Korsør Pinsekirke fejrer 100 år pinsedag

Den 28. maj 2023 fylder Korsør Pinsekirke 100 år.

At pinsekirken i Korsør har 100-års jubilæum på lige netop pinsedag 2023 må siges at være et af de smukkere sammentræf. Pinsekirkens historie begynder i princippet allerede den 15. oktober 1919, da cykelhandler Andreas Endersen kom til tro, og et langt og spændende liv i tjeneste for Gud begyndte.

Inden Anders Endersen kom til tro havde han et alkoholmisbrug, men da han en dag i oktober 1919 gik frem og tilbage i sin lejlighed på Tårnborgvej i Korsør med abstinenser efter to nætter på druk, oplevede han tre gange, at det bankede, og han hørte en stemme, der kaldte: ”Nu er det sidste gang, jeg kalder på dig.”

Anders Endersen blev både overrasket og rædselsslagen, og efter den oplevelse rørte han aldrig mere en dråbe spiritus, og det blev samtidig startskuddet til det, der fire år senere blev grundstenen til én af landets i dag ældste pinsekirker, Korsør Pinskekirke, der fylder 100 år pinsedag 2023.

Kirkebygningen på Tårnborgvej 14, der blev indviet den 6. juli 1924, godt et år efter menigheden blev dannet 28. maj 1923.

Begyndte i malerværksted

I starten af 1920’erene åbnede Andreas Endersen og hans kone Ellen deres hjem for kredsmøder, og den 28. maj 1923 blev Evangeliemenigheden i Korsør dannet af 43 mennesker, der var blevet grebet af den vækkelse, der gik over Korsør. Ved udgangen af 1923 var der 70 medlemmer i menigheden. Den unge menighed samledes i et tidligere malerværksted, indtil der blev bygget en kirkesal på Tårnborgvej 14 i 1924.

Den nuværende kirke på Tårnborgvej 96 og 98 stod færdig til indvielse den 4. februar 1979. Da Apostolsk Kirke kom til Danmark i 1924, og de fleste pinsemenigheder tilsluttede sig det nye kirkesamfund, blev Evangeliemenigheden i Korsør omdrejningspunktet for den resterende del af pinsevækkelsen. Andreas Endersen blev en af de mest fremtrædende skikkelser i den danske pinsevækkelse.

Dåb i Storebælt

Mange blev døbt i Storebælt i de kommende år efter Anders Endersen blev berørt, og i Evangeliebladet nr 2 1923 berettes det: ”Fra Korsør kan meddeles glædelige nyheder: Venneflokken står godt i én ånd og står overfor opførelse af forsamlingssal, der slutter sig til Skuespiller Anna Larsen-Bjørners Menighed.” Der er sket meget siden, og kendte navne i pinsekirkeregi kan knyttes til Pinsekirken Korsør gennem de næste 100 år, så som Lieberkind, Lydia og Derek Prince, Robert og Erna Conrad og mange flere.

De sidste 28 år har Preben Westh og hans hustru Maureen Westh været præstepar i kirken. I 2015 udgav menigheden bogen ’Pinsekirken i Korsør – en fortælling om mennesker og tro.’