”Håb for Indien”

Generalsekretær i Open Doors, Jens Kristian Lund Jensen, bød velkommen til mødet. Hovedtaleren var en indisk kristen. Sammen gav de to et stærkt og rørende indblik i nogle af forfølgelserne i Indien.

40 mennesker ventede spændt på at høre budskabet fra den gæstetaler, som skulle fortælle om forfølgelse af kristne i Indien. Jens Kristian Lund Jensen fortalte, at han for nylig havde besøgt Indien. Han blev fascineret over det, han fik at se, men samtidig følte han sig nedtrykt og udfordret af de mange barske historier om forfølgelser af kristne.

Én kristen er en majoritet

– Hvorfor har vi valgt denne overskrift (Håb for Indien)?, spurgte generalsekretæren og svarede selv:

– Til trods for de tragiske historier er der altid håb, når vi tror på Kristus. Vi hører om kirker, som bliver nedbrændt eller udsat for hærværk, mennesker, som bliver slået, fordrevet eller ligefrem slået ihjel på grund af deres tro. Men uanset, hvor alene vi kan føle os i vores lidelser, er der håb i Kristus. Den berømte Brother Andrew (”Guds smugler”) sagde det sådan: ”Vi er ikke en minoritet. For sammen med Jesus er selv én enkelt kristen en majoritet.”

Og dermed startede mødet med en grundtone af håb.

Jeg er i Herrens hænder

Mødelederen, Emil Tang, fra Vor Frelsers Kirke indledte med at sige, at han havde haft svært ved at vælge en sang, der kunne passe som indledning til et møde om lidelse og forfølgelse. Men han havde truffet det allerbedste valg med sangen: ”Jeg er i Herrens hænder”. Den tillid, som udtrykkes i sangen, kom til at præge hele aftenen.

”Safranisering” i Indien

Gæstetaleren fra Indien, hvis rigtige navn vi af sikkerhedshensyn ikke nævner her, indledte med at sige, at Indien på ti år er steget 16 trin på listen over de lande, hvor kristne forfølges mest. På Open Doors’ verdensrangliste var Indien nr. 27 i 2014, men nu i 2023 er landet nr. 11. Det skyldes, at det radikale hinduparti fik regeringsmagten i 2014.

Denne regering har som sit erklærede mål at ‘safranisere’ landet. Farven safran, der opfattes som hinduernes farve, findes i det trefarvede indiske flag. Derfor har man med fuldt overlæg sat safran-flag op langs vejene, især på de steder, hvor minoriteterne samles til gudstjenester. Folketællingen i 2011 viste, at der var 2,3% kristne i Indien. Den seneste optælling viser omkring 7%, og det er sandsynligvis årsagen til, at der nu foregår stadig mere forfølgelse.

I det seneste år blev over 440.000 mennesker udsat for voldelige forfølgelser, og over 14 kristne præster er blevet dræbt. Næsten 20.000 NGO’er, som har hjulpet fattige og lidende gennem årtier, er blevet nedlagt. NGO’en World Visions kapital er blevet tilbageholdt bureaukratisk i over seks måneder. Det vanskeliggør arbejdet med deres projekter, og de næsten 70.000 ansatte får ikke udbetalt deres løn.

Selv om Indien ifølge grundloven har trosfrihed, findes der ”anti-konverteringslove i 11 delstater. Det indebærer, at man i teorien selv må vælge sin religion, men det er ulovligt at ændre sin religion. En anden bevægelse, ‘Ghar Wapsi’ (kom hjem, red.), går målrettet efter konverterede hinduer. Først prøver bevægelsen at lokke de konverterede, derefter truer de alle de tidligere hinduer for at få dem til at vende tilbage til hinduismen. Det ender ofte både brutalt og voldeligt, hvis personen nægter at adlyde.

Den siddende regering gør alt for at indoktrinere de yngre generationer med budskabet om, at Indien er en hindunation. Den kristne historie er blevet fjernet fra skolebøgerne, så børnene lærer ikke noget om, hvad de kristne missionærer og troen har betydet for Indien i tidens løb. Både undervisningsministeren og alle andre i uddannelsessystemet er medlemmer af det radikale hinduparti.

Selv om både muslimer og kristne er minoriteter i Indien, bliver de kristne mest forfulgt, fordi de ikke hævner sig, når de forfølges for deres tro.

Som om det ikke er galt nok, at kirker bliver ødelagt og nebrændt, gives der heller ikke tilladelse til at bygge af nye kirker, så det er svært for de nye menigheder at samles. Men der er mange husmenigheder, for det at have en kirkebygning er ikke det vigtigste. – Hvis der ikke er en bygning, mødes vi under åben himmel, sagde den indiske gæstetaler.

