Vækkelsen på Hebriderne

Den skotske evangelist og prædikant Duncan Campbell var dybt involveret i den vækkelse, som foregik i årene 1949 til 1952 på den skotske ø Lewis, som er en del af Hebriderne. Artiklen fortæller om optakten til vækkelsen og om, hvad der skete de første ni timer, efter at Campbell ankom til øen.

Han gav talen for at ære Gud og inspirere os, men som øjenvidne til vækkelsen ønskede han også at dæmme op for fejlagtig information, som andre havde formidlet. Bl.a. sagde de ofte om Campbell, at han var den, som bragte vækkelsen til Hebriderne. Dette bedrøvede ham, for det var ikke rigtigt. I virkeligheden var det omvendt: Vækkelsen bragte ham til øerne.

Begyndte med bøn

I november 1949 fik to søstre, som boede sammen, en tilskyndelse til at begynde at bede om vækkelse. De hed Peggy og Christine Smith og var henholdsvis 82 og 84 år gamle. Den ene var stæreblind, og den anden krumbøjet af gigt. Men bede kunne de! De var nemlig blevet forfærdede over tilstanden i deres sognekirke. Bl.a. kom der slet ingen unge.

En dag under bønnen kom der et inspireret ord til dem fra Esajas 44:3: “For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land.” Så dette bibelord blev hovedtemaet for bønnen. En aften havde en af søstrene et syn, hvor hun så kirken fuldt pakket med unge mennesker – og en mærkelig mand stå på prædikestolen.

Synet gjorde så stærkt indtryk på hende, at søstrene sendte bud efter deres sognepræst. Og selvfølgelig ville han komme. Han kendte jo søstrene og vidste, at de havde et vidunderligt fællesskab med Gud. Søstrene fik overtalt præsten til at kalde kirkens ældste sammen, så de kunne være med til bede. Damerne foreslog så, at præsten og de andre kunne bede i en bestemt lade.

Deres beskedne hytte var nemlig ikke stor nok til at huse dem, og selv var de blevet for gamle til at gå ud. Brødrene indvilgede i at medvirke, og sådan blev bønneindsatsen forstærket. Tirsdag og fredag ville de bede om aftenen, samtidig med at søstrene bad derhjemme. Klokken 10 om aftenen startede de, og de blev ofte ved til ved tre-firetiden om natten.

Synet i laden

Bønnen fortsatte nogle uger, indtil noget forunderligt skete: En ung mand blev inspireret til at rejse sig og læse noget fra Salme 24: “Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted? Den, som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk. Han henter velsignelse hos Herren.”

Så lukkede den unge mand sin bibel og så på præsten og de andre, mens han sagde: “Det forekommer mig at være forkert at forvente, at vores bønner skal blive opfyldt, hvis ikke vi er i en ret relation til Gud”.

Derefter løftede han begge hænder og sagde: “Er mine hænder skyldfri – er mit hjerte rent”. Straks faldt han på knæ, væltede derefter om på gulvet og kom i trance. Duncan Campbell beretter, at præsten senere fortalte ham, at i dét øjeblik, blev de grebet af en stærk overbevisning om, at en vækkelse fra Gud altid er forbundet med hellighed og gudsfrygt.

Denne hændelse bevirkede, at en bevidsthed om Gud bredte sig i hele sognet. Den næste dag stod vævene stille, og på gårdene blev kun det mest nødvendige arbejde udført. I stedet blev mænd og kvinder grebet af tanker om de evige sandheder. Gud syntes at være til stede overalt.

Duncan Campbell inviteres

Derefter skrev præsten et brev til Duncan Campbell og bad ham komme i 10 dage for at assistere i vækkelsen. Desværre måtte han skrive tilbage, at han ikke kunne komme, for han var på en anden ø, hvor han var i færd med at tilrettelægge en stor konference. Forskellige talere var allerede blevet indbudt, og hotelværelser var blevet booket, for der ville komme folk helt fra England.

Tilfældet ville dog, at de var nødt til at aflyse eventen, hovedsagelig fordi turistforeningen havde nappet hotellet fra dem. Præsten havde imidlertid modtaget Campbells afslag og gik hen til de to ældre damer med det. Han læste brevet for dem, hvori der stod, hvorfor han ikke kunne komme.

