Dåbens nåde

Om ”gen-dåb” af en barnedøbt tænker nogle, at det er ringeagt af Guds handling i barnedåben, som de betragter som en fuldgyldig dåb. Andre tænker om barnedåben, at det ikke er en rigtig dåb, fordi den ikke er en ”troendes dåb”. Men alle er vist enige om, at dåben er fuld af nåde.

For nogen tid siden havde jeg en samtale med en frikirkeleder, hvor vi begge måtte le. Frikirkelederen fortalte om første gang, han var på besøg i sin kommende kones folkekirkelige hjem. Over-frimodigt havde han fortalt om sit syn på barnedåb. Han havde udtalt sig så klart negativt, at da han cyklede hjem, troede han, at forholdet ville blive afsluttet. Det blev det ikke. Derimod fik han et virkeligt godt forhold til svigerfamilien – også selvom hans kone senere lod sig døbe med troendes dåb i frikirken.

Jeg har oplevet barnedøbte, som følte, at de havde brug for at blive døbt igen. De var måske vokset op uden nogen form for kristen trospraksis, og konfirmationen (hvis den havde fundet sted) havde ikke gjort noget særligt indtryk på dem. På et senere tidspunkt havde troen fået stor betydning. Det havde medført et ønske om at blive døbt igen for at få en markering med offentlig bekendelse.

I den situation har jeg anbefalet konfirmation evt. gen-konfirmation. Konfirmation er en bekræftelse, som kan gentages så mange gange, det måtte føles nødvendigt. Selvom jeg ikke går ind for det, er det svært at se, at ”gen-dåb” skulle være en stor synd. Det skyldes, at jeg har set, hvordan Gud har brugt mennesker og givet dem tjenestegaver og nådegaver – selvom de var døbt både som barn og voksen.

Men det skyldes også en samtale med en fortvivlet far, som jeg førte for mange år siden. Han fortalte med sorg i stemmen, at en af hans døtre var blevet gendøbt. Jeg kendte datteren og vidste, at Gud brugte hende som sit redskab. Men hvordan skulle jeg trøste hendes far? Jeg spurgte: Hvordan er det med dine andre børn, følger de Jesus lige så ivrigt som NN gør?

Han svarede tøvende: Neeej, det gør de vist ikke, men de er i hvert tilfælde ikke blevet gendøbt!

– Jeg talte igen med ham senere. Han var ikke så fortvivlet længere. Jeg tror, han havde indset, at det vigtigste spørgsmål ikke handler om ”gen-dåb”, men om at følge Jesus, tro på ham og være hans discipel. Men skal man så bekymre sig – evt. fortvivle – i angst for om ens voksne børn er personligt troende Jesus-efterfølgere?

Man skal ikke fortvivle, selvom det naturligvis er et højt ønske, man som troende forældre har – både for de voksne børns egen skyld og for deres børns skyld. Vi vil gerne se vores børnebørn vokse op med troen.

– Man skal elske sine børn (og børnebørn) betingelsesløst og undervise dem og vejlede dem så længe, det giver mening. Men man skal også give slip. Bekymring og fortvivlelse kan skabe en krampagtighed, som ikke gør gavn. Fra Indre Missionsk side har jeg hørt denne gode talemåde: ”Det gælder om at blive bevaret i eller finde tilbage til sin dåbs nåde…” At bede om det både for sine børn og børnebørn uanset om de er barnedøbt eller døbt med troendes dåb, mener jeg er en rigtig god idé.

– Og vi kan også bede om det for os selv: Herre, bevar mig i min dåbs nåde!