Rettelse: Ikke år 2 men år 3 før Kristus
I leder-artiklen uge 11 om stjerne-fænomener i forbindelse med Jesu fødsel, var et enkelt årstal forkert mht. hvornår Jupiter slog en sløjfe og gik tilbage til Regulus. Den rigtige tekst skulle lyde: Og den 14. september år 3 kom Jupiter i konjunktion med Regulus. Men ikke nok med det.
Jupiter fortsatte forbi Regulus, men standsede så for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og stod stille indtil den 8. maj. Den 17. juni år 2 f.Kr. kl. 20.02 mødtes Jupiter og Venus igen – nu med en minimal afstand på kun 3 bueminutter (3/60 grad), hvilket betyder, at det menneskelige øje ikke kan se nogen afstand.
Hvis de vise mænd var på vej til Betlehem, ville ”Betlehemsstjernen” vise sig på vesthimlen netop ”over Betlehem”, når de kom rejsende fra Jerusalem. Og „stjernen stod stille. – Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,9-10). Hvis du vil vide mere, kan du læse bogen ”Jesus i stjernene” om Betlehemsstjernen og de oprindelige stjernetegn. Den findes endnu i få eksemplarer.