En prædiken fra naturens bog

Når man som jeg bor midt i København, er det en befrielse en gang imellem at komme væk fra storbyens larm ud i Guds frie natur.

I sidste måned tog jeg på nogle dages retræte i Nordsjælland i naturskønne omgivelser. Det var noget helt andet at vågne til et stort fuglekor end at blive vækket kl. 3 natten til lørdag og søndag af berusede, råbende unge. Ja det hænder da, at jeg er ”heldig” at vågne tidligt en sommermorgen ved mågeskrig eller skadefro latter fra en forvildet husskade, men det kan vel knap regnes for fuglesang.

Jeg vågnede dog en lørdag nat sidste sommer ved en højlydt, ren, men beruset stemme, der afsang trosbekendelsen for fuld udblæsning. Det var nok en ung kirkesanger, der på vej hjem fra byen øvede sig på søndagens ”repertoire”.

Men ellers sker det aldrig, at jeg vågner ved menneskers lovprisning af Gud. Helt anderledes med fuglene. De står op længe før, vi har fået øjne, for at prise deres Skaber, hver med sit næb. Her kan vi lære noget af fuglene og bruge mere tid på at lovprise Gud – og det vil være på sin plads som fuglene at starte dagen med en lovsang.

På retrætens anden og tredje dag så jeg under aftensmåltidet to hjorte gå og græsse lige udenfor vinduerne, og jeg kom til at tænke på salmistens ord: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud” (Sl 42,2f). Netop dette skriftsted har altid berørt noget dybt i mig, sommetider fordi jeg har kunnet genkende mig selv i skriget, til andre tider fordi min længsel snarere bestod i et ønske om at mærke denne tørst efter Gud.

En præst, jeg kender, beder ofte følgende bøn: ”Lad ikke tørsten efter kærlighed og tilgivelse slukkes i os”. Første gang jeg hørte det, studsede jeg, for har vi ikke en længsel efter, at vores tørst efter kærlighed må blive stillet – netop ved kærligheden? Efterfølgende er jeg imidlertid blevet rigtig glad for netop denne bøn. For hvis tørsten efter Guds kærlighed og tilgivelse forsvinder – mens vi stadig er på denne side af forhænget – er det snarere tegn på, at vores længsel efter og kærlighed til Gud er blevet lunken eller måske endda kold.

Derimod tror jeg, at jo mere vi lærer Gud at kende, jo mere vi oplever hans kærlighed og tilgivelse, jo større vil vores tørst efter mere af ham også blive. Selvom jeg ikke går ind for tanken om, at naturen kan være vores foretrukne ”kirke”, har den en prædiken til os, hvis vi lytter. Næste gang du kommer ud i naturen, kan du derfor med fordel lytte til prædikenen