Den ene søsters reaktion var, at det bare var noget, mennesker havde fundet på. Gud sagde noget andet, så Campbell skulle nok være på øen indenfor to uger. Hun vidste bare, at tingene nok skulle falde på plads.

Vækkelsen begynder

Så tingene faldt på plads, og der gik kun 10 dage, inden Duncan Campbell kom til øen Lewis med postbåden, hvor han så skulle være i 10 dage. Duncan Campbell skulle vise sig at være den mærkelige mand, som søstrene havde set i synet. På kajen blev han modtaget af præsten og to ældstebrødre. De ville ledsage ham til præstegården, så han kunne få noget at spise, for han måtte jo være træt efter den lange rejse.

Dog spurgte de Duncan Campbell, om han ganske kort kunne annoncere morgendagens møde, for de kom nemlig forbi kirken på vej til præstegården. Dette sagde han ja til. De ankom til kirken omkring kvart i ni om aftenen og så, at der var omkring 300 mennesker forsamlet. Campbell annoncerede mødet dagen efter og gav også en prædiken.

Det var et godt møde. Der var et vidunderligt Gudsnærvær, men der skete intet ud over det sædvanlige. Velsignelsen blev lyst, og omkring kvart i elleve begyndte folk at forlade kirken. Da Campbell gik ned ad midtergangen, kom en ung mand ham imøde og sagde til ham: “Intet er hændt denne aften, men Guds Ånd svæver over os, og han kan bryde igennem når som helst”.

Til sidst var alle ude af kirken undtagen Duncan Campbell og den unge mand. Nu løftede denne sine hænder mod Himmelen og bad: “Gud, du lovede at udgyde vand over den tørstige jord, men hvorfor gør du det ikke?”

Så bad han igen og igen, indtil han væltede ned på gulvet og gik i trance. I cirka fem minutter blev Campbell stående ved siden af den unge mand. Så åbnedes kirkedøren, og en mand kom ind og sagde: “Hr. Campbell, noget vidunderligt er sket. Vækkelsen er brudt ud. Vil De komme til døren og se”.

Udenfor var der forsamlet mellem seks og syv hundrede mennesker. Manden foreslog, at de skulle synge en salme. Så det gjorde de. De sang og sang, og midt i sangen kunne man høre angrende sjæle, som bad Gud om at vise dem nåde. Derefter gik flokken ind i kirken igen. Nu var klokken kvarter i tolv, og kirken var stuvende fuld. Folk blev ved med at komme fra byen og de omkringliggende landsbyer.

Hvis man havde spurgt dem, hvad der fik dem til at komme, ville de ikke have kunnet forklare det, men dette vidste de, at de var syndere, som fortjente Helvede, og at kirken var løsningen på deres problem. Den nat fejede Gud ind over egnen med Helligåndens kraft. Og det, der skete i Apostlenes Gerninger, skete nu i Barvas sogn på øen Lewis i Hebriderne.

Gud selv kaldte til møde

I den tætpakkede kirke var der også en gruppe på lidt over 100 unge mennesker. De havde været ude at danse og more sig, men da den unge mand havde bedt i kirken, faldt Guds Ånd over stedet, og de unge var flygtet derfra, som om stedet havde været hjemsøgt af pest. Og så var de gået mod kirken.

Klokken nærmede sig nu midnat, og Campbell masede sig vej gennem menneskemængden i midtergangen for at komme op på prædikestolen. Da han kom derop, fandt han en ung kvinde, som var kanditat fra Aberdeen Universitet, liggende udstrakt på gulvet. Hun havde også været med ved dansen og råbte nu: “Er der nåde for mig? Er der nåde for mig? Er der nåde for mig?”.

Mænd og kvinder fra området, som var gået i seng, rejste sig, klædte sig på og gik til kirken. De var blevet ledt derhen af Ånden. Ud over, at det under en gudstjeneste var blevet oplyst, at en vis mand skulle komme og holde møder i 10 dage, var der ikke blevet reklameret for mødet. Gud selv havde på en overnaturlig måde indkaldt til dette møde.

Hvor mange, der blev frelst på dette møde, er svært at sige, men mindst fem af de unge mænd, som var til stede den nat, gik senere på universitetet og blev præster i den Skotske Kirke.

