”Uanset hvad vi siger, er det forfærdeligt”

Ellen Højlund Wibe er landssekretær for foreningen Retten til Liv. Hun oplever, at der i disse år er flere kristne, der ikke ønsker at tale højt om abortspørgsmålet. Samtidig er der en generel strømning i samfundet, hvor flere og flere bliver skeptiske overfor abort.

Det er i disse uger 50 år siden, at retten til fri abort blev vedtaget af Folketinget. I begyndelsen var der udbredt modstand mod loven i kirken og også inden for lægestanden. Med tiden er modstanden dalet, men i den brede befolkning er der tilsyneladende en stigende tendens til skepsis overfor abort. Det mener i hvert fald Ellen Højlund Wibe, der som en af de få godt tør argumentere offentligt imod fri abort.

”Vores argumenter er på livets side, derfor accepterer jeg tæskene. Vi har de gode argumenter. Det er et videnskabeligt faktum, at menneskelivet begynder ved undfangelsen. Det står i de medicinske lærebøger. Vi har biologien på vores side,” siger Ellen Højlund Wibe. For Ellen handler det om, at det lille menneskeliv har krav på samfundets beskyttelse.

”Alle mennesker har samme værdi uanset hvad. Et menneskes værdi er knyttet til det at være defineret som menneske. At tilhøre den menneskelige familier, som det så fint hedder i menneskerettighedserklæringen. Hvis værdien og rettighederne er knyttet op på omstændighederne, fx om moren vil have barnet, eller om barnet har et handicap, så er det omstændighederne, der definerer værdien af mennesket. Det er et såkaldt nytteetisk synspunkt, og i min optik er det diskrimination,” siger Ellen.

Hun mener, at hele præmissen med at tale om kvinders ret til at bestemme over egen krop er problematisk: ”I Retten til Liv går vi også ind for kvinders ret til at bestemme over sin egen krop, men med fri abort har vi tildelt kvinden retten til at bestemme over et andet menneskes liv. Den præmis kan vi ikke anerkende. Ingen har rettigheder, der overtrumfer et andet menneskes ret til livet.”

Forsøger at tage hensyn

Retten til Liv er ofte blevet beskyldt for at være for ekstreme og ufølsomme i deres argumentation, men det mener Ellen ikke er en helt retfærdig dom.

”Vi er nok med tiden blevet mere bevidste om, hvordan vi udtaler os, end vi var tidligere, så jeg synes, det er lidt uretfærdigt, at vi stadig bliver beskyldt for det. Vi tænker meget over vores retorik af hensyn til dem, der risikerer at blive såret af det, vi siger, men vi oplever også, at uanset hvad vi siger og hvor hensynsfuldt, vi forsøger at formulere os, høres det af nogle grupper som helt forfærdeligt. Men bag den forreste række er der mange, der ikke siger noget, men som lytter med, og som godt kan se sagligheden i vores argumenter.”

Politisk ukorrekt

Ellen Højlund Wibe er klar over, at det blandt hovedparten af danskerne og særligt blandt politikere og andre toneangivende i samfundet er upopulært at tale imod abort.

”Det er ekstremt politisk ukorrekt. Du kan næsten lige så godt sige, at du går ind for dødsstraf. Men den her sag er faktisk ikke så meget en tabersag, som nogle tror. Der er helt klart ikke samme opbakning til abort som tidligere,” mener Ellen Højlund Wibe og tilføjer:

”Der er mange flere, der problematiserer abort, end man umiddelbart skulle tro. En undersøgelse fra 2015 viser, at 18 procent mener, at abort handler om at slå et lille menneske ihjel, og at det er forkert at slå ihjel. Det er næsten hver femte dansker.”

Svært, når det skyldes en forbrydelse

Selvom Ellen Højlund Wibe mener, at hun både har livet og biologien på sin side, når hun taler imod abort, er der alligevel tilfælde, hvor det er svært.

”Der, hvor det er sværest at argumentere imod abort, er ved forbrydelser som voldtægt og incest eller ved en krigssituation, hvor seksuelle forbrydelser bruges som våben. Det er forfærdeligt, når den slags sker, og derfor skal vi holde fokus på forbrydelsen og offeret. Forbrydelsen skal straffes og offeret skal have støtte.”
For Ellen handler det om, at hvis hun skal være tro mod sine synspunkter, må hun holde fast ved dem i alle situationer:

”Barnet har ikke mindre ret til livet af at være blevet til på baggrund af en forbrydelse. Det er virkelig et dilemma, fordi hvis kvinden får et barn, hun ikke har lyst til, men som gravid har hun en værgepligt for barnet. Hvis kvinden vælger at beholde barnet, men senere fortryder det, fordi hun fx ser forbryderens øjne i barnets øjne, vil vi jo heller ikke tilbyde at slå barnet ihjel for at løse problemet. Vi ville hjælpe hende på andre måder. Barnet har sin egen selvstændige ret til livet, og det princip gælder uanset omstændighederne.”

Abort op til 22. uge?

Når der for nylig kom et forslag om at hæve abortgrænsen til 22. uge mod den nuværende grænse på 12, er barnet skrevet helt ud af ligningen, mener Ellen Højlund Wibe.

”Det er udelukkende et praktisk spørgsmål og handler kun om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Barnet er skrevet helt ud af ligningen. Misdannelsesscanningen ligger i 16.-18. uge. Det er en del af argumentet for at hæve grænsen, at kvinden ikke skal spørge om lov til abort.” Ellen Højlund Wibe mener, at bag argumentet om kvindens ret til at vælge ligger en manglende vilje til at reflektere over, hvornår man er et menneske.

”Desværre er ordet foster blevet gjort til en betegnelse for noget endnu ikke menneskeligt, men uanset hvad vi kalder det, er det et menneske med samme værdi fra start til slut. Potentialet er der helt fra start. Det skal bare foldes ud. Vi kan ikke med videnskabeligt belæg sige, at vi går fra et ikke-menneskeligt stadium til et menneskeligt stadie i løbet af graviditeten.”

Også af hensyn til kvinden

For Ellen Højlund Wibe er det også af hensyn til kvinders sorg, at hun mener, det er vigtigt at turde tale imod abort.

”Jeg vil gerne anerkende, at det er svært at tale om, men hvis vi ikke taler om det, svigter vi de ufødte børn, og vi svigter også den kvinde, som bærer på en byrde, som ingen vil tale med hende om. Hun isoleres med den byrde. Mange går rundt med en følelse af, at det var forkert at få en abort, men de har ikke rigtig noget sted at gå hen med den følelse. Den stemme og de følelser skal også anerkendes, det er en del af helingsprocessen, at de får ret i deres følelser, at deres dårlige samvittighed, hvis det er det, de har, er OK.”

Holdningen blandt kristne har ændret sig

Ellen Højlund Wibe oplever, at holdningen blandt kristne har ændret sig. ”I løbet af de seneste 5-15 år har vi oplevet en privatisering af spørgsmålet hos kristne. Folk siger, at de godt véd, hvad de selv mener, og de vil også gerne fortælle det til deres børn og i kirken, men vægrer sig ved at sige det i det offentligte rum.”

”Det er lidt paradoksalt, at vi i disse år oplever en stigende uvilje i kristne kredse til at tale imod abort, når vi ellers i samfundet generelt oplever den modsatte strømning.”