Sømandsmissionens generalsekretær fylder 60 år
Generalsekretær i Sømandsmissionen Nicolaj Wibe fylder 60 år den 30. juli 2023.
I den anledning afholder Sømandsmissionen reception den 18. august kl. 14-16.30 i Vor Frelser Kirkes kirkehus i Vejle, hvor alle er velkomne.
Hvad sker der i Sømandsmissionen i dag?
”Vi er midt i en enorm forandringsproces. Især i Grønland ommøblerer vi betragteligt på vores gamle sømandshjem. Det er dog ikke møbler, vi kaster rundt med, men vi omdanner de gamle hæderkronede sømandshjem til at have to forskellige og lige højt prioriterede funktioner. Det diakonale og missionerende arbejde både på havnen og ud fra sømandshjemmet, og så åbner vi op for klassisk hotelvirksomhed. Alt på samme matrikel! Vores fire sømandsmissionærer i Grønland og syv i Danmark får besøgt så mange skibsbesætninger som aldrig før. Men det er ikke dansk, der tales. Søfarten er internationaliseret, og derfor er engelsk det sprog, der tales mest. I Grønland fristes sømandsmissionærerne til at lære grønlandsk, og den dag, det sker, vil jeg juble højt.”
Hvordan ser den maritime verden ud, som Sømandsmissionen bevæger sig rundt i?
”Vi oplever så at sige aldrig en besætning, som ikke ønsker vores besøg ombord på skibet. Sømandens liv kan være ensomt, krævende og mentalt belastende. Den, der romantiserer sømandens liv, ved ikke, hvad han snakker om. At få besøg af en sømandsmissionær, der har tid til samtale, stiller de gode spørgsmål og rækker ud til hjælp, er en skøn gæst at få ombord. Besøget kan være kort, langt, ordrigt, ordfattigt, åndeligt, akavet og hyggeligt. Men det er båret af en ting: Et ønske om at bringe Guds velsignelse med sig.”
Sømandens liv kan være ensomt,
krævende og mentalt belastende.
Den, der romantiserer sømandens liv,
ved ikke, hvad han snakker om.
Hvad er Sømandsmissionens største udfordring lige nu?
”Det er at fastholde vores formål til størst gavn for sømanden i en tid med store forandringer. Det maritime Danmark i dag ligner ikke det maritime Danmark, vi husker for et par generationer siden. Fx er fiskerierhvervet minimeret, og tiden, et skib ligger til kaj, er kort. Sømandsmissionen skal være forandringsparat, og det udfordrer på den gode måde”.
Hvad laver du i din fritid?
”Jeg læser, løber, slår græs, vasker bil og nyder samvær med familie og venner. Vores dele-hytte i den norske skærgård frister jævnligt til besøg, og om sommeren kalder også de norske fjelde til vandreture.”
Hvad tror du på?
”Jeg tror på Jesus Kristus som ham, der har overvundet alt det, der skilte mig fra Gud. Jeg er meget overbevist om sandhedsværdien i den bibelske fortælling. Bibelen lukker døre og vinduer op til at forstå det liv, vi er i gang med.”
Familiære forhold?
”34 års berigende ægteskab. 5 voksne børn, 2 svigerbørn og indtil videre 5 børnebørn.”