Staten Israel fejrer 75 år
Israel fejrede sit 75-års jubilæum den 26. april med militær flyveopvisning, bibelkonkurrence, grillfester i parkerne og festtaler. Både præsident, statsminister og rabbinere mener, at Israel er et mirakel.
Israels uafhængighedsdag fejres årligt ifølge den hebraiske kalender på årsdagen for oprettelsen af staten Israel, på den femte dag i måneden iyar. I år faldt årsdagen den 26. april ifølge den vestlige kalender. Fejringen startede aftenen forinden ved solnedgang.
Angreb dagen efter uafhængighedserklæringen
Den 14. maj 1948 erklærede David Ben-Gurion, Israels første statsleder i næsten 2000 år, staten Israel for oprettet. Uafhængighedserklæringen blev oplæst i Tel Aviv. Allerede dagen efter blev den lille jødiske stat med godt 600.000 mennesker angrebet af Egypten, Jordan, Irak, Syrien og Libanon.
Det var som et mirakel, at staten overlevede. Den 15 måneder lange krig kostede mere end 6.000 israelere livet, før man i juli 1949 underskrev en våbenhvile. Flere krige fulgte. Mest kendt er Sinai-felttoget i 1956, Seksdageskrigen i 1967 og Yom kippur-krigen i 1973. Dertil kommer mindre felttog og intifadaer, som også har krævet mange israelske liv.
Siden 1860, da jøderne flyttede uden for Jerusalems mure (og startede en ”jødisk zionistisk aktivitet”), og frem til i dag, er 24.213 personer blevet dræbt i forsvaret af Israel. Sidste år døde 56 soldater.
Knap 10 millioner
Nu 75 år efter uafhængigheden nærmer Israels befolkning sig ti millioner, altså en 12-dobling siden 1948. Ifølge Statistisk Centralbureau er der nu 9.727.000 indbyggere. Bare det seneste år blev der født 183.000 babyer. Hele 28 procent af befolkningen er under 14 år. Af landets indbyggere er 73,5 procent jøder, 21 procent arabere og 5,5 procent andre.
For israelere og kristne verden over var det som opfyldelsen af både drømme og bibelske profetier, da staten Israel blev født. De henviste til Esajas 66,8:
”Hvem har nogen sinde oplevet, hvad I nu ser med egne øjne? Fødes en nation på en enkelt dag? Fødes et folk på et øjeblik? Men sådan føder Jerusalem. Pludselig får hun veer og føder straks sine børn.”
Rejst op af asken
”Lad os et øjeblik standse al støj, lad os se på det store under, som kaldes staten Israel. Hvor mange mirakler har vi som et folk opnået de seneste 75 år?” spurgte Israels statsminister Benjamin Netanyahu.
– Som et folk rejste vi os fra holocausts aske til genfødelse. Som et folk vandt Israel sine krige, absorberede millioner af immigranter, byggede en blomstrende økonomi og fik historiske fredsaftaler, udviklede byer og infrastruktur og opbyggede IDF med verdens bedste mandlige og kvindelige soldater.
– Der er stadig mirakler foran os, opnåelse af sikkerhed og styrkelse af vores økonomi, samt udvidelse af fredscirklen. Alle disse mirakler og flere til er mulige, når vi marcherer sammen, sagde Netanyahu ifølge Times of Israel.
Et moderne mirakel
Israels præsident, Isaac Herzog, pegede på, at jødefolket blev udvist fra landet for 2000 år siden og har overlevet mange vanskeligheder, før det endte med holocaust. Derefter vendte jøderne tilbage og etablerede en nationalstat. Der var få ressourcer, så man satsede på hjernen og kundskab, og i dag er Israel et levende demokrati med mange nyvindinger.
Herzog citerede Bibelens ord fra Zakarias 4, 7: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd!” Præsidenten talte ved åbningen af Jerusalem Posts årlige konference, som blev afholdt i samarbejde med Museum of Tolerance Jerusalem.
Israel er blevet kendt for alt fra avancerede vandingsanlæg og jordbrug til ny medicin, raketter og avanceret datateknologi, som eksporteres til store dele af verden. For nogle minder det om profetien i Esajas 27, 6: ”Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.”
–Vi er her for at takke Gud for det utrolige mirakel, som kaldes staten Israel og er en verdensleder på alle områder. Vi ser, at profetierne opfyldes. Vi ser, at folket samles i Israels land. Dette er vor anledning til at sige tak. Vi takker dig, Gud, sagde israeldirektør og rabbiner Avi Berman i Orthodox Union under sin tale i Liberty Bell Park i Jerusalem. Vicepræsidenten i Orthodox Union kaldte Israel et ”mirakel i vor tid” og sagde, at det er en gave at være i Eretz (landet Israel).
En folkefest
Det jødiske folk forstår at sætte pris på deres gamle land. I Israel markeres uafhængighedsdagen med en sammenkomst for soldater, som får overrakt medaljer fra præsident Isaac Herzog, og en bibelkonkurrence på Sherover-teateret i Jerusalem. Midt på dagen var der flyveopvisning med næsten alt det, Israel kan vise af militær magt. Også Floridas guvernør, Ron DeSantis, holdt tale under Jerusalem Posts konference.
Militæropvisning
Mange mennesker stod på tagene for at se krigsflyene. USAs mest moderne jagerfly af typen F35, som Israel også har købt, fløj så lavt over redaktionens tag, at man følte suget fra den frygtindgydende kraft langt ind i brystet. Israels flyvevåben angriber stadig terrormål i Syrien, ligesom de træner for at kunne forsvare staten mod et atomangreb fra Iran.
Langs kysten viste Israel marineskibene frem. Israel har også ubåde, som skjuler sig i dybe havområder. Militæropvisningen er også en opvisning til skræk og advarsel for de urolige lande ved Middelhavet, Det Røde Hav, Den Persiske Golf og Det Arabiske Hav.
Profetisk og zionistisk
Ron DeSantis, som både er guvernør i Florida og kristen Israel-ven, formodes at stille op til nominering som republikansk præsidentkandidat. Under en pressekonference spurgte Joel Rosenberg i ”All Israel News”, hvordan DeSantis som kristen ser på Israel 75-års jubilæum:
–Er dette profetisk, bibelsk eller god solid zionisme eller begge deler?
– Jeg mener, det er begge dele. Du kan studere Bibelen i Amerika, og det er inspirerende, men når du kommer hertil, kan man se, hvad der sker her…. Man ser, at det er flere tusinde års forbindelse mellem det jødiske folk og landet Israel. I den moderne debat er der nogle, der lader som om jøderne bare fandt på, at de skulle komme her og kræve en stat. Nej, de blev bortvist og spredt med magt, men det er her, det jødiske folk blev født for tusinder af år siden. Det er meget betydningsfuldt. Dette 75-årsjubilæum er virkelig en rekonstruktion af den jødiske stat Israel. Det er noget, vi bør være stolte over, fastslog Ron DeSantis.
Florida-guvernøren har selv besøgt Israel flere gange. Han fortæller en historie fra Genesaretsøen, som illustrerer hans begejstring for Bibelens land.
–Jeg og min kone Casey besøgte Israel for anden gang. Vi havde ikke barn endnu, men min kone fyldte en flaske med vand fra Genesaretsøen, så vi kunne bruge vandet fra Israel til at døbe vore børn i, når de kom. Vor første datter blev født i 2016, og hun blev døbt i vandet. Vor søn blev født i 2018. Jeg stillede op til guvernørvalget, og vi ventede med dåben, til jeg blev taget i ed i januar 2019. Men flasken stod i guvernørboligen, og rengøringsfolkene havde hældt vandet ud af den halvfulde flaske. Senere var jeg så i en synagoge i USA, hvor jeg fortalte, at vi ikke havde mere vand fra Genesaretsøen. I løbet af 24 timer var der folk i Israel, som sendte en smuk glaskrukke med vand fra Genesaretsøen. Vi døbte så vort tredje barn i det vand.
–Hvilket andet land i hele verden har en sådan historie? Det finder du ikke. Historien og forbindelsen kan ikke sammenlignes. Det er en af årsagerne til, at jeg som kongresmand tog til orde for at flytte vor ambassade til Jerusalem, sagde Floridas guvernør Ron DeSantis.
Takker for miraklet
– Genfødelsen af Israel er intet mindre end et moderne mirakel. Jeg takker jer for det, sagde Kevin McCarthy, som er talsmand i Repræsentantenes hus i USA.
Han talte i Knesset den 1. maj, skrev Israel National News.
– Amerika er taknemlig for sit venskab med Israel. Vi er en bedre nation på grund af dette og må aldrig undslå at forsvare Israel, sagde McCarthy, som også besøgte Vestmuren.