Ny formand vil gøre KD til ’det grønneste parti’

Derimod skal man ikke ændre reglerne for fri abort, mener erhvervsmanden Jeppe Hedaa.

Jeppe Hedaa

Ved et ekstraordinært landsmøde i Middelfart den 18. marts har KristenDemokraterne valgt erhvervsmanden Jeppe Hedaa som ny landsformand uden modkandidater.

Jeppe Hedaa har en handelsuddannelse samt en lederuddannelse som løjtnant i livgarden. Han afløser den tidligere landsformand, Marianne Karlsmose, der trak sig fra posten efter valget i november sidste år. Siden da har partiet været ledet af politisk næstformand Henrik Hjortshøj og organisatorisk næstformand Jesper Housgaard.

Forud for landsmødet havde Jeppe Hedaa besøgt de ti storkredse for at sikre sig opbakning til en ny strategisk plan. Denne plan blev ikke offentliggjort før det ekstraordinære landsmøde. Kilder i partiet har ifølge Kristeligt Dagblad udtalt, at den bygger videre på Jens Rohde og Isabella Arendts to år gamle 2030-plan.
Den endelige fastlæggelse af partiets program ventes dog først klar til oktober, siger den nye landsformand ifølge avisen.

Bestyrelsesposter

Jeppe Hedaa har med egne ord været mest aktiv i KD i årene 1995-2005. Han er medstifter af IT-virksomheden 7N A/S, som han var administrerende direktør for indtil sidste år. Han er stadig bestyrelsesformand for virksomheden.

Jeppe Hedaa har også stiftet organisationen Resam, Religion & Samfund, som samler gejstlige ledere fra alle danske trossamfund til dialog og samarbejde.
Siden december 2020 har Jeppe Hedaa været formand for menighedsrådet i Vor Frue Kirke i København. Han er desuden medlem af bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp.

KD’s nye mærkesager

I sin takketale efter valget nævnede Jeppe Hedaa, at det kristendemokratiske fundament skal tilpasses den danske / skandinaviske model. Her kom han ind på noget af det, der ifølge ham skal kendetegne det nye KD.

På KD’s hjemmeside ses en firkløver med overskrifterne: Miljø og natur, Børn og familie, For alle (som handler om det gode liv, sundheds-og socialpolitik) samt Frihed under ansvar (om blandt andet åndsfrihed og flygtningepolitik).

Miljø og natur handler om bæredygtighed i forhold til klimakrise, biodiversitet, energiforsyning mm. Her præsenteres partiets grønne ambitioner.
Under Børn og Familie understreges blandt andet vigtigheden af gode normeringer, vigtigheden af rettidig rådgivning og familiernes frie valg mht. børnepasning. Hvis man vil vide noget om partiets abortpolitik, er det dog ikke her, man finder det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Abortspørgsmålet

Under ’FAQ – ofte stillede spørgsmål’ kan man læse, at ”KD vil ikke ændre på reglerne for adgang til abort. Vi vil nedbringe aborttallet gennem forebyggelse, bedre rådgivning og gode alternativer til abort”. Her nævnes det også, at kvinder, som overvejer abort, skal have ret til rådgivning, blandt andet om alternativer til abort samt muligheder for økonomisk og social støtte.

Denne tidligere så afgørende kristendemokratiske mærkesag er åbenbart ikke særlig væsentlig hverken for landsformanden eller partiet. Derimod fastslår han i et interview med Kristeligt Dagblad, at partiet vil kæmpe for at få Store Bededag tilbage som fridag – af hensyn til familieperspektivet… Jeppe Hedaa og hustruen bor i Gentofte. De har tre børn, som alle er flyttet hjemmefra.