Formen formidler i kirkens rum

”Skriften i munden. Stemme og krop i gudstjenesten” er skrevet af tidligere sognepræst og cand.phil. i retorik Helene Dam og Loa Bris, der er uddannet i litteraturhistorie og retorik. Der er tale om en håndbog for prædikanter og andre, der bruger stemmen i kirkens rum.

Og der er meget at lære, forstår man ud fra denne bog. Ganske vist gælder det, at prædikanten henter sit stof i Skriften og teologien. ”Men at udfolde det kræver en god taler”, fastslås det (s. 101).

Stemmepleje

Bogens første kapitel handler om kroppen, og hvordan man bedst muligt bruger sin stemme som instrument. Ud over den fysiologiske gennemgang er der gode råd og øvelser, der gavner stemmen og fx kan hjælpe en taler med at overvinde sin nervøsitet. Nogle af disse øvelser vil være velkendte for korsangere. Men der er også nyttige observationer om fx spejling, som går ud på, at kropssprog, holdning og følelser smitter og påvirker tilhørerens opfattelse af det, der siges.

En taler, som er anspændt, kan fx få den lyttende til at føle, at det strammer i halsmusklerne! Derfor lyder det gode råd til prædikanten: Tag styringen og signaler, at folk kan føle sig trygge (s. 31)

Synsindtrykket

I kapitlet om ”Gudstjeneste for øjet” kan man lære mere om, hvordan fx præstens kropsholdning og flowet i gudstjenesten kan påvirke udbyttet.
Her finder man også gode råd om øjenkontakt, mimik og påklædning, makeup mm.

Høreindtrykket

I kapitlet ”Gudstjeneste for øret” er der blandt andet fokus på forskellen mellem skriftligt og mundtligt sprog. Selv om prædikenen er nedskrevet, skal den ikke læses op. Derfor skal prædikanten vælge de ord, man typisk bruger i mundtligt sprog, fx ”derfor” i stedet for ”således”. Det er også vigtigt at undgå verbalsubstantiver, dvs. typisk ord, der ender på -else, -hed og -ning. Det er bedre at bruge aktive verber med et subjekt, så ”opstandelse” bliver erstattet med fx ”Kristus er opstanden”.

Der er også eksempler på nyttige sproglige virkemidler som billedsprog, gentagelser mm. Håndbogen indeholder mange nyttige oplysninger og gode råd. Personligt glæder jeg mig over, at der er fokus på kirkerummets betydning. For hvorfor hører man ofte de kedeligste prædikener i de største kirker? Faktisk kan man ikke holde den samme prædiken i forskellige kirker:

Et lille rum kræver et andet manus end et stort rum. I det lille rum kan man få flere detaljer med. Men i det store rum skal man anvende ”kortere meningsenheder og færre eksempler, fordi der skal være plads til, at ordene kan nå ud i rummet” (s. 99) God teologi fortjener en god formidling på alle parametre!

Helene Dam og Loa Bris:
Skriften i munden. Stemme og krop i gudstjenesten
128 sider. 229,95 kr.
Eksistensen