Ny kristen: Hvordan bliver jeg fyldt med kærlighed?

Jeg ønsker at blive fyldt med kærlighed. I stille stunder med mig selv græder jeg mange tårer over mit liv og alle min fortids fejl. Det er, efter at Jesus i påskens budskab er blevet levende for mig.

Kære Orla Lindskov

Jeg er kommet til tro på Jesus Kristus ved en prædiken i en folkekirke. Det skete sidste påske. Men der er et problem i det for mig. Når jeg læser om Jesus og om hans liv, så føler jeg mig utilstrækkelig og føler, at jeg slet ikke slår til i kærlighed. Jeg tror slet ikke, at andre kristne har det på samme måde. Jeg synes heller ikke, at jeg har været kærlig nok overfor andre mennesker og overfor min egen familie.

Derfor vil jeg gerne spørge dig, hvordan jeg kan få mere kærlighed? Jeg ønsker nemlig at blive fyldt med kærlighed. Det føler jeg, at de fleste kristne er. I hvert fald dem, jeg har mødt og talt med indtil nu. Jeg har indtil nu haft et stort problem med at tilgive og med at bære over med de mennesker, der er trådt mig for nær. Dem, der har trådt mig over tæerne, sagt på almindeligt dansk.

Der er også en anden ting, der har undret mig. Man hører så meget ordet velsignelse i kirken. Jeg kommer i en folkekirkelig menighed, hvor man kommer hinanden meget ved. Og der bruges ordet meget. Kan du forklare mig, hvad ordet velsignelse betyder? Man taler også meget om Helligånden, som om der er en sammenhæng mellem kærlighed og så Helligånden.

Er man nødt til at få af Helligånden for at få mere kærlighed? Og hvordan sker det så? Jeg håber ikke, at du synes, at jeg spørger dumt. Alt er bare så nyt for mig. Jeg er ikke vokset op i kristne omgivelser. Snarere tvært imod vil jeg næsten sige. På grund af min opvækst og fortid synes jeg også, at jeg har begået mange fejltagelser. Jeg har i hvert fald ikke levet et kristeligt liv.

Men det er netop det, jeg gerne vil fra nu af. Jeg vil gerne være anonym. Men lad mig sige, at jeg er en lykkelig gift kvinde i min bedste alder. Jeg har heller aldrig følt, at jeg var ret meget værd. Sådan havde begge mine forældre det også. Jeg har tidligere hadet de mennesker, som jeg følte gjorde mine forældre fortræd. Jeg gør det lidt endnu. Men de tanker vil jeg gerne komme af med.

 

Jeg synes faktisk også, at mine forældres fjender har skadet mig. De så altid til min side med onde øjne. Det har jeg dømt dem hårdt for i mine tanker. Det ser jeg nu er forkert. I stille stunder med mig selv græder jeg mange tårer over mit liv og alle min fortids fejl. Det er efter, at Jesus i Påskens budskab er blevet levende for mig.

Nu er jeg meget spændt på dit svar til mig i Udfordringen. Nogle nye venner fra menigheden syntes, at jeg skulle skrive til dig. De mente ikke, at de kunne svare godt nok på alle mine spørgsmål. Jeg har aldrig før skrevet til en Brevkasse.

Hilsen fra
K.

Jesus kan forvandle dit selvbillede

Som svar vil jeg først sige, at jeg har mødt rigtigt mange kristne, der nævnte dit problem: – ”At de oplever i mange situationer en mangel på kærlighed.” Men husk på, at Bibelen fortæller os, at vores liv her på Jorden er en skole hos Jesus og hos Helligånden, hvor vi ved Helligåndens hjælp skal vokse i kærlighed.
Væksten i kærlighed er nemlig en livslang proces.

Så når vi enkelt og åbent indrømmer overfor Gud, at vi er fuldkomment hjælpeløse i forhold til kærlighed, så udløser Gud Helligåndens hjælpende kraft til os.
Jo mere Jesus ved Helligånden vokser frem i os, jo mere føler vi trang til at sprede kærlighed til andre. Vores vigtigste opgave i livet er nemlig kærlighed og tilgivelse. At sprede kærlighed og tilgivelse til andre giver helbredelse til dig selv, men også til andre.

Du stiller spørgsmål om betydningen af ordet velsignelse. Efter mine oplevelser betyder velsignelse: Gådefuld støtte og beskyttelse fra Gud. Ligeledes beskriver du din længsel efter at få adgang til Helligåndens liv, men hvordan sker det? For mig er det først og fremmest bøn, der udløser Helligåndens liv og kraft i os, hermed også Guds kærlighed.

Kærligheden erstatter vores egoisme med medfølelse. Kærligheden erstatter vores frygt med Guds kærlighed. Det er ikke os selv, der gør det. Det er ikke os selv, der skaber forvandlingen. Jesus gør det ved Helligåndens kraft. Du nævner, at du har holdt dig tilbage, fordi du led af tanken om, at du ikke var god nok. Mange lider af den frygt. Men på det punkt kan Jesus også forvandle. Han kan forvandle dit selvbillede, så du kommer til at se på dig selv, som Gud ser dig.

Du siger, at du har hadet de mennesker i din fortid, som har gjort dine forældre ondt. Det er en forståelig reaktion. Men den er alligevel forkert. Had er syge tanker. Ligesom en kræftcelle var en sund celle tidligere. På samme måde er had-tanker tanker, der er kommet på gal kurs. Med vores tanker beslutter vi, om vi vil være en kræftcelle eller en sund immun-celle. Meningen med vores liv er, at vi skal være redskaber for Guds kærlighed og tilgivelse.

Jesus kan forvandle dit selvbillede, så du kommer til at se på dig selv, som Gud ser dig.

Gud har ikke brug for, at vi dømmer hinanden på hans vegne. Han har brug for, at vi elsker hinanden på hans vegne. Selv vores fjender, siger Jesus.
Jeg håber, at mine svar hjælper dig på vej.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.