Sat på plads og allerede elsket
”Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud”, står der i Romerbrevet kap. 3 vers 23. Det er befriende. Alle har syndet. Alle! Jeg og alle er sat i samme bås. Det sætter fri, hvis altså vi vil tage Bibelens ord for pålydende.
Jeg hørte for nylig en nydansk kristen prædikant forklare, hvad han siger til dem, der vil være kristne fra Islam. Sammenfattet lød det ca. sådan her: ”Det dur ikke, at du bliver kristen, fordi du er træt af det iranske præstestyre og snærende bånd i dagligdagen i Teheran. Det dur ikke, at du forlader Islam for at slutte dig til de søde mennesker i Danmark.
Du er nødt til at blive klar over, at der er noget galt med dig selv. Noget, som kun Gud kan hjælpe dig med: Det, at du er en synder, der har brug for frelse. Der er ikke noget andet, som kan holde hele livet som baggrund for at skifte religion”. Jeg var glad for at høre en så klar kristen forkyndelse til søgende med muslimsk baggrund. Men hvad med alle os danskere, som er tilbøjelige til at blive sure over, at Bibelen påstår, at vi er syndere?
Hvis vi bliver sure over det, er det fordi vi ikke ved, hvor stort et begreb synd er. Vi tænker ofte på forkerte handlinger. Og vi sammenligner os med vore medmennesker. Og sammenlignet med dem føler vi, at vi i hvert fald ikke er værre. Måske endda bedre – for vi sammenligner som regel den dårligste udgave af andre med den bedste udgave af os selv.
Synd er mere dybtgående. Synden er bl.a. vores ulyst til at være helt i harmoni med Gud, og det har noget med både tanke, ord og handling at gøre. Jesus viser os tydeligt i bjergprædikenen (Matt. 5-7), at vi ikke kan blive syndfrie. I nogen grad kan vi styre vore handlinger, men Jesus sidestiller dårlige tanker og ord med dårlige handlinger.
Bare vi har haft tanken, er det ifølge Jesus, som hvis vi havde gjort handlingen. Fx ægteskabsbrud: Bare en begærlig tanke fælder os. Fx mord: Bare et vredt ord gør os skyldige overfor den himmelske domstol. Dertil kommer det syndige i at undlade konstant og positivt at gøre det gode – altså ikke bare at undlade at gøre det onde. Jesus runder det hele af på en fiks måde: ”Så vær I da fuldkomne, som jeres Himmelske Far er fuldkommen” (Mattæus 5,48). Det er tydeligt, at ingen kan stå syndfrie (eller bare gode) overfor Gud.
Vi skal ikke sammenligne os selv med andre syndere, men med vores Himmelske Far. Meningen var, at vi skulle leve i total harmoni med ham som i Edens Have før syndefaldet. Når vi opdager, at det er meningen, forstår vi, at vi er syndere. Når vi anerkender, at vi er syndere, som mangler herligheden fra Gud. Så er der ikke så meget at forhandle om, så er det bare ned på knæ. Og det er i den position, vi kan modtage tilgivelsen, livet, frelsen og freden fra Gud.
Jeg oplever det befriende, at jeg er sat på plads sammen med alle andre syndere. Og glæder mig over Bibelens forkyndelse af, at jeg alligevel er elsket – endda allerede elsket, inden jeg havde nærmet mig Gud (Rom. 5,8).
”Allerede elsket”, det havde gjort et stor indtryk på en konvertit, som blive døbt sammen med sin familie i Kolding Valgmenighed. Det fortalte han i sit vidnesbyrd forud for dåben. Og det gjorde også indtryk på alle os, som lyttede og senere var vidner til dåben: Allerede elsket! – Gud er god!
