Fremtiden for retten til livet

Pastor Em. Svend Aage Nielsen, forfatter
Lars Murersvej 8,
Vedersø Klit

Regeringen fortsætter ligeså ansvarsløst som den begyndte – med brud på Grundlovens §4 om ’som sådan’ at understøtte folkekirken. Den fortsætter med at bryde både Atlantpagten og FN-pagten, som underdanig under USA’s brud med disse pagter. Den viste intet ansvar på 50-årsdagen for folketingets vedtagelse af loven om såkaldt fri abort.

Såkaldt, fordi den ikke var/er fri for vordende medmennesker – i deres livs første fase. Regeringen foreslog ikke, at nu skal lovgivningen være sandfærdig, men at nu skal 15-18-årige have lov til at få abort uden forældres medviden. ”Sex og samfund” jublede. Andre fandt det forstemmende med denne ”frihed” – fra sine forældre.

Statsministeren viste ingen anger over at reducere et foster til blot en del af kvindens krop – trods Etisk Råds ord om, at fosteret har sin egen krop. Udenrigsministeren, der har erkendt, at vi er i en demografi-krise”, viste ingen tegn på, at han med forslaget medvirkede til at forværre den. Regeringens tre partier har i 50 år set passivt ser til, at hvert år har mindst 12.000 fostre ikke fået ret til livet. Når der har været voldtægt eller fare for moderens liv – har abort været berettiget. Som loven er på Færøerne.

I løbet af de 50 år er der blevet stille om Kim Larsens sang – ”det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri…. Men historien om, at det var godt, at ”fodboldambassadøren Michael Laudrup” blev født, før aborten, den blev fri, er kendt i offentligheden. Da hans mor kun var 16, da hun ventede ham, sendte hendes mor sin mand på gaden for ”at finde en adresse” til fosterdrab.

Han fandt ingen, men fik en samtale med sin gravide datter om, at det kunne blive det eneste barn, hun blev forundt at føde – kun derved blev hans liv reddet, Tak, far, Finn Laudrup. Her i Vestjylland kender vi de markante navne – I. C. Christensen og Kaj Munk. I. C. Christensen fremhævede, at et retssamfund må bygge på De ti Bud, men det svigtes på det groveste af regeringen.

Det samme gælder de holdninger om retten til livet, som Kaj Munk fremførte. Tilmed har vi et par markante vestjyder mere, der vidner om den respekt for vordende liv, som er blevet lagt for hån og had i det sidste 50 år. I Bjarne Nielsen Brovsts bog ”Lise Munk” i 8. oplag, 1992 udtaler hun side 77-78: ”Havde jeg ventet min søn Helge i disse år…, ville det … have medført et råd om abort.

Det er forfærdeligt at tænke på. Det er vejen til Hitler! Minder og KZ-lejrene, hvor de med ”fejl” blev sendt hen.” (I stedet har Helge fået en grav på Vedersø kirkegård ved siden af sin fars, hvorom Lise har sagt, at ”dér skulle ikke gøres forskel” – hvilket prisværdigt minde om hende og Helge.)

Vi er i 125-året for Kaj Munks fødsel. Da hans 100-års fødselsdag blev markeret i Toreby Kirke på Lolland, blev det en stor forsoningsgudstjeneste mellem den tyske kulturattaché Boris Ruge og familien Munk. Da Arne Munk skulle prædike over Jesu ord: ”Lad de små børn komme til mig…” kom han til at nævne dobbeltmoralen i folketinget som følger: ”Fy, fy siger de, ”I må ikke slå børn, men I må gerne slå den ihjel…”

Lad os besinde os på, at vi ikke bare af navn, som i regeringsgrundlaget, men af gavn skal være et kristent folk, der respekterer De ti Bud for alle – i alle faser af deres liv. Lad os respektere enhver kvindes frihed til rettidigt at bestemme, om hun vil samtykke i mulig graviditet. Lad os understrege mandens rettidige ansvar for ikke snart derefter at løbe fra sit medansvar.