”Hvorfor sagde I det ikke straks?”
Jeg kan godt lide ”Skt. Peter-historier”. De har som regel en klar pointe. En af dem handler om 3 mænd, som døde og samtidig kom til Himlens port, hvor de bankede på. Den ene havde nede på jorden været medlem af Folkekirken, den anden af Pinsekirken og den tredje af Frelsens Hær.
Skt. Peter åbnede døren indefra til Himlens venteværelse, hvor de tre sad. Først spurgte han ham fra Pinsekirken, hvorfor han mente, han var berettiget til at komme i Himlen. Han fortalte med begejstring om Pinsekirken, som nede på jorden er fuld af liv. De fleste taler i tunger, og der sker af og til mirakler, sagde han. Og når man er med i vores kirke, er det, fordi man mener noget med sin tro.
Skt. Peter stillede samme spørgsmål til ham fra Frelsens Hær. Han fortalte: Vi hjælper de udsatte, og vi har uniformer og militær disciplin. Jeg var major og havde folk under mig. Vi er soldater for Herren. Til sidst kom han til ham fra Folkekirken: Hvad er din begrundelse for at tro, at du kan komme i Himlen? – Jeg var med i Folkekirken, og vi holder os til den rene lutherske lære om frelsen af nåde ved tro.
Og vi har ritualer, som sikrer, at vi ikke kommer til at sige noget forkert. Jeg har altid betalt min kirkeskat med glæde. Efter at have hørt alle tre forklaringer, gik Skt. Peter ind i for at finde ud af, om disse begrundelser kunne bruges som adgangsbilletter til Himlen, men det var åbenbart et stort arbejde, for der gik lang tid. Efterhånden begyndte de tre at kede sig, men så kom en af dem i tanke om, at de kunne synge en sang for at få tiden til at gå.
Men det var ikke så let. For hvad skulle de synge og hvordan? Pinsemanden sagde, at det var svært, når de ikke havde projektor, mikrofoner/højttalere, band og lyd/lysmand. Folkekirkemanden kunne ikke se, hvordan det skulle fungere uden salmebøger, orgel, organist og kirkekor. Manden fra Frelsens Hær var mere fleksibel, men manglede fane og trompetister.
– De endte dog med at blive enige om, at de undtagelsesvis kunne synge a cappella og udenad, hvis de kunne finde en sang, som de alle kendte, men det var svært. De var ved at opgive, men pludselig kom de – som ved en åbenbaring – i tanke om ”Du Herre Krist, min frelser est (er)”. Den blev brugt i ny og næ i alle forsamlinger. Alle tre kendte salmen – eller i hvert fald første vers.
Som ved et mirakel stemte de 3 mænd i på samme tid og med klare stemmer: ”Du Herre Krist, min frelser est, til dig jeg håber ene …” – Længere nåede de ikke før døren fløj op og Skt. Peter kom løbende ind i venteværelset med hænderne løftede. Han var tydeligt lettet og strålede af glæde. Med begejstret stemme, men også lidt bebrejdende, råbte han: Hvorfor sagde I ikke det straks? – Kom ind, kom ind, I er alle velkomne!
Også fra anden side (fx. Apg 4,12) ved vi, at kodeordet ved Himlens port er navnet Jesus (Krist/Kristus) – og vi ved, at vi også her på jorden kan have kristent fællesskab med alle, som fokuserer på ham som eneste vej til frelse. I vore dage fungerer fællesskabet mellem kirkeretninger bedre end tidligere. Med henblik på den fælles fremtid er det godt, når vi synger og beder sammen og glæder os over hinandens succeser og sørger med hinanden over fejl og mangler – og hjælper og supplerer hinanden.
TAK OG LOV for alle sammenhænge, hvor det sker! Lad nr. 52 (særligt vers 1 og 6) i ”Den danske Salmebog” opmuntre os på den vej: v. 1. Du, Herre Krist, / min frelser est (er), / til dig jeg håber ene (alene til dig sætter jeg mit håb); / jeg tror på dig, / o, bliv hos mig / miskundelig / alt med dit ord det rene! v. 6. Giv os, o Gud, / vi på dit bud / må leve så tilsammen, / at vi hos dig / evindelig / i Himmerig / kan få din glæde! Amen!
(Hans Christensen Sthen 1588 Fr. Hammerich 1850. Salmebogen findes online).
