Hans Berntsen holder forbønsmøder på Facebook
Hans Berntsen har i mere end 35 år rejst Danmark rundt og prædiket om Jesus og bedt for syge. De senere år har han skruet ned for rejseaktiviteten, men holder til gengæld ugentlige møder på Facebook.
Hans Berntsen er kendt af mange i Danmark på grund af sit mangeårige virke som forkynder og forbeder. Utroligt mange mennesker har på den måde mødt Hans Berntsen og hørt hans forkyndelse, og mange mennesker har oplevet helbredelse i forbindelse med Hans Berntsens møder. Ofte har han også fundet vej til både lokale og landsdækkende medier med sit budskab om Jesus og budskabet om, at Gud kan helbrede alle sygdomme.
Under coronapandemien blev Hans Berentsen som alle andre imidlertid forhindret i at holde store møder. Han begyndte derfor at holde møder online på Facebook. ”Det har vist sig at være en fantastisk måde at nå ud med evangeliet på. Nok var kirkene lukkede, men himlens sluser var stadig åbne,” siger Hans Berntsen med et smil.
Over 2.500 følger med
Coronanedlukninger er lykkeligvis fortid i Danmark, men Hans Berntsen er blevet så begejstret for mulighederne på Facebook, at han har fortsat sine møder der og til gengæld skruet ned for rejseaktiviteterne. Rent praktisk foregår facebookmøderne ved, at Hans Berntsen reklamerer på sin egen facebookside dagen før et møde. Herefter kan folk indsende bedeemner, som han så vil bede for dagen efter i forbindelse med onlinemødet.
Selve mødet, som foregår langt de fleste lørdage, sender han live på Facebook. ”Det er en meget enkel måde at nå ud til mennesker med evangeliet på. De sidste par møder er nået ud til over 2.500 mennesker hver,” fortæller Hans Berntsen.
En god mulighed
Udover selve forbønsmøderne bruger Hans Berntsen også Facebook til at dele vidnesbyrd fra mennesker, der er blevet helbredt. I det hele taget er Hans Berntsen begejstret for muligheden for at nå så langt ud med budskabet, som man kan på de sociale medier.
”Formidlingen af evangeliet kan foregå lige så fint online som til et klassisk møde, og jeg når helt sikkert ud til nogle, som jeg ellers ikke ville nå, hvis det var foregået inde i kirken – men selvfølgelig har vi som kristne også brug for et fysisk fællesskab,” siger Hans Berntsen.
Bygget op som almindelige møder
Ved det seneste forbønsmøde på Hans Berntsens facebookside blev der indsendt mere end 120 bedeemner på forhånd, og Hans Berntsen beder for dem alle. ”Jeg beder for alle dem, der sender et bedeemne ind, men jeg læser ikke hele beskeden op, jeg nøjes med at nævne navn og emne. Ellers bliver det for langt,” siger Hans Berntsen.
Selve mødet er bygget op på samme måde, som Hans Berntsen altid har gjort. ”Jeg begynder altid med at forkynde evangeliet. Det er det vigtigste. Jeg forkynder det helt grundlæggende: At vi skal tro på Jesus. Han er den eneste vej og den eneste kanal. Der findes ingen vej til Gud og hans løfter uden gennem Jesus. Derefter går jeg så i gang med at bede for folk,” fortæller Hans Berntsen, der har fået mange tilbagemeldinger fra mennesker, der har fået hjælp via forbønnen på Facebook.
Til møderne opfordrer Hans Berntsen desuden alle dem, der ser med, til også selv at bede med og bede om helbredelse for sig selv.
To blev døbt efter møde på Facebook
Hvis man selv skulle få lyst til at følge med, skal man bare kigge forbi Hans Berntsens facebookside. Der er møder de fleste lørdage kl. 14, og kan man ikke være med kl. 14, ligger videoen på siden bagefter, så man altid kan se den. Ifølge Hans Berntsen er der masser af eksempler på, at Gud også virker gennem møderne på Facebook.
”Det er ikke så længe siden, jeg døbte to mennesker, som er kommet til tro via møderne på Facebook, så der er ingen tvivl om, at Gud også virker der,” siger Hans Berntsen. Hans Berntsen er ikke stoppet helt med at rejse rundt, men har for tiden kun omkring et enkelt møde om måneden.
”Det nye er, at der til de fysiske møder altid møder nogle op, som har hørt om arrangementet, fordi jeg har fortalt om det på Facebook,” siger Hans Berntsen.