Kan man være kristen med en smartphone?

Der kommer til at være et før og efter 2007 i historiebøgerne. Det var i 2007, den første iPhone kom på markedet, det var der Netflix begyndte at streame, og det var der, Facebook blev offentligt tilgængelig for alle med en e-mailadresse – oveni en række mindre teknologiske udviklinger.

Den teknologiske udvikling har ændret vores virkelighed. Telefonen er nærmest blevet en ekstra kropsdel. Vi bliver ængstelige, hvis vi ikke ved, hvor den er henne, og vi kigger på den som det første om morgenen, uden at vi egentlig har besluttet at gøre det. Det har selvfølgelig konsekvenser for, hvordan det er at være menneske – og dermed jo også for, hvordan det er at være kirke.

Konsekvenser for opmærksomheden

Det har selvfølgelig gjort noget godt – verden er blevet mere tilgængelig, det er nemmere at få fat i hinanden og følge med i hinandens liv. Men det har nok også gjort noget knap så godt. En stor del af vores virkelighedsopfattelse styres af forholdsvis få aktører, og det er ikke nødvendigvis, fordi Tech-selskaberne har det fælles bedste på sinde.

Forretningsmodellen er som hovedregel ”time on screen”. Jo længere de kan fastholde os, jo flere reklamer kan de nå at vise os, og en af de bedste veje derhen er at vække stærke følelser hos os, så vi ikke bare kan give slip igen. Og både inden og efter det skal vores stakkels hjerner filtrere relevansen af de store mængder information, vi får i hovedet hver dag, som er mere, end et menneske for 200 år siden fik i løbet af et helt liv.

Revolutionen har konsekvenser for vores privatliv, vores arbejdsliv, vores demokrati m.m., men her vil jeg fokusere på det, det gør ved vores opmærksomhed.
Enten skal vi udvikle benhårde filtre, der kun tager relevant information ind for os, eller også kommer vi til at leve vores liv i konstant distraktion og delt opmærksomhed.

Distraheret kirkeliv

Kirken har ikke haft helt så travlt med at følge med, selvom de ressourcestærke kirker rimelig ukritisk har forsøgt sig med de oplagte teknologiske muligheder, og de mere træge af os måtte også overgive os til streaming under coronanedlukningen i 2020 – men de samme menneskelige vilkår, når det kommer til opmærksomhed, gør sig jo også gældende for tros- og kirkeliv.

Bør kirken gå med eller imod? Skal vores tid med Gud helst leveres i små øjeblikke af blinkende lys, uden at jeg behøver at flytte mig, eller bør vi forsage al teknologi og rykke tættere på hinanden og blive Amish? Eller er der en tredje vej et sted? Forfatteren Andrew Sullivan har sagt det sådan her:

“Hvis kirkerne kom til at forstå, at den største trussel mod troen i dag ikke er hedonisme, men distraktion, vil de måske igen begynde at appellere til en forvirret digital generation.” Kirken bliver nødt til at være et rum, der inviterer mig ind i noget andet end distraktion og selvpræsentation, men det skal genlæres. Ansigt til ansigt-fællesskab med mennesker, der er anderledes end mig selv, er ikke nemt eller intuitivt, men det er en helt essentiel del af, hvad kirke er.

Podcast i stedet for kirkegang

Præsten Karl Vaters har iagttaget det fænomen, at kirkegangen lige nu er i hastig afvikling. For 50 år siden gik man i kirke tre gange i ugen, for ti år siden var det tre gange i måneden og efter Corona er det i snit to gange i måneden, mens ”the once a month churchgoer is the fastest riser in all of christianity.” Jeg har svært ved at se, hvordan sådan et månedligt kirkeliv ikke bliver reduceret til en fritidsinteresse på linje med fodboldklubben eller cafébesøget på de præmisser.

Noget, jeg tager til enten for lige hurtigt at tjekke ind igen eller måske bare for at blive underholdt – men jeg får ikke lov at blive formet af det. Jeg når ikke at træde ind i en åndelig rytme. Sandheden er jo nok desværre, at vi heller ikke var særligt gode til at give hinanden det før Corona. At kirkelivet snarere gjorde mig til tilskuer end til deltager, og så er det svært at se, hvad jeg ikke lige så godt kunne få med og endda af højere kvalitet ved at lytte til en podcast eller sætte noget lovsangsmusik på i ny og næ i stedet.

For hvis livet med Gud er blevet reduceret til information (eks.: ”det er de her bibelvers, du skal kunne huske”) eller en følelse (eks.: ”kom i kirke og mærk Gud” (godt hjulpet på vej af de rigtige høje akkorder)), jamen så er internettet langt mere leveringsdygtigt. Men hvis kirke får lov at være det, som apostlene startede: En hellig, almindelig, sendt kirke – et fælles liv, ja så har jeg håb for kirken igen.

Hvornår er nok nok?

Og hvis jeg skal give mig selv lov til at være lidt håbefuld, så synes jeg, vi oplever lige nu, at flere og flere vågner op. Farerne ved TikTok eksponeres, Facebook bløder medlemmer og Twitter har Elon Musk selv taget på sig at ødelægge. Vi er stille og roligt ved at opdage, at hele idéen ”sociale medier” ikke er i nærheden af at være social som lovet – at de ikke giver os det, de lovede os, og at algoritmerne stadig kun kan give os ”More of the same.”

Til trods for at vi er oppe imod mængder af vores egne data, kunstig selvlærende intelligens og avanceret adfærdsforskning, så har vi faktisk fundet slukknappen. Normalt først efter alt for mange spildte timer, men dog alligevel.

Dopaminbåret trosliv?

Den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen har ført begrebet ”aftagende grænsenytte” over fra økonomisk teori til det almindelige menneskeliv – og jeg tror, det er det, vi ser ske. Aftagende grænsenytte er det fænomen, at ting, der giver os spænding og nydelse, aftager over tid. Hvis man kan lide at køre i rutsjebaner, så skal man helst hele tiden finde større og vildere rutsjebaner for at det bliver ved med at være sjovt – og på et tidspunkt findes der ikke nogen, der er større.

Det samme gælder for narkotika, TikTok-videoer, computerspil eller onlinedebatter – de er nødt til hele tiden at skrue op for tempoet, at gøre det vildere og voldsommere, hvis det stadig skal fastholde os. Det er vilkåret for dopaminbåret nydelse. Der, hvor fænomenet ikke gælder, er for ting, vi elsker højt nok.

Hvis man f.eks. elsker at samle på frimærker eller at strikke, og at den aktivitet bærer lønnen i sig selv uden om produkt eller anerkendelse, jamen, så kan det godt holde et helt liv. Det er også her vores liv med Gud helst skal befinde sig.

Dopaminbåret trosliv findes både hos dem, der kan gå i ekstase inde i kirken, og dem, der helst skal ud og missionere blandt kannibalerne. Det kan man gøre af masser af gode grunde, men hvis det hele tiden er den næste endorfinrus, der skal til, så kommer vores kristenliv til at gå den vej, som alt kød går.
Lev livet med fem km/t

Den japanske teolog Kosuke Koyama har advokeret for, at vi igen skal lære at leve vores liv med ”The speed of God” – knap fem km/t, for det var den fart, Jesus bevægede sig med, da han selv gik på jorden. Det er den fart, utvungen kærlighed kan bevæge sig med. Vi har vænnet os til et helt andet tempo i det meste af vores liv, men der er ikke så meget, der tyder på, at det gør noget godt for os.

Det er nemmere end nogensinde før at vinde hele verden, men alt tyder stadig på, man bøder med sin sjæl.

Kirkens opgave er den samme

Hvordan og hvorledes det så præcist ser ud at leve et sundt og sandt liv med Gud efter 2007, har jeg stadig til gode at regne ud – og sandsynligvis er der jo nok heller ikke ét svar. Teknologien er selvfølgelig ikke ond i sig selv, men der, hvor den og dens bagmænd prøver at love os noget, den ikke kan give os, eller gøre os til noget, vi ikke kan være, går det galt.

”Vi skal lære at leve vores liv med
”The speed of God” – knap fem km/t,
for det var den fart, Jesus bevægede sig med.”

Forhåbentligt fører vores snarlige desillusion med vores devices (teknokologiske enheder, red.) til, at vi genopdager vores trosfællesskaber, og at trosfællesskaberne tager på sig at være det og ikke bare noget, man lige så godt kunne have klaret på en skærm.

Kirkens opgave er den samme som den hele tiden har været: At gøre disciple. Og selvom den har taget frygtelige beslutninger og været elendigt ledt, har halset bagefter det meste af tiden – så står den der endnu.