To stærke vidnesbyrd om kristne under angreb

Mukesh (dæknavn) led af en kronisk sygdom, som lægerne ikke kunne kurere. En nabo foreslog ham af tage hen til den lokale præst for at få forbøn. Mukesh gik derfor for første gang i sit liv ind i en kirke, bad om forbøn og blev helbredt. Derefter sagde han, at han var kommet til tro på Jesus. Da han kom hjem, bad han for sin hustru, som også blev helbredt. Han bad så for hele sin familie, og de oplevede alle at blive berørt af Herren.

Snart var der andre syge, som begyndte at komme til hans hjem for at få forbøn. Men da flere og flere fra landsbyen samledes til bøn i hans hus, blev han selv et mål for de lokale hinduers vrede. En dag omringede de huset, bankede ham til døde og smed liget i en dam. En mand fra landsbyen så den livløse krop flyde i vandet, så han bar ham hjem til familien.

Mukesh’ 13-årige datter lagde hænderne på hans fødder og bad: ”Herre, min far bad om, at mennesker måtte blive helbredt i dit navn, og du har helbredt mange gennem hans hænder. Nu lægger jeg hænderne på ham og beder dig helbrede ham.” Så begyndte mandens livløse krop at bevæge sig, og han blev bragt til hospitalet, hvor han fik behandling i to måneder. Da han endelig kom hjem, var hans ryg blevet krum på grund af kvæstelserne.

Open Doors mødte Mukesh seks måneder senere, hvor han boede i en anden landsby.

– Vi spurgte ham, hvad vi skulle bede for. Han svarede: ”Det ser skrækkeligt ud, at jeg lægger hænderne på folk og beder for de syge, mens min egen ryg er så forkrøblet af mine kvæstelser! Bed om, at min ryg må blive lige igen, så jeg kan stå op og bede for folk.”

Efter forbønnen blev Mukesh helbredt. Open Doors har nu hjulpet ham med at starte en lille kiosk, så han kan få en indtægt. Mahima (dæknavn) havde sikh-baggrund. Både hun selv og familien kom til tro på Jesus og begyndte at komme i en lokal menighed. På en meget varm dag kørte præsten familien hjem, og Mahima gik ind i et sikh-tempel for at hente en flaske med koldt vand til præsten.

Med det samme blev hun angrebet af en sikh-mand, som sagde: ”Du er blevet kristen. Hvor vover du at komme ind i vores tempel og gøre det urent.” Manden begyndte at slå hende. Han begik også seksuelle overgreb på hende, så hun besvimede. Mahima blev bragt til hospitalet, hvor hun blev behandlet for både fysiske skader og psykiske traumer.

Hver gang nogen spurgte ind til, hvad hun havde været udsat for, genoplevede hun den smertelige hændelse, og hun spiste ikke noget i dagevis. Nogle måneder senere besøgte Open Doors hende og spurgte, om hun havde noget, hun ville sige. Det eneste, hun sagde, var: ”Jeg har en sang”. Så bøjede hun hovedet og sang en ganske kort lovsang til Jesus.

Midt i alle lidelserne var hun i stand til at synge lovsang. Alle i rummet måtte græde, da de hørte det. Folk som hende giver håb for Indien midt i forfølgelserne.

”Jeg har besluttet at følge Jesus”

Gæstetaleren sluttede med at fortælle historien bag sangen ‘I Have Decided to Follow Jesus’ (Jeg har besluttet at følge Jesus), som stammer fra Indien. Teksten er de sidste ord, som blev sagt af en mand fra det nordøstlige Indien, før han selv og hans familie døde som martyrer for deres tro. For ca. 150 år siden boede der i dette område en stamme, der var kendt som primitive og aggressive hovedjægere.

Manden og hans familie konverterede til kristendommen under indflydelse af missionærer, som ankom efter den walisiske vækkelse. Gennem denne mands vidnesbyrd kom mange i landsbyen til tro på Jesus. Stammens leder var vred, så han beordrede hele landsbyen samlet, og manden fik valget mellem at fornægte sin tro eller blive dræbt. Men han svarede bare: “Jeg har besluttet at følge Jesus.”

Den rasende stammeleder beordrede, at mandens to børn skulle dræbes. Så spurgte han igen: “Vil du afsværge din tro?” Manden svarede: “Selv om ingen andre gør det, vil jeg følge ham.” Chefen beordrede, at mandens hustru skulle dræbes. Så sagde han: “Du får en sidste chance for at fornægte din tro og redde livet. Så svarede manden med disse uforglemmelige ord:

“Korset er foran mig, og verden bag mig. Ingen vej tilbage.” Derefter blev han også dræbt. Stammelederen blev så rørt over mandens tro, at han, på trods af netop at have fået ham henrettet, spontant erklærede: “Jeg tilhører også Jesus Kristus”. Hele landsbyen fulgte herefter lederens eksempel og tog imod Kristus.

Sangen ‘I Have Decided to Follow Jesus’ kommer fra Garo-folket i det nordøstlige Indien, som stadig har landets største procentdel af kristne. Aftenen i Vejle sluttede med, at alle – dybt berørte – sang ”I Have Decided to Follow Jesus. No turning back. No turning back (Ingen vej tilbage)”.