Claus Grymers tilbageblik mod fremtiden

Den flittige forfatter, Claus Grymer, er igen aktuel med en bog, ”Ad snoede veje. Om at finde hjem”. Bogen er illustreret med Maja Lisa Engelhardts billeder.

Titlen siger i virkeligheden alt om dens indhold. Bogen er nemlig den efterhånden aldrende forfatters tilbageblik over sine snoede veje gennem livet og med det i øjenkrogene skuende mod det kommende liv hos Gud. Den er præget af ærlighed og håb, af syndserkendelse og tro på nåden. Da jeg læste bogen, kom jeg til at tænke på Johannes Døberens ord: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30). I Grymers pen bliver det til: ”Mennesket er størst, når det erkender sin lidenhed” (s. 75).

Efterhånden som vi følger Grymer i hans tilbageblik, oplever vi netop, at det er, hvad der sker for ham. I takt med, at han erkender af sit eget svigt og sin egen ufuldkommenhed, vokser Guds nåde og barmhjertighed for ham. Ja, han går så langt, at han i sin indledende aforisme skriver: ”Uden Gud er jeg ingenting. Det er jeg også med Gud. Men da er jeg et ingenting lyst op af forventning” (s. 9).

Jo mere han ser sit eget mørke, jo klarere skinner Guds lys: ”Aldrig hat troens betydning været så tydelig for mig som nu i skyggerne fra ruinerne ved tidernes ende” (s. 14). Men, hvad består så Grymers mørke i, når han skuer tilbage. Han taler bl.a. om sin ungdoms forsøg på at blive ateist, der gang på gang mislykkedes, fordi han ikke kunne slippe for Gud.

Men mørket er også hans manglende taknemlighed, hans mangel på vilje til at gøre Guds vilje og hans mange svigt mod sine nærmeste, alle de gange han kunne have tændt lys i andres øjne, men ikke gjorde det. Her er der noget at spejle sig i for alle bogens læsere, og dermed er der også håb for os alle.

Det er dog ikke kun mørket i forfatteren selv, som får lyset til at stå så klart for ham. Også verdens mørke, som vi i disse år oplever intensiveres, kan blive det bagtæppe, hvorpå vi klarere ser håbet stråle: ”Håbløsheden overgås kun af håbet. Aldrig har det lyst mere klart end nu i dette stadig tættere mørke i verden” (s. 66).

At erkende sit mørke er derfor ikke vejen til fortvivlelse for forfatteren, men til tillidsfuld overgivelse i Guds hånd: ”Senere opdagede jeg – hvad jeg aldrig siden har glemt – at den største lykke er at tabe til Gud” (s. 57). Derfor er tanken på døden også fyldt med håb og fortrøstning: ”Jeg tænker på mit dødsleje på det øjeblik, hvor jeg giver slip. Jeg tror, at forventningen vil være større end angsten. Alt i mig vil vide det: Endelig er jeg hjemme. Og jeg ved ikke mere, hvad længsel er” (s. 49).

Claus Grymer: Ad snoede veje. Om at finde hjem
Indbundet. 93 sider. 199,95. Forlaget Læselyst