– Vi var som lynafledere for Guds kraft ned i Tyrkiet

– Vi er egentlig begge indadvendte typer, fortæller Norine og Andrew Brunson. Begge blev pludselig verdenskendte imod deres vilje, da de blev fængslet og beskyldt for at være spioner og terrorister i Tyrkiet.

Tyrkiets muslimske præsident, Erdogan, brugte parret som gidsler i en politisk provokation overfor USA, efter at moderate indenfor militæret havde forsøgt et mislykket kupforsøg i juli 2016 imod præsidenten. Parret var udsendt som missionærer og lagde ikke skjul på, at de var kristne. Men spioner og terrorister var de ikke.

– Jeg tror, vi blev fængslet og anklaget for at skræmme andre kristne til at forlade Tyrkiet, forklarer Andrew, mens jeg interviewer dem på en af de kristne sommercamps, hvor de medvirker denne sommer. De er inviteret til Danmark af Dansk Europamission. Parret er lige ankommet fra USA, og Andrew er træt med jetlag. Så det er mest Norine, der fører ordet. Hun har selv en spændende baggrund som barn af en ungarer, der flygtede under opstanden i 1956.

Fængslet i to år

Andrew og Norine blev begge fængslet. Efter 14 dage blev Norine løsladt, men var fortsat sigtet. Andrew blev i fængslet i to år. Under en langtrukken retsag med falske vidner, blev han beskyldt for spionage og terrorisme og kunne se frem til fire livstidsdomme. Andrew brød sammen i fængslet og gennemlevede en personlig krise i sin tro.

– Jeg forstod ikke, at Gud efterlod mig her, siger han. Alligevel overgav han sig i denne periode helt til Gud og besluttede at sige tak under alle forhold. Det anbefaler han, at vi andre også gør i svære tider. I sin bog fortæller han om denne svære periode, og hvad han lærte af den, og hvad vi kristne kan lære om at komme igennem svære tider.

En politisk sag

USA’s daværende præsident Donald Trump gik personligt ind i sagen, og det amerikanske senat lagde økonomiske sanktioner på Tyrkiet for at få Andrew fri. Det var ikke set før. Netop som en aftale ellers var på plads, trak Tyrkiet sig efter ordre fra den politiske top. Millioner af kristne i hele verden bad for parret. Flere end nogensinde tidligere bad for Tyrkiet.

En kinesisk huskirke-bevægelse trykte fx en millioner brochurer om fængslingen med opfordring til bøn. I bakspejlet ser Andrew dette som Guds forberedelse til vækkelse i Tyrkiet. Efter to år blev den langtrukne retssag imod Andrew pludselig hastet igennem. Han blev dømt for terrorisme og spionage, men samtidig sagde myndighederne til ham, at han var fri til at forlade landet under appelsagen.

– Indirekte sagde de: Gå!

I Det Hvide Hus

– Donald Trump sendte straks et fly til Tyrkiet og hentede os til USA. Det var en utrolig lettelse, husker Andrew og Norine, hvis tre børn var i USA.

– Vi blev kørt til Det Hvide Hus, hvor præsidenten tog imod os. Mens jeg talte med Trump, så jeg Norine stå i bøn et stykke fra mig. Jeg huskede, at hun to måneder før havde haft en mærkelig drøm, hvor hun blev opfordret til at bede om visdom for præsidenten ud fra Esajas kap. 11. Her var chancen. Derfor spurgte jeg, om jeg måtte bede for præsidenten. Han sagde ja, og TV optog og udsendte det til hele verden. De plejer ellers at lukke af, når der bedes personligt, fortæller Andrew.

– Bagefter har Gud åbenbaret meget for os om, hvorfor det skete alt sammen. Vi kunne aldrig selv med alle vores anstrengelser have forårsaget en verdensomfattende bøn for Tyrkiet. Vi var som en lynafleder, der udløste kraften fra det høje og førte den ned i Tyrkiets jord.

Fra to verdener

Andrew mødte som 18-årig Norine på Wheaton Universitet i Illinois i USA. De havde begge udenlandsk baggrund. Hun kom fra en flygtet ungarnsk familie, og han var vokset op i Mexico som barn af presbyterianske missionærer fra USA.

Efter 18 år her rejste Andrews familie til USA, mens Andrew studerede. Efter syv år rejste familien til Rusland i 13 år og derefter til Pakistan i syv år. Efter et år med Operation Mobilisering, hvor Andrew var ”gofer” for OM-verdenslederen Georg Verwer, rejste Norine og Andrew til Tyrkiet som missionærer for en konservativ presbyteriansk mission.

De ville ikke til Tyrkiet

– Vi ønskede at tage til Mexico, men i løbet af året med OM ledte Herren os begge til at fokusere på den muslimske verden, fortæller Norine.

– Vi ønskede nu at rejse til Egypten, og jeg glædede mig til at lære arabisk. I stedet blev vi sendt til Tyrkiet i 1993.
Det passede os slet ikke. Jeg græd i flyet. Jeg havde en dårlig indstilling fra starten. Det tog mig tre-fire år at blive knyttet til folket, fortæller Norine.

– Vi var lydige overfor missionen i stedet for at gå efter vores egne ønsker, tilføjer Andrew. Det var ikke sådan, at vi faldt for Tyrkiet og elskede maden og kulturen. Slet ikke. Men vi fik den overbevisning, at det var her, vi skulle være.

– Og det var en stor nåde, tilføjer Norine, for missionærer kommer og går. Mange rejser hjem efter to år. Men vi kunne holde ud, fordi vi vidste, at vi netop skulle være der.

Til Efesus og Smyrna

Efter et år i Istanbul, hvor de lærte sprog, kom de til Efesus, hvor de oprettede en bibelskole. Herefter flyttede de til Izmir – det bibelske Smyrna – hvor de blev involveret i kirkeplantning.

– Jeg ville slet ikke plante kirker, for jeg havde en ph.d. og ville undervise i strategisk mission. Vi er begge indadvendte, og tyrkerne er meget udadvendte, men vi blev kastet ind i det og var involveret i seks kirkeplantninger rundt om Izmir, fortæller Andrew.
Brunsons besluttede at arbejde åbent. Tyrkerne var nysgerrige og stillede spørgsmål, og parret kunne arbejde frit, indtil de pludselig blev anklaget.

Sad fast i omvendelse

I 2007 begyndte Norine og Andrew at åbne sig for Helligånden. Med deres traditionelle kirkelige baggrund i den presbyterianske og den baptistiske kirke havde de ikke hørt meget om Helligånden.

– Vi følte, at vi først skulle omvende os og rense os selv, før vi kunne fyldes af Helligånden. Vi sad fast i ønsket om ”omvendelse”, men det lykkedes aldrig, forklarer de.

– Men i 2007 gav Herren os et overnaturligt skub til at søge ham gennem møder og tilbedelse. Det var sådan en spændende tid. Vi var overraskede over, at der var mere at få end det, vi havde oplevet. I 2008 skete der en åndelig fornyelse i vores kirke i Izmir. Vi var ikke i tvivl om, at det var fra Gud, men vores mission ville ikke acceptere de karismatiske fænomener. Vi fik besked på at undlade at bruge nådegaverne offentligt i kirken, men det kunne vi ikke. Vi havde set Gud virke, og vi var ikke i tvivl. Så vi forlod missionen og kirken meget stille i 2010 og måtte begynde helt forfra med at opbygge en ny kirke uden vores sponsor.

– I 2009 talte Gud til mig og sagde: Forbered jer til høsten, fortæller Andrew.

– Han viste mig i en drøm, hvordan mange skulle komme til tro i Tyrkiet. Jeg kunne ikke tro det, for i mine studier havde jeg set, at der ofte går årtier med mission blandt muslimer uden nogen synlig frugt. Jeg blev også klar over, at jeg nok havde en god teologisk uddannelse, men mit hjerte var ikke forandret. Gud måtte arbejde med mit hjerte i mange år, fortæller Andrew.

Parret begyndte nu at arbejde målbevidst på ”høsten” af sjæle. De var med til at få udenlandske kristne prædikanter som Heidi Baker til det muslimske Tyrkiet.
Men Gud havde åbenbart også en anden måde at vække tyrkerne på for evangeliet. Først skulle kristne i hele verden bede for Tyrkiet, og så vil vækkelsen blandt muslimerne komme, mener Brunsons.