Sommerferie-bibellejr med Jesus som lokomotiv
Tamilsk Apostolsk Kirke i Sønderborg tilbyder en helt gratis sommerferie-bibellejr for børn den 17.-19. juli fra kl. 9.00 til 12.30.
Tamilsk Apostolisk Kirke er en tamilsk-talende menighed, men en gang om året bliver børnenes danske venner i området inviteret til at deltage i sommerferie-lejren. Det er en lejr, som bygger på det internationale koncept Vacation Bible School (VBS).
25 danske børn i 2022
Menigheden gennemførte sommerferie-bibellejren for første gang sidste år, og det var en stor succes med deltagelse af ikke mindre end 25 nye danske børn i alderen 5-12 år. I år forventer menigheden, at hele 50 nye danske børn tilmelder sig og deltager i hyggen.
Rocky Railway
Dette års tema er ’Rocky Railway’. Tanken er, at Jesu kraft trækker os igennem livet. Med sommerferie-bibellejren får børnene en god oplevelse fyldt med sang, leg, sjov og meget mere. Der vil være alle de forskellige aktiviteter, som børn elsker. Alle børn kan hygge sig sammen med deres venner eller få nye venner og lære om Jesus gennem sjove aktiviteter og undervisning svarende til deres aldersniveau.
”Dette giver børnene en mulighed for at lære om skaberen, og det er noget, der styrker selvværdet. Det er så godt at få at vide, at ethvert barn er et mesterværk, skabt af Gud. Så kan børnene lære at stole på Gud, uanset hvad der sker i verden,” fortæller Lionel Sachi, der er en af lederne i Tamilsk Apostolsk Kirke i Sønderborg.
Familietræf hver dag
Børnenes forældre, bedsteforældre og venner er velkomne til at være med hver dag til dagens afrunding kl. 12, hvor de også kan høre noget, der relaterer til temaet.
Vil inspirere andre kirker
– Grunden til, at vi laver VBS, er for at give børn en mulighed for at lære om Bibelen. Her bliver børnene beriget med fortællinger, aktiviteter omkring temaet og endda lækre snacks, foruden et sjovt og kreativt budskab. Vi håber også, at flere kirker bliver inspirerede til at prøve at gøre det samme og bruge nogle dage for at forkynde budskabet om, at Jesus frelser, siger Lionel Sachi.