Møde ved politistationen

Ved firetiden om morgenen besluttede lederne sig for forlade mødet og gå til præstegården. Lige da de forlod kirken, kom en ung mand dem imøde og sagde: “Hr. Campbell, jeg vil gerne have, at De går med til politistationen”. Han svarede: “Til politistationen! Jamen hvad er der dog galt?”

Den unge mand sagde: “Åh! Der er ikke noget galt, men der må være omkring 2-300 mennesker samlet omkring bygningen lige nu”. Den lokale politibetjent var nemlig en gudfrygtig mand, som også var tilstede ved mødet i kirken, men det vidste disse folk ikke. Hvad de imidlertid vidste var, at han og hans husstand var gudfrygtige mennesker, så derfor var de “spontant” søgt derhen.

I øvrigt boede de to ældre søstre, som havde bedt for vækkelse, i huset lige ved siden af. Der var også en flok, som kom kørende fra et sted, som lå næsten 10 kilometer borte. Hvordan de havde fundet ud af at komme lige præcis til politistationen, vidste Duncan Campbell ikke. Men efter at Gud på overnaturlig måde havde bragt denne gruppe sammen, havde én måske spurgt, om ikke de skulle tage til Barvas.

Sådan er vækkelse! Dette var Guds overnaturlige ledelse og hans svar på de bønner, som var blevet bedt. Campbell sagde ja til at gå med til politistationen. På vej derhen hørte de en ung mand i vejkanten råbe til Gud om nåde. De gik derover, og der så de flere andre unge mænd, som alle havde været med til dansen, men nu lå de der og råbte om nåde.

En mor lå bøjet over sin berusede søn og sagde: “Å, Willy, Å Willy, kommer du nu endelig til Gud.” Han var omkring 20 år og blev frelst den nat og uddannede sig senere til præst. Duncan Campbell beretter et andet sted, at da han kom til politistationen, så han noget, han aldrig vil glemme. Det var slet ikke nødvendigt at prædike, og der blev heller ikke sunget salmer. I stedet råbte folk til Gud om at vise dem nåde.

Der var bl.a. en gammel mand til stede. Han råbte: ”Åh, Gud, helvede er for godt til mig! Helvede er for godt for mig!” Dette var Helligånden, som overbeviste dem om deres synd! Og dom! Men også om retfærdigheden, som Gud ville tilregne dem! Campbell ankom til præstegården klokken tyve minutter over fem om morgenen.

Han havde kun været på øen Lewis i cirka ni timer, men allerede nu havde han været vidne til Guds mægtige indgriben. Vækkelsen havde nu fundet sit synlige udtryk, men den var begyndt allerede, da Helligånden begyndte at inspirere folk til i forventning at bede Gud om at gribe ind.

Det var slet ikke nødvendigt at prædike,
og der blev heller ikke sunget salmer.
I stedet råbte folk til Gud om at vise dem nåde.

Vækkelsen fortsætter

Duncan Campbell fortsætter i sin prædiken med at fortælle, hvordan vækkelsen videre bredte sig, men her forlader vi beretningen, for allerede nu er der sikkert sagt tilstrækkeligt til, at læseren har fået en fornemmelse af Guds storhed og hans evne til at gøre det umulige. Og måske læseren også selv har fået en længsel efter at bringe sit liv som et helligt offer til alteret – et offer, Guds vækkelsesild kan falde på!

Fakta om vækkelsen

• Der blev aldrig “kaldt frem” til frelse. Når folk fik en dyb overbevisning om deres synd og om den dom, der venter synderen, søgte de helt af sig selv Guds tilgivelse.

• I de mange måneder Duncan blev på øen, hørte han slet ikke tungetale. Der var heller ingen helbredelser. Dog blev det rapporteret at forskellige steder rystedes, og ting faldt på gulvet.

• Duncan Campbell skønner, at cirka 75% af alle omvendelser skete udenfor kirken, for Ånden var jo udgydt over hele området.

• Modstanden mod vækkelsen kom ikke fra verden men fra kirken. Disse kirker blev ikke berørt af vækkelsen. Fx forbigik vækkelsen fuldstændigt øens største by Stornoway, fordi præsterne dér prædikede imod den.

• De gejstlige modstandere var også meget forargede over, at Campbell kunne finde på at prædike i brune sko, når nu alle vidste, at de burde være sorte!