Gospelfestival pinsedag

Amager Gospelkor,

Fire gæstekor fra Norge, København og Randers og tre lokale gospelkor vil sætte pinsen i brand 1. pinsedag i Sønderjyllandshallen i form af den første gospelfestival med udenbys gæstekor.

Fåberg Gospelkor (Norge), Amager gospelkor (Kbh.), Oikos feat. DEVOZION (Kbh.) og Riverside Gospelchoir (Randers) er nogle af de gospelkor, som gæster Aabenraa 1. pinsedag i Sønderjyllandshallen fra 11.00-17.00.

– Aldrig før har så mange gospelkor været samlet på én gang til en gospelfestival i Aabenraa – og niveauet er tårnhøjt, forsikrer korleder Torben S. Callesen.

Initiativ fra Norge

Fåberg Gospelkor

Det hele startede med et opkald fra Jakob Paulsen, som til hverdag er korleder for Fåberg Gospelkor i nærheden af Oslo. Jakob er oprindeligt fra Aabenraa-egnen, og han ville gerne forbi sin hjemstavn med sit gospelkor under korets turné i Danmark. Lederen af Aabenraa GospelFamily takkede med det samme ’ja-tak’ til et samarbejde omkring en koncert 1. pinsedag, og derfra gik det hurtigt med tilmeldinger fra andre dygtige kor udefra.

Jakob Paulsens karriere inden for gospelkorledelse trækker i øvrigt spor helt tilbage til hans ungdomstid, hvor han ledte gospelkoret på ’Borgen’ KFUM i Aabenraa.

GospelFamily medvirker

Ud over gæstekorene optræder også GospelFamilys egne kor GospelRoots, GospelTeens og GospelOaks. Selvom Roots og Teens er i fuld gang med opførelserne af gospelmusicalen REVOLUTION, har de alligevel indarbejdet et nyt repertoire, hvoraf flere af sangene har premiere på dagen. For at give alle mulighed for at møde hinanden har Gospel-Oaks arrangeret buffet for de deltagende kormedlemmer og grillmad for publikum, som kan nydes i den store pause kl.13.00.

Billetter kan købes på Billetto.dk eller i døren for 100 kr.