Noémi tog en abortpille, men fortrød

”Jeg hedder Noémi, jeg er 23 år og mor til to sønner og en datter. Jeg fik mine børn, mens jeg endnu var teenager.”

Sådan begynder Noémis historie, som kommer fra den hollandske NGO Schreeuw om Leven. Noémi fortæller:

Ustabilt forhold

– Da jeg blev gravid igen, var jeg allerede i et forhold, som havde varet næsten 5 år. Jeg boede alene med mine to sønner, og vi lavede ofte sjove ting sammen. Min kæreste var der ofte om aftenen, fordi han arbejdede meget om dagen. Men jeg opdragede mine sønner alene, fordi hans forældre ikke accepterede mig.

Presset fra flere sider

– Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen, var jeg faktisk meget glædeligt overrasket. Jeg lavede graviditetstesten, mens mine venner og min søster var der, og vi var faktisk alle meget glade for nyheden. Men min kæreste havde måske en anden mening, så jeg øvede mig sammen med de andre på, hvordan jeg skulle fortælle ham det…

Da Noémi senere samme dag ringede til kæresten for at fortælle ham, at hun var gravid og ville beholde barnet, var han helt afvisende.
Hans familie skulle ikke vide noget! Og hvordan skulle han også kunne fortælle dem, at han skulle have et barn? Han truede endda med at tage sit eget liv, hvis Noémi ikke ville love at fjerne fosteret.

Samtidig var Noémis forældre og flere af hendes venner meget imod tanken om en abort.
– De var vrede over, at jeg overhovedet tænkte på at få det fjernet, fortæller Noémi.

– Til sidst var der to partier. Min ven, der truede med at begå selvmord på den ene side – og så de andre, der truede med afbryde kontakten med mig, hvis jeg valgte en abort. Jeg fik kun støtte fra få mennesker og følte mig enormt presset. Men min kæreste lovede, at hvis jeg bare tog en abortpille, ville han blive hos mig for altid.

Blev rådet til at vente

– Jeg var bange for, at han ville tage sit eget liv, og derfor lavede jeg en aftale med jordemoderen i håbet om, at han efter at have set det lille liv ville tænke anderledes. Det var desværre ikke tilfældet. Men jeg følte mig meget støttet på jordemoderklinikken.

På et tidspunkt kunne jeg ikke tænke klart på grund af presset. Jeg elskede min kæreste så højt, og det gjorde mig så ked af det at se ham sådan, at jeg bad min praktiserende læge om at henvise mig til ho-spitalet for at få en abortpille. Da jeg havde fået en ultralydskanning, forstod gynækologen, at jeg var presset fra alle sider, og hun spekulerede på, om det virkelig var det, jeg ville.

Hun tilkendegav, at hun ikke ønskede at give mig pillen endnu og rådede mig til at tænke over det en uge mere. Så det gjorde jeg.

Far hjalp og bad til Gud

– Jeg blev ved med at mærke pres fra alle sider og blev også kaldt morder. Men på den anden side var jeg bange for at miste min ven. Det var et enormt pres.
Det føltes, som om mine følelser blev fuldstændig overset, og jeg led under det. Men min far kom ofte forbi for at snakke med min kæreste og mig og afveje alle mulighederne. Far har lagt meget bøn, tålmodighed, tid og energi i dette.

Kærestens løfter

På grund af al panikken tog jeg tilbage til hospitalet en uge senere for i det mindste at hente pillen. På det tidspunkt var jeg stadig i tvivl. Da jeg kom hjem, blev min kæreste ved med at grine, og jeg sagde tydeligt til ham, at jeg ville miste alle andre med dette valg. Jeg sagde også, at han virkelig ikke måtte forlade mig, for så ville jeg være helt alene.

Jeg vidste, at det var en urealistisk tanke, og jeg udtrykte det også til ham. Men han lovede, at jeg aldrig skulle være alene et øjeblik, og at han ikke mere ville forlade mig til fordel for sin familie igen.

Den første abortpille

– Min kærlighed til ham var så stor, at jeg tog den første abortpille på grund af presset. Før jeg gjorde det, bad jeg endnu engang om en bekræftelse fra ham: “Lov, at du ikke vil svigte mig. Du må vide, at jeg ikke selv går ind for det her. Jeg gør det her for dig”. Han forsøgte at berolige mig, men jeg var meget ked af det.

Samme aften svigtede han sin aftale og tog hjem til sine forældre for at ordne noget. Så faldt han i søvn derhjemme, og jeg var alene den aften. Jeg var bange, ked af det og følte mig snydt.

Mulighed for hjælp

– Min søster og vennerne havde videresendt et link fra NGO’en ’Er is hulp’ (Der er hjælp) til min mor. Hun sendte mig en besked dagen efter, om at der var mulighed for at fortryde det. Jeg havde været ked af det, allerede før jeg tog pillen. Nu kom min far hjem til mig, og sammen ringede vi til ’Er is hulp’. Der var nemlig en lille chance for, at aborten stadig kunne afværges med en anti-abortpille.

De lovede, at de ville finde en praktiserende læge, der kunne ordinere medicinen. Og langt om længe fandt de en.

Pillen Remmer

– Jeg kunne kun finde én historie på internettet fra en, der også havde taget denne medicin af samme grund. Efterhånden læste selv jeg de negative rapporter. For jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg ikke havde prøvet alt, og jeg valgte at stole på Gud. ”Hvis det er din vilje, så skal jeg nok klare mig,” bad jeg.

Det var beroligende at tale med lægen om alle de negative bivirkninger og konsekvenser, det kunne medføre. Der var faktisk ikke så meget, som det fremgik af internettet.

Jeg fik støtte

– Da jeg først havde brugt medicinen, var jeg faktisk i lang tid meget usikker på, om den ville virke. Men min kontaktperson fra ‘Er is hulp’ og den praktiserende læge holdt kontakten med mig, og jeg følte mig meget støttet i den svære periode. Jeg kunne også spørge dem om hvad som helst og følte, at de sympatiserede med mig. Jeg følte mig støttet.

Pillen virkede!

– Senere måtte jeg på hospitalet til kontrol for at se, om hjertet stadig slog. Og min kæreste var med mig. Jeg var meget lettet og glad, da jeg hørte hjertet slå og så, at anti-abortpillen havde gjort sit arbejde indtil videre. Men spændingen holdt sig, indtil 20 ugers undersøgelsen med ultralyd.

I mellemtiden var det gået meget op og ned i forholdet til min kæreste. Jeg oplevede absolut ingen støtte fra ham, og vi skændtes ofte. Jeg bad ham om at gå med til kontrol på hospitalet, men det endte ofte med, at jeg måtte gå alene. Til sidst vænnede jeg mig til tanken om at gennemføre det alene, og heldigvis oplevede jeg støtte fra mine omgivelser. Min søster gik hver gang med mig til undersøgelse.

Stress under graviditeten

– Under min graviditet følte jeg mig meget stresset. Efter 20 ugers ultralyd-scanningen kunne jeg endelig stole på, at alt gik godt. I uge 32 fik jeg allerede veer, og derfor fik jeg ve-hæmmere og lungemodnings-injektioner. Heldigvis bekymrede jeg mig ikke så meget, for jeg genkendte alt dette fra mine tidligere graviditeter. Mine sønner var også blevet født for tidligt. Men dette havde nok mere at gøre med min krop end situationen. Jeg stolede på, at hvis Gud beskyttede barnet mod abortpillen, ville han også beskytte hende nu – og det gjorde han.

Kunne nyde graviditeten

– Da jeg kom ud af hospitalet, indså jeg, at jeg virkelig skulle nyde graviditeten. Så de sidste par måneder af min graviditet begyndte jeg virkelig at mærke og opleve det hele meget bevidst. Selv min kæreste nød at mærke, hvordan det sparkede i min mave. Vores søde datter blev født præcis på terminsdatoen. Jeg mærkede straks et stærkt bånd til hende. Vi er alle meget taknemmelige og glade for, at hun er her.
Min datters far og hans forældre er også glade. Vi nyder hende utroligt meget!

Et budskab til dig

– Jeg håber, at jeg med min historie kan opmuntre andre og dermed også give nogen lidt mere tillid til abortpillehæmmeren (APR). Internettet får det til at virke, som om der faktisk ikke er nogen chance længere, og at der er mange komplikationer. Men jeg håber, at min historie viser, at det kan lykkes. Jeg vil gerne råde dig til at følge din første indskydelse, når du er i tvivl. Del ikke din tvivl med for mange mennesker, for det gælder om, at du bevarer overblikket.

Jeg håber, jeg vil kunne hjælpe andre gennem min historie. Det var meget skræmmende at træffe et valg, og jeg ville ønske, at ingen skulle føle sig så presset. Det har givet mig en masse smerte, tristhed og stress. Og det betød, at jeg i første omgang traf det forkerte valg. Men da der først var mere plads til mine egne følelser, var jeg i stand til bedre at gennemtænke det.

Det er næsten umuligt at tage en stor beslutning med så mange følelser på én gang. Det er derfor vigtigt, at man føler sig støttet i situationen, selvom det er svært at lægge sine egne følelser til side. Men der er hjælp at få, og der er også håb!

Noémis historie er oversat fra CVandaag.nl. Den stammer fra magasinet Leef, som udgives af NGO’en ”Schreeuw om Leven”