Bibelcamping nummer 40 på Sarons Slette i Gatten
Lørdag 24. juni begynder årets bibelcamping på Sarons Slette i Gatten ved Farsø i Nordjylland.
Bibelcamping på Sarons Slette i Gatten i Nordjylland kan i år fejre 40-års jubilæum. Bibelcampingen strækker sig over en uge, og der er stor tilslutning allerede, fortæller Poul Thomsen, der sammen med sin kone Oda Thomsen er ansvarlig for campingen.
Udover Poul Thomsen og hans hustru medvirker mange frivillige og ligeledes et nyt lederpar, Birgitte og Bo Steffensen, der er valgt som afløsere for de mange opgaver, der finder sted på Sarons Slette året igennem. Alle er velkomne til at deltage i møderne på bibelcampingen, der løber af stablen 24.-30. juni.
Nødhjælp til Østeuropa
Det var Poul Thomsen, der i begyndelsen af 1980’erne var initiativtager til den første bibelcamping på sin landbrugsjord over for Himmerland Golf Center. Elsie og Poul Thomsen omlagde deres landbrugsejendom til nødhjælpscenteret Sarons Slette, hvorfra der lige siden er udsendt nødhjælp til Østeuropa, især Ukraine og Moldavien.
Gennem årene er der blevet leveret over 180 lastvogne fyldt med bl.a. genbrugstøj, skolemøbler, fodtøj, generatorer, senge og legetøj. Så sent som 16. juni 2023 blev en fuld lastbil sendt af sted til Moldavien. Sarons Slette var via samarbejdskirker i Moldavien også involveret i nødhjælp til Tyrkiet i forbindelse med det store jordskælv tidligere i år.