Hvordan får Helligånden magt i mit liv?

-Jeg tror, at mange kristne oplever pinsen og Helligånden med stor usikkerhed, ligesom jeg. Kunne du prøve at forklare de væsentligste ting om Helligånden. Og i særdeleshed hvordan han virker, skriver en kvinde, der søger mere fra Gud.

Kære Orla Lindskov

Jeg mener, at du i din sidste Brevkasse svarede en kvinde, som havde problemer med at finde sin egen indgang til pinsen.
Hun havde problemer med, hvorfor pinsen havde så lidt virkning i hendes liv. Hun var også i tvivl, om hendes tungetale var ægte. Jeg føler, at hun også længtes efter ægte fællesskab med menneskene omkring sig. Længtes efter oprigtighed og kærlighed. Sådan har jeg det også.

Så er det, jeg mener, at hvor Guds Ånd får magt, der drives det ud af vores liv, som hindrer os mennesker i at finde hinanden i oprigtighed og god vilje. Var Helligånden ikke netop, at Gud kom ned til os her på jorden. Han kom ind i det liv, vi lever her i verden gennem Jesus Kristus. Han skulle virke på os, før det blev for sent.

Jesus skulle virke ind i vores liv og forandre det. Jeg mener, at den tvivlende kvinde i din forrige Brevkasse havde netop et problem med at finde en indgang til Helligånden. Hendes spørgsmål var nok: Hvordan får jeg denne Ånd?

Det spørgsmål har jeg faktisk også, må jeg ærligt indrømme. Ja, jeg tror, at mange andre kristne oplever pinsen og Helligånden med stor usikkerhed, ligesom jeg.
Kunne du prøve at forklare for mig og også nok for en del andre de væsentligste ting om Helligånden. Og i særdeleshed, hvordan han virker. Han betegnes jo vist nok som en ”han.”

Jeg tror, at mange ville blive glade for at høre mere om Helligånden. Jeg vil i hvert fald.

Kh.
En kvinde, der søger mere fra Gud.

Søg Gud gennem bøn i Jesu navn

Jeg vil efter bedste evne forsøge at give dig mere viden om Helligånden. Men da alt om Helligånden udgår fra Jesus, så vil jeg tage mit udgangspunkt hos Jesus:

Lad mig starte med, at Jesus før sin død sagde, at han ikke ville forblive ene. Han ville falde til jorden og dø som et hvedekorn. Det ville ske, for at hans liv kunne komme til mange. Hans begrænsede, jordiske legeme skulle nedbrydes, for at han som Ånden kunne leve i mange mennesker. Også i dig og mig i dag. Jesus gik frivilligt i døden, for at det ord kunne opfyldes: ”Jeg i jer.”

Efter sin død var Jesus ikke mere i denne Verden i synlig legemlig skikkelse. Men der var en gruppe mennesker, der som de første havde modtaget og var blevet fyldt af hans Ånd. Han havde taget bolig i dem. Det var i første omgang hans disciple og kvinderne omkring ham. Han overvandt deres frygt og fyldte dem med frimodighed og kraft. Han gjorde dem til èt i kærlighed og fælles vilje. Det samme er han villig til at gøre for os mennesker i dag, når vi tror på ham og på hans løfter.

Hvis noget nogensinde har set umuligt ud, så var det vel, at disse få mennesker, disse disciple, kunne vinde den hedenske, romerske verden for Jesus.
Men det skete alligevel. Hvorfor? Jo, der hvor Guds Ånd får lov til at virke i mennesker, der er intet umuligt. Heller ikke i dag. Guds Ånd var hos og i de første kristne. Derfor mærkede man så meget til disse kristne.

De fleste af dem var almindelige, jævne folk. Men de rystede den daværende hedenske verden. Har noget nogensinde set umuligt ud, så var det vel, at disse få kristne skulle kunne vinde den hedenske, romerske verden for Jesus. Men det skete alligevel. Hvorfor? Jo, der hvor Guds Ånd får lov til at virke i mennesker. Der kan alt ske, også i dag.

Hvordan får jeg så del i Guds Ånd, spørger du? En side af den virkelighed, tror jeg, vi kan læse om i Apostlenes Gerninger Kap. 1 vers 14. Her handler det om apostlene og kvinderne omkring Jesus. Om dem står der: ”De holdt alle i enighed (altså disciplene) fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.”

Helligånden vil komme til os, så vi oplever det, Jesus lovede, da han sagde: ”Jeg i jer.” Det sker, når vi beder til Gud i Jesu navn.

Hvad er vigtigt at se her? Det er, at hvor mennesker i enighed søger Gud i bøn i Jesu navn. Der kommer Gud til os i skikkelse af Helligånden. Også i dag. Hemmeligheden ved Helligånden er jo netop, at han er Gud. Og ved bønsfællesskabet får han lov til at tage magten i os. Det er ham, der bliver vores kraft. Der er således én sikker vej til at få Helligånden, og det er ved at bede Gud om at fylde vores vilje, vores tanker og vores planer med ham selv. Sådan oplever jeg det.

Det liv, Gud ønsker at føre dig ind i, kan du hverken tage eller finde af dig selv på det menneskelige plan, kun Gud kan virke det i dig ved sin Ånd. Når vores sidste forbehold overfor Gud bliver opgivet, da er der lukket op. Da strømmer Guds Ånd og Guds liv ind i vores indre. Han ønsker nemlig at forandre dig i sin plan til gode for dig, men sandelig også til gode for mennesker omkring dig.

Du skal ikke først flyve op til Himlen. Du skal heller ikke først søge en masse åndelige oplevelser. Nej, du kommer til at opleve virkeligheden af det Jesus lover: ”Jeg i jer.” Det sker udelukkende, fordi du søger ham. Det er pinsens budskab: En ny Ånd i vores indre. En ny kraft i vores indre. Jeg blev meget rørt over et foto, jeg så i et nummer af Udfordringen. Det viste en ung filipinsk pige.

Som jeg husker det, gjorde hun hver dag i sin bøn korsets tegn over sin pande. Det var hendes bøn om, at det var Gud, der måtte fylde hendes hjerte, hendes sind og hendes tanker. Det foto rørte mig.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.