Fin renskrivning

Før det blev normalt at bruge computere i skolen, så lavede man en kladde først før den endelige renskrivning inden en skriftlig aflevering. Denne plade har samme fornemmelse.

Udover de 12 gode, fine sange, der var på den oprindelige Dominion udgivelse, så får man på denne deluxe-udgave ikke bare 5 ekstra, men de oprindelige sange er også rettet til og finpudset. Der er tilføjet flere backing vokaler og trommerne lyder anderledes. Om de er genindspillet eller bare mixet anderledes er jeg ikke sikker på. Og den “filmagtige undertitel” Day of Destiny er også blevet tilføjet udgivelsen.

Pladen følger den samme orden ift. rækkefølgen af de 12 sange fra “kladden”. Efter dem kommer så de 5 ekstra sange, der er lagt til; og de er ikke “bare fyld”, men er også klart værd at lytte til. Den første af de nye sange Crossfire (altså sang nummer 13), er en uptempo rock-sang med et stærkt, iørefaldende omkvæd.

Sang nr. 14: Psycho In My Head har en fed melodi, og er umiddelbart pladens bedste – ud af alle de 17 sange. Nogle kan måske få titlen galt i halsen. Sangen handler om indre kampe i tankerne. Måske syntes Skillet, at teksten var lidt for usædvanlig til at tage med på den første udgave af Dominion. God er den i hvert fald.

Sang nr. 15 er ikke helt ny. Finish Line var med på deres forrige album Victorious. Til denne udgave af sangen, har de inviteret en gæsteguitarist med, Adam Gontier, som har givet sangen en ekstra pift. De to sidste af de nye sange Unbreakable Soul og The Defiant, som også er denne plades sidste, kan måske godt efterlade en fornemmelse af bare at være fyld, men de er absolut ikke dårlige sange.

Hvis du er i tvivl om du skal købe deluxe-udgaven eller den almindelige for at spare lidt penge, så vil jeg anbefale dig at købe Day of Destiny, da der er en kæmpe forskel, og den er de ekstra kroner værd.

Kunstner: Skillet
Titel: Dominion: Day of Destiny
Genre: Hard Rock
Tilgængelighed: Itunes.dk – Pris: 129 kr.