korleder Rune Herholdt, der står i spidsen for Jyllands største gospelkor, Aarhus Gospel Singers. Rejsen ”Gospel on location” er en rejse til Israel fyldt med gospelsang, sightseeing og fællesskab.

”Deltagerne fra sidste år fortæller begejstret om det at synge om begivenheder, der fandt sted lige dér, hvor man rent fysisk står og synger. Det kræver ingen korerfaring at være med, men man skal være hurtig, da tilmeldingsfristen allerede er d. 19. marts,” fortæller Birgitte.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bibelen Live

Mange kristne ønsker at rejse til Israel for at se de hellige steder, som Bibelen omtaler. De vil have en kyndig rejseguide.

Et andet rejsekoncept, som har kørt i flere år med succes, er ”Bibelen Live – på rette sted” med frimenighedspræst og performer, Klaus Højgaard Laursen. På denne rejse, der også går til Israel, reciterer og dramatiserer Klaus tekster fra Bibelen og levendegør dem der, hvor de fandt sted.

”Tilbagemeldingerne fra ”Bibelen Live” var, at de levende dramatiseringer i autentiske rammer gav teksterne nyt liv,” fortæller Birgitte. Felix Rejser har gennem årene fået sine klassikere, som hitter hvert år. De er også at finde i rejseprogrammet for 2023, fortæller Birgitte, og nævner den populære ”Bibel og Badeferie”, som allerede er udsolgt og ”Familierejsen”, der vanen tro går til Israel i efterårsferien.

Hun lægger dog vægt på fortsat at tænke nyt. ”Vi vil gerne udvide paletten i forhold til vores program, så vi fortsat kan matche Felix Rejsers kristne profil, men ramme bredere i markedet,” lyder målsætningen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Blandt kulturrejserne er i år en rejse til sangskriveren Lina Sandells fødehjem. Hun har skrevet mange kendte åndelige sange.

Krydstogter

Blandt de nye tilbud i kataloget for 2023 er for eksempel en tur til Egypten med indlagt krydstogt på Nilen, og det norske skoleskib M/S Gann tager i år på krydstogt til Skotland og Orkneyøerne. Ellers prioriteres et varieret program med blandt andet temarejser. I år går turen fx til Sverige med Lina Sandell som tema. Deltagerne skal besøge Lina Sandells fødehjem og synge mange af hendes smukke salmer.

Også variation, når det gælder årstid og geografi har været en prioritet: ”Vi går efter at have rejser spredt ud over det meste af året og ud over store dele af verden. I år har vi derfor rejser lige fra Danmark til Kenya. I Kenya er det naturen og dyreoplevelserne, der er i højsædet, og tid til refleksion over Guds skaberværk,” beskriver Birgitte.

Lina Sandell skrev bl.a. ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen…”

Top-destinationen er stadig Israel

Selvom der er et ”før og et efter Covid-19” i Felix Rejser, er der også ting, som ikke har ændret sig: Israel er stadig top-destination.

”Israel har så meget at byde på og er helt naturligt det mest foretrukne rejsemål for mange af Felix Rejsers kunder. I år er der desuden en ekstra god grund til at rejse derned, nemlig 75-året for staten Israels oprettelse. Det fejrer vi med en jubilæumsrejse i slutningen af oktober, hvor der ud over besøg på de klassiske steder i Israel også vil være fokus på Israels historie med besøg på en række museer, der berører forskellige dele af Israels historie,” fortæller Birgitte van der Schaft.


Artiklen fortsætter efter annoncen: