Kan kristne gymnasier sikre et sundt miljø uden mobning og alkohol?

Tre rektorer svarer her på spørgsmålene: Hvad er reglerne mht alkohol på jeres skole? Hvordan sikrer I et sundt socialt miljø for alle årgange? og Hvordan tager I imod nye elever?

Kurt West Rønne, rektor på Hovedstadens Kristne Gymnasium.

Kurt Rønne, HKGYM:

1) – Hovedstadens Kristne Gymnasium (HKGYM) har ikke alkohol til nogen arrangementer, hvor der er elever. Vi holder fester, fredagscafé og galla som alle andre, men der er ikke alkohol som samlingspunkt. Det er ikke utænkeligt (og det er da sket), at vi har hørt, at nogen har drukket lidt alligevel, men det får ikke lov til at blive centrum, og vi mener, at mantraet ”Man lærer hinanden bedre at kende over en øl” er fuldstændig fejlagtigt.

Det gælder om som skole at skabe så trygt et miljø, at man kan være sig selv, sådan helt sig selv uden en promille til at ændre personligheden.

2) – 1) Ved hele tiden at prædike, at du er elsket og accepteret, uanset hvem du er, og hvad dit udgangspunkt er.
2) Ved ikke at have putte-traditioner, der skaber en niveau-deling mellem eleverne med specielle rettigheder til dem, der har været der længst.
3) Ved at have relativt små klasser (max 24), så alle kan blive set og hørt og ikke behøver spilde tiden med overfladisk ”her er jeg” opførsel for at få en god karakter
4) Ved også at have mindre grupper, der på tværs af årgangene danner fællesskaber, der også skal tage ansvar for gymnasiets dagligdag.

3) – 1) Tre dages introaktiviter med meget fokus på det sociale, og hvor de ældste elever er med til at arrangere aktiviteter for de nye.
2) Intro-tur til Silkeborg
3) God undervisning med lærere, der er glade for at se de (indtil videre) 39 nye 1.g’ere.

”Vi har oplevet en holdningsmæssig bevægelse om alkohol
fra at være ”old school” og gammeldags
til at være first-movers og trendsættende
– uden at ændre vores regler…
jeg har fået lov at holde oplæg for andre gymnasieledelser om,
hvordan man kan feste uden alkohol.”

Jacob Daniel Leinum, rektor på Det Kristne Gymnasium, Ringkøbing.

Jacob Leinum, KG:

1) – På Det Kristne Gymnasium (KG) har vi alkoholforbud. Det gælder både i hverdagen, til fester og på kollegiet, hvor 160 af vores elever bor. Det giver både en sundhed og tryghed, som elever, ansatte og forældre påskønner.
Vi har oplevet en holdningsmæssig bevægelse om alkohol fra at være ”old school” og gammeldags til at være first-movers og trendsættende – uden at ændre vores regler. Det betyder bl.a., at jeg har fået lov at holde oplæg for andre gymnasieledelser om, hvordan man kan feste uden alkohol.

2) – Vi arbejder på flere fronter for at sikre og fastholde et sundt socialt miljø. I skolehverdagen har vi klasse- og teamlærere, som har ansvaret for, at de enkelte klasser har et sundt miljø, og vi har mentorer ansat. Vi har et aktivt elevråd, mange elev-aktiviteter, et kollegieråd, fester og mulighed for at arrangere rigtig mange aktiviteter, da ¾ af vores elever er kostelever. I opstartsugerne holder vi også en velkomstaften og en idrætsdag med sport og sjov. KG er kendt for, at alle kan snakke med alle og meget fællesskab på tværs af årgangene. Derfor har vi også rigtig gode resultater på de målinger, som undervisningsministeriet laver omkring elevtrivsel.

3) Vores 2. og 3.g’ere mødes en lørdag, dagen før 1.g’erne ankommer. Dagen bruges til at få hilst på hinanden og til at gøre klar til at modtage 1.g’erne. Allerede ved ankomstdøren til skolen tager nogle 2.g’ere og 3.g’ere imod 1.g’erne, for at hjælpe og byder dem velkommen om søndagen. 4 dage efter skolestart tager alle 1.g’erne på en 3 dages tur til Venø, hvor der bliver lavet ryste-sammen aktiviteter. I løbet af de første 2 måneder afholder vi introsamtaler med alle nye elever.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Louise Holte, vicerektor på Niels Steensen Gymnasium.

Louise Holte, NSG

1)– Der må kun drikkes alkohol til fester med lav alkoholprocent, og det er lærere, der står i barerne, så der også bliver holdt øje med eleverne undervejs.

2) Vi er en lille skole og har stort fokus på det sociale miljø både årgangsvis og på tværs og langs. Vi har mange arrangementer på tværs, så her kender eleverne hinanden. Vi er kun 4 klasser per årgang, derfor har vi et helt andet socialt miljø og fokus, end man kan have på meget store skoler.

”Der må kun drikkes alkohol til fester med lav alkoholprocent,
og det er lærere, der står i barerne,
så der også bliver holdt øje med eleverne undervejs.”

3) Vi har en stor tutorgruppe fra 2.g og 3.g, der har glædet sig meget til at tage imod de nye. De har sammen med lærerne planlagt et godt program med fokus på at få alle med, og at der skal være plads til alle. Det kører de første 14 dage med små arrangementer spredt ud over skemaer, og så har vi introfest for hele gymnasiet i næste uge.
Læs mere side 17


Artiklen fortsætter efter annoncen: