Hvor gik pinsen hen?

SCMT (Studie Center for Menighedsbaseret Teologi) og Areopagos havde inviteret 100 kirkeledere fra hele landet på tværs af karismatiske kirkesamfund til seminar i Citykirken i Aarhus torsdag d. 11. maj. Agendaen var en samtale om de karismatiske kirkers udfordringer med at finde rum for Helligåndens frie arbejde, og hvordan man kan være levende kristne fællesskaber i det postsekulære samfund.

”Som menighed bekender vi, at: “Vi tror på Helligånden!” Vi beder: “Kom Helligånd”, og som kirke er vi Helligåndens fællesskab,” fortæller medarrangør Henrik Holmgaard, daglig leder af SCMT. Han havde hentet store kapaciteter ind til seminaret.

”Hvor forsvandt Helligånden hen,” spurgte en af hovedtalerne professor Amos Yong fra Fuller University I Californien, mens ph.d. og generalsekretær i Areopagos Silje Kvamme Bjørndal fra Oslo præsenterede potentialerne i det karismatiske kirkesyn.

”I Areopagos arbejder vi med trospraksis og spiritualitet og at lytte os ind på, hvad der bevæger sig i de forskellige kirkesamfund. Derfor er dette sted med repræsentanter fra så mange forskellige kirkesamfund et godt sted at blive klogere,” fortæller generalsekretæren.

”Hvordan kan vi møde den religiøse længsel i mennesker og finde sprog og mødepladser til at række ud til dem? Vi kan høre Gud allerede er på færde, men hvordan kan vi træde ind i Helligåndens arbejde,” spørger hun.

Åndens liv stivner

”I en sekulær tid er det vigtigt, at kirkens karismatiske identitet skaber en robust kristen trosudvikling. De karismatiske kirker er fx udfordret, når Åndens liv og ledelse reduceres i en ensidig performanceorienteret, programdrevet gudstjenestepraksis, eller hvis Åndens liv teoretiseres væk i stivnede liturgiske ord og former,” mener Henrik Holmgaard fra SCMT.

SCMT arbejder med at bevare et rigt og mangfoldigt udtryk i kirkens spiritualitet og trosudvikling gennem de karismatiske gaver. ”Vi leder efter Gud i det ekstraordinære. Hvad med at vi kigger efter ham i det ordinære,” fortæller en af deltagerne, Lasse Dybdal fra Fårevejle Frimenighed. Han er med for at få input til, hvordan man kan integrere og snakke mere om Helligånden, så folk forstår det. ”Det er ikke fordi nådegaverne spiller dårligt i vores menighed, men vi er altid i en åndelig udvikling og vil gerne blive “dygtigere” kristne – gerne helliggøres mere, og Ånden virker i alle,” fortæller han.

Er skriftlig kristendom mere troværdig?

Fire paneldeltagere konkretiserede perspektiver på karismatisk kirke og spiritualitet i dansk kirkeliv og fortalte stærke historier med eksempler fra deres liv som kirkeledere.

”Nådegaverne matcher nogle af de erfaringer, de nyåndelige miljøer har,” fortalte Ole Skjerbæk Madsen fra Bethlehemskirken og Areopagos med henvisning til de mange New Agere og andre religiøst søgende, han møder. ”Nådegaverne udfolder sig i samme rum som sakramenterne dåb og nadver. Nadveren viser hen til frelsen, og vi kan ikke modtage, hvad Kristus giver os i nadveren uden at rumme Helligåndens fylde. Derfor må åndsfornyelsesbevægelsen også fordybe sig i den åndelige traditions dybder.”

”Er mundtlighed mindre troværdig end skriftlighed,” spurgte Leif Petterson, der er forstander på Mariager Højskole, MOSAIK. ”Det bør ikke være hinandens modsætning, for det mundtlige skaber relation, og det skriftlige gør os abstrakte og nogle gange hovmodige og livsfjerne for det åndbare. Men skriftligheden er nødvendig for at skabe en reflekteret karismatisk kirke”.

Kristus arbejder overalt

”Ingen kan sige, Jesus er Herre undtagen ved Helligånden,” fortalte Ole Lundegaard, præst i baptistkirken Korskirken i Herlev. Han erkendte, at baptistkirken ofte har mest fokus på den 2. trosartikel om Jesus. ”Meget i verden er åndeligt, men ikke Helligåndeligt. Menigheden ledes af det ydre ord – Bibelen og det indre ord – Helligånden. Helligånden har et ansigt og en stemme i Kristus.” ”Det er rigtig vigtigt, at vi anerkender det, der er Gud hos den anden, selvom vi ikke selv kan identificere os med det,” mener Anders Michael Hansen, sognepræst i Karlslunde Strandkirke og repræsentant for Dansk Oase.

Han fortalte om stærke åndelige oplevelser hos mennesker, der sjældent kommer i kirke. ”For at være i mission må vi stoppe med at polarisere os og dæmonisere alt, vi selv mener, ikke er fra Kristus. Vi skal ikke bære Ånden på vores egne skuldre, for Skaberånden svæver over vandene, hvorhen den vil. Kristus møder mennesker med evangeliet på mange flere måder, end vi kan forestille os,” understreger han.

Ånd i faste strukturer

”Selvom vi ikke aktivt læser om Helligånden i Apostlenes Gerninger, er den til stede og virksom,” fortalte professor Amos Yong. ”Helligånden har ikke ændret sig af, at vi sidder i en postsekulær tid. Men vi har privatiseret og ”kirkeliseret” vores tro og taler derfor sjældent om Helligånden i det offentlige rum, selvom den vil gøre en stor forskel,” sagde han.

”Helligånden lever også i faste rammer,” udfordrede Silje Kvamme Bjørndal. ”Strukturerne skal tjene mennesker. Strukturen kan være et værktøj for Helligånden. Kirkerummet kan være et rum for Helligånden. Men vi lukker den ikke inde heri”.

”Vi har mulighed for at tage en åndelig selfie,” mente generalsekretæren. ”Helligånden vil aldrig lade dig blive i selfiens fortryllelse, men altid opmuntre dig til at vende kameraer udad mod verden og snurre perspektivet rundt. Ja, Gud skabte dig godt. Men derefter skal du vende perspektivet: Gå derfor ud i verden – som kirke – sammen. På den måde slipper vi fri fra at være fanget i os selv,” fortæller hun.