’Skisma’ betyder at United Methodists mister 1.800 kirker
Omkring seks procent af kirkesamfundet UMC’s menigheder i USA har valgt at forlade det globale trossamfund på grund af dets ændrede holdning til seksualitet og ægteskab.
Siden 2019 har 4.600 menigheder forladt United Methodist Church. Alene i delstaten Michigan har 60 menigheder meldt sig ud af UMC, og de slutter sig til tusindvis af kirker, der har forladt det protestantiske trossamfund. Ved UMC Michigans årlige konference sidste lørdag på Grand Traverse Resort i Acme stemte det regionale organ for at godkende de 60 menigheders afgang.
I mange år har UMC været dybt splittet i debatten om, hvorvidt kirkens regler, som er fastlagt i Disciplinbogen, skal ændres. De hidtidige regler forbyder velsignelse af samkønnede og ordination af homoseksuelle præster, som ikke lever i cølibat. Indtil videre er det ikke lykkedes generalkonferencen at ændre Disciplinbogen, men flere af de ”teologisk progressive” inden for UMC har ofte nægtet at følge eller håndhæve reglerne, skriver The Christian Post.
Derfor har tusindvis af teologisk konservative kirker nu valgt at tilslutte sig den nyligt lancerede Global Methodist Church. Denne internationale sammenslutning, som især har tilslutning blandt menighederne i det globale syd, har hovedkontor i USA.