Bog om keltisk spiritualitet leder væk fra kristendommen

John Philip Newell er teolog og har i mange år været præst i Church of Scotland. Han har skrevet en lang række bøger om keltisk spiritualitet og har bl.a. været leder af klosterfællesskabet på den lille ø Iona, som er et meget besøgt pilgrimsmål i øgruppen De Indre Hebrider vest for Skotland. Og nu er så altså hans seneste bog ’Hellig Jord, Helligt Liv’ blevet udgivet på dansk.

Bogen er veldisponeret i ni afsnit, hvor Newell præsenterer læserne for ni personligheder, som fra tidlig middelalder og frem til i dag ifølge ham kan stå som værdige repræsentanter for den keltiske spiritualitet. Jeg finder det altid interessant at læse om store personligheder fra forskellige epoker i historien, og det gælder også her i Newells bog.

Bogen er velskrevet, om end jeg måske nok synes, at forfatteren er tilbøjelig til at gentage sig selv lidt rigelig meget. Jeg satte mig for at tælle, hvor mange gange han anvender ordet ”hellig” i forskellige former af ordet og nåede op på 333 gange. Men det er ikke tilfældigt. Med syvtommersøm slår Newell nemlig fast, at jorden og alt det skabte er helligt.

”Denne bog”, skriver han, ”handler om at vågne op og genopdage det, vi ved dybt i vores væsen, nemlig at Jorden er hellig og ukrænkelig, og at denne hellighed ligger inderst i hjertet af hvert menneske og hver eneste livsform”. Jorden med stort J!

Newell taler for et paradigmeskifte

Så en ting er formen, noget helt andet er indholdet i bogen. Og her må jeg med det samme erklære mig som stærkt kritisk. Vi har i dag brug for et paradigmeskifte, skriver Newell, ”religiøst, kulturelt og økologisk”. Newell melder sig i koret af dem, som tager afstand fra den vestlige kirkes gamle dogmer, og som i stedet opfordrer os til at vende os mod de gamle og nye visdomsmestre, i dette tilfælde repræsentanterne for den keltiske naturreligion.

Flere af dem, som han skriver om i sin bog, er tidligere blevet dømt som kættere af kirken på grund af deres mere eller mindre hedenske og synkretistiske lære. Men nu bliver de taget til nåde af Newell og stillet frem som lysende eksempler og forbilleder. I modsætning til repræsentanter for fundamentalistisk kristendom, som er de nye kættere.

New Age i kristendommen

I de senere år er der opstået en fornyet interesse for den gamle keltiske kultur og kristendom. Det hænger nok ikke mindst sammen med det natursyn, som de gamle keltere havde. I en verden, truet af økologisk kollaps og menneskets rovdrift på naturens ressourcer, har vi brug for profetrøster, som kan mane til ydmyghed og respekt for skaberværket. Problemet er bare, at mange af de nye profeter i virkeligheden er børn af en postmoderne kultur og nyfortolker kristendommen i lys af New Age.

Når Newell anvender ordet ”hellig”, er det ikke om hverken Gud eller Jesus, men udelukkende om jorden, naturen og alle mennesker, sådan som vi er i os selv. Der er hos ham ikke tale om nogen åbenbaring ovenfra. Den har vi ikke behov for, da vi jo kender sandheden af os selv. Den ligger gemt dybt i vore hjerter. ”I den keltiske verden opfatter man ikke Kristus som en, der kommer for at åbenbare en fremmed sandhed, men for at afdække den sandhed, der ligger dybest i vores væsen”.

En keltisk kristendom som afskriver Kristus

En af de ni repræsentanter for keltisk kristendom, som Newell skriver om, er Pierre Teilhard de Chardin, som levede fra 1881 til 1955 og var jesuiterpræst, videnskabsmand og mystiker. Han har bl.a. sagt, at kristendommen er ved at nå til afslutningen af den naturlige cyklus i sin eksistens. Nu må Kristus fødes igen, og i den genfødte kristendom vil man ikke længere opfatte Kristus som en, der flygter fra jorden, men i stedet som en, der elsker jorden og er ét med den.

Det eneste, vi derfor skal gøre, sagde Teilhard, er at lade selve jordens hjerte slå i os. Kristi himmelfart er med andre ord aflyst og Jesus sidder ikke ved faderens højre hånd, hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde. ”Kristus” er nærmere en fællesbetegnelse for enheden af alt her i verden. Det, som andre kalder den kosmiske Kristus.

Newell skriver om George MacLeod, at når han bruger ordet ”Kristus”, peger han ikke kun på den historiske person Jesus Kristus, men på den forening af himmel og jord, det guddommelige og det menneskelige, det åndelige og det fysiske, som vi kan søge overalt og i alle. ”Vi er blevet givet at være forbundet med Gud, uanset om vi bryder os om det eller ej, om vi ved det eller ej, om vi vil det eller ej. Vores krop er … [Guds] krop, og vi kan ikke springe ud af vores hud”.

De gamle keltere er kendt for at være pilgrimme og lade sig føre af Gud til ukendte bestemmelsessteder. De gav sig Gud i vold. Newell skriver, at vi skal efterligne dem. Vi skal sejle i tro og give slip på det gamle, mens vi leder efter det nye. Det, som Newell tænker på, er, at vi skal opgive vore hidtidige og forældede forestillinger om kristendommen og slutte os til den stadig større strøm af åndeligt søgende, som er på vej mod en helt ny slags kristendom, renset for formørkede forestillinger om synd og dom.

”Det lakker mod enden for alt det, der modsætter sig nye begyndelser og nye veje. Nu opfordres vi til at rejse af sted i tro og tillid, være årvågne i mørke tider og holde øje med de glimt, der kommer af nyt lys. Vi må altid være opmærksomme og have øje for vildgæssenes skrig og det nye daggry, der er på vej”.

Koret af ”nyåndelige”

Newell afslutter hvert kapitel med en ”bøn”. Bønnen, som afslutter kapitel 2, lyder: ”Vågn op, du min sjæl – til skønheden i det guddommelige i dit indre. Vågn op og fornem en duft derfra – i Jordens faste grund. Mærk dens stærke tiltrækningskraft – og dens nåde, der heler alt det sønderbrudte. Vågn op, du min sjæl – til skønheden i det guddommelige dybt i dit indre”.

John Philip Newell slutter sig til koret af nyåndelige, som vil vise os vej til en transformeret bevidsthed og en bedre verden, en verden, som vi vel at mærke selv skal skabe ved at åbne os for den kosmiske bevidsthed og for enheden i alle ting, den store forbundethed. Den danske oversættelse har et forord af pilgrims- og sognepræst i Roskilde Stift, Elizabeth Knox-Seith. Hun anbefaler bogen varmt og uforbeholdent og kalder den ”en perle af en bog”, som redegør for det nye paradigme, der er ved at bryde